Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 07.07.2013
Predigt zu Matthæus 5:20-26, verfasst von Marianne Frank Larsen
I sms'erne står der bitch og ho-bo og fake og det, der er værre. Rejs hjem til Chicago og Du tror, du er så klog. Det er Alice i Siri Hustvedts bog, Sommeren uden mænd, der får den ene anonyme besked efter den anden. En dag dukker hun simpelthen ikke op i skolen, og de seks andre piger på det lille skrivekursus bliver så underligt døve og stumme, da Mia, deres lærer, spørger, hvor hun bliver af, og om det passer, at hun har været på sygehuset. Altså tager hun hjem til Alice for at få en forklaring. Dér ligger pigen forstenet i sin seng, på ryggen med hænderne foldet på brystet som et lig, der er gjort klar til begravelse, står der. Hun har ganske rigtigt været på sygehuset med voldsomme mavesmerter, fortæller moren, men lægerne har ikke kunnet finde noget, og altså er hun hjemme igen. Hendes ansigt ligner en maske, og da Mia taler til hende, bevæger hun ikke så meget som en muskel. En 13-årig, der har bestemt sig for ikke at sige noget, kræver stor tålmodighed, men Mia bliver ved, til pigen endelig fortæller sin lidelseshistorie. Som begynder med sms'erne. Bitch og fake og skinny og Rejs hjem. Og pinlige billeder af hende på Facebook. Og som fortsætter med, at de andre piger skiftevis lukker hende inden for i varmen og ud i kulden, uden at hun kan få at vide hvorfor. Og som ender med en sms fra skolens dejligste fyr, der vil mødes med hende i parken, men som aldrig dukker op. Bag hækken står de seks andre piger og er ved at omkomme af grin over, at hun hoppede på den.
Og det er derfor, Jesus på det strengeste fordømmer den, der bare siger skældsord til sin bror. Eller søster. Fordi ord kan slå ihjel. Bitch og fake og ho-bo, står der i sms'erne, og det er bare ord, ikke slag, ikke skud, ikke vold, men det er de ord, der sender Alice på sygehuset og lægger hende i seng med et ansigt, der ligner en maske. De slår ikke kroppen ihjel, men de slår hendes livsglæde ihjel, hendes tillid til andre mennesker og til sig selv. Og når tilliden og livsglæden bliver slået ihjel, så sætter det sig spor i kroppen. Så bliver ryggen rund. Skridtene tunge. Blikket uden gnist. Så ligger pigen som et lig, der er gjort klar til begravelse. Det er en ganske almindelig erfaring, som vi alle sammen kender. Der skal ikke mere end et giftigt ord eller en halvkvædet vise til for at slukke et andet menneskes livsglæde - eller vores egen. Og derfor er ikke alene vold og slag og skud en trussel mod et menneske. Det er allerede den vrede og det had og den misundelse, der kommer til orde i nedladende bemærkninger, rasende tilråb, hæslige sms'er. Den truer det andet menneske på hans mod til at leve.
I har hørt, at der er sagt: Du må ikke begå drab, siger Jesus, og det har vi ganske rigtigt hørt, for det er det femte bud. Men jeg siger jer, fortsætter han så, med tryk på "jeg", så vi ikke skal være i tvivl om, at den, der taler nu, har en helt anden autoritet end den, Moses havde, da han kom med de ti bud. Med sin tale skærper Jesus budet og giver det helt andre dimensioner, for han stiller ikke bare krav til vores handlinger. Han stiller krav til vores sind og vores hjerter. Det gør han for at værne om vores brødre og søstre og vores børn og forældre og venner og dem, vi elsker, og dem vi møder, værne dem mod vores vrede og misundelse og de dræbende ord, den munder ud i, og sætte os til at forlige os med hinanden. Blive gode venner igen. For at værne om vores fælles liv og give mildheden frit løb imellem os. Det er det, han vil med sine krav.
Men der er en sidegevinst ved dem. Hvis man ellers kan kalde det en gevinst. For der sker jo det, at vi får punkteret vores selvtilfredshed, mens vi lytter. For: Du må ikke begå drab. Det kan de fleste af os sagtens leve op til. Vi har ikke slået nogen ihjel. Hvis det bare er det, han kræver, så er der ikke noget i vejen. Nok med nogen andre, men ikke med os. Så har vi vores på det tørre i forhold til Gud. Men hvis hans søn har ret i, at allerede vreden, skældsordene, de giftige bemærkninger, den manglende vilje til forsoning, er forkert i hans øjne - så ser det noget anderledes ud. Så er der pludselig ikke en eneste af os, der er perfekt. Ikke hvis det er standarden. Og dermed ikke en eneste af os, der er hævet over nogen andre. For ord, der slukker livsmodet, har vi alle sammen råbt af nogen - eller hvislet. Eller tænkt. Eller skrevet i en sms. Sådan set er det en helt uhørt mildhed, han kræver af os og af vores hjerter, der rummer så meget andet end milde ord.
Og selvfølgelig kan vi vende ham ryggen og trække på skuldrene og blæse på det, han siger, fordi det er for vildt. Men han står stadig dér, sommer efter sommer, og insisterer: Men jeg siger jer! som om han har krav på, at vi hører efter. Og handler og lever efter det, han siger. Fordi han ikke bare taler på sine egne vegne, men på Guds vegne. Når han kræver, at vi skal vise hinanden hjertets uhørte mildhed, så taler han på vegne af den Gud, der har givet os vores hjerter. Og givet os hinanden. Hvis det ikke var for hans milde skabermagt, så bankede der ikke et hjerte i mit bryst. Og heller ikke i min brors eller mit barns eller min elskedes. Så lå der ikke noget af et andet menneskes liv i mine hænder hver gang, jeg lukkede munden op. Det er den gode grund til, at Jesus kan stille de uhørte krav, han stiller. At han taler på vegne af den gode Gud, der har givet os vores liv, og som vil, at mildheden skal have frit løb iblandt os.
Det vil han så meget, at han har gjort sin søn til vores bror for at give os den mildhed, vi mangler. For den uhørte mildhed, Jesus kræver, findes kun hos et eneste menneske. Og det er ham selv. Der nok taler i skarpe vendinger til