Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter Trinitatis, 30.06.2013
Predigt zu Lukas 5:1-11, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Meningsløsheden har flere ansigter. Nogle gange stirrer den frem fra en ufattelig terrorhandling, andre gange ser meningsløsheden på os inde fra os selv. Hvad er meningen med mit liv? Ja, der er katastrofer ude i den store verden og henne hos naboen, men jeg har ikke kræfter til at tage livtag med verden. Mit liv! Mine muligheder! Mit håb og mine drømme - hvor er de blevet af? Jeg gir´ op. Jeg tror ikke på det mere; det nytter alligevel ikke noget. At fortsætte ville være spildt arbejde. Jeg har givet det så mange chancer, men er kun blevet skuffet. Og nu er kræfterne sluppet op.
Simon Peter og de øvrige kommende disciple skyller garnene og giver op; de har været på hårdt arbejde, men ingenting fanget - skønne spildte kræfter. Og alle kender til det: hårdt arbejde er ikke altid garanti for udbytte.
Peter arbejder for den daglige føde, men han arbejder også for sin eksistensberettigelse og identitet. Hvis han ingenting fanger, og hvis han bliver ved med ingenting at fange, så må han holde op med at være fisker. Så nytter det daglige slid ikke noget. Og hvis fiskeriet er det eneste han kan, så må han lære sig et nyt håndværk. En fisker der ikke fanger fisk, er ikke længere fisker.
"Jeg kan ikke finde ud af hvem jeg i grunden er", siger nogen. "Mit arbejde og den måde jeg bruger timerne, dagene, ugerne og mit liv på passer mig ikke rigtig. Det er som om mit liv og jeg ikke danser i samme takt, ikke kører ordentligt på skinner".
Hvor er alle drømmene du drømte, den store livsappetit du havde? Modet og ønsket om at gøre alting anderledes når engang du fik muligheden. Når du fik mere tid, fik flere penge, fik familie, fik det rigtige job, de rigtige venner, alle de rigtige ting at omgive sig med! Måske tror vi stadig det er den rigtige nøgle til et lykkeligt liv, måske har vi opnået det vi drømte om, men roen og det dybe frydefulde er udeblevet.
Peter kaster sit net ud på åbent hav, men han fanger ikke noget, for han har mistet sin tro og han har mistet sit håb. Derhjemme venter hans familie, men han har ikke noget til dem, for inderst inde har han givet op. Drømmen brast for længe siden, og han tør slet ikke overveje hvad han i grunden har lyst til med sit liv.
Genesaret Fiskelaug har ingen selvudviklings-kurser, og hvis der skulle stå nogle selvhjælps håndbøger på Folkebiblioteket i Tiberias eller Kapernaum - som er de to største byer i det område - så har Simon Peter ikke noget som helst overskud til at tage dem ned fra hylden og lægge sit liv om.
Måske kan han ikke engang få sig selv til at gå til gudstjeneste "..for det er jo bare gamle historier og støvede rutiner; det handler vel ikke om mig og mine problemer?" Eller måske går han en gang imellem derhen, men Gud er blevet væk for ham, for det hele er for ham blevet udvendige ritualer og vanens magt.
Peter trænger godt og grundigt til at blive fundet, til at blive frelst. "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer" - siger Jesus, men Peter kan ikke finde vejen til Gud, for så enkelt kan det vel ikke være? Han kan ikke bare bede og banke på.
Ja, det er svært at have tillid til, at man er elsket på trods, og at man ikke altid selv skal skabe det hele og at man i de afgørende øjeblikke aldrig er sit eget livs lykkesmed. Og når mennesket ikke har kræfterne, modet eller overskuddet til at vende sig mod Gud, så må Gud komme mennesket i møde. Jesus må finde Simon Peter. Og det sker ikke den dag hvor alting bare flasker sig; hvor han sidder med sit nyfødte barn i hænderne, hvor glæden brager igennem på en stor smuk sommerdag og hvor alting fungerer. For Peter kommer frelsen den dag hvor ingenting lykkes, den dag hvor nettet er tomt og skænderiet venter derhjemme.
Det bliver en skæbnesvanger dag, for den dag bliver den sidste i hans gamle liv - og forandringen sker grundlæggende ikke for hans egen skyld - den skal tjene et langt større formål. Han møder Gud, ikke til et liv med roser og lagkage, men til et nyt liv i alvor og glæde, i en stadig spørgen efter det vigtige, et liv hvor han i store glimt (som i et spejl) pludselig kan se selve meningen med livet.
Tidligere var der glimt af lys i mørket; nu har lyset fået mere magt. Han kommer til at fornægte Gud den aften dommen falder over Jesus (skærtorsdag), han er stadig kun et menneske, men ingenting er alligevel som før - den dag hvor Jesus taler til ham. Han går igen om bord i båden og han giver livet en chance mere. Den dag kommer både troen, håbet og kærligheden til Peter.
For han bliver kaldet. For at høre en kaldelse kan det kræve, at der bliver lukket ned for larmen omkring dig, det kan kræve at du tålmodigt insisterer på at lytte og se indad - men så er det også, at livets mening kan tale til os fra et enkelt ikke-kompliceret oplyst sted i vores indre.
Fiskeren Peter går hjemmefra og forlader sit gamle liv, der ikke bragte noget solidt med sig. Hans liv var blevet til sløv rutine, men nu blev hver eneste dag den vigtigste i hans liv. Han forlod familien for en stund, men tog dem senere med sig på rejserne, efter Jesus var blevet korsfæstet.
Den italienske filminstruktør Zeffirelli lavede i 70´erne en storfilm om Jesu liv, død og opstandelse. Og her er en scene hvor Zeffirelli forestiller sig hvad Peter siger til sin familie efter han er kommet hjem fra denne skælsættende oplevelse og er blevet kaldet til at følge Jesus. Peter har netop haft et skænderi med sin kone og prøver at overbevise hende om, at han kommer hjem igen til foråret. Og en anden kommende discipel, Levi, siger så til ham: "Det gør du ikke. Og det ved du også godt. Du kommer aldrig mere hjem. Du kommer aldrig mere til at fiske."
Peter bliver kaldet af Gud og han får en underfuld fangst. Og også vi er kaldet, og ikke kun i vores dåb. Jesus går, om man så må sige, om bord i vores båd og beder os sejle ud på Hans Ord, og dermed komme med i Guds historie. Ikke som statister, men som hovedrolleindehavere.
Ikke for vores egen skyld, men for helhedens skyld. Og når vi er med i en historie, så bestemmer vi ikke selv, hvad der skal ske. Vi må reagere på de opgaver og udfordringer, der møder os, ud fra de vilkår der er vore. Det er ikke alle der får udfordringer som sult, tørke og krig og fattigdom eller sygdom. Men så får vi andre.
Peter får en opgave: han bliver fanget for at blive menneskefisker. Han er blevet fanget for at fange andre. Det er en dobbelthed af frihed og bundethed som vi alle oplever når vi kommer til at elske et andet menneske. Vi er på samme tid frie og bundne.
Peter er rædselsslagen, men alligevel forlader han alt. For der er altid en konsekvens af en kaldelse. Der er noget vi må forlade og forsage, og noget vi skal gøre. Engang skal alting være helt anderledes i vores liv. Engang er det slut med at gå på denne jord, og så bliver alting nyt. "Se, jeg gør alting nyt", siger Gud i Johannes Åbenbaring, som er det sidste skrift i NT. Men allerede i dette liv kan vi opleve det helt nye, og samtidig det gamle liv der smuldre og blive til intet.
Jesus gik om bord i Peters liv og arbejde og familie. Han fik ham til at lægge ud på dybet, og fordi han satsede og risikerede alt, skete underet. "Frygt ikke, følg mig" sagde Jesus, og Peter troede og håbede og mærkede kærlighed for måske første gang i sit liv.
Meningsløsheden har flere ansigter - den havde han mødt ofte. Nogle gange stirrer den frem fra en ufattelig terrorhandling, andre gange fra naturens brutalitet, eller fra vores eget livs mørkeste kroge. Nogle gange kan vi handle, andre gange er det ganske umuligt. Og så kan vi kun bede til Gud om trøst og frelse, og om at blive fanget ind af Ham, så vi kan være til gavn og glæde i dette liv i denne verden, så længe vi er her.
Amen.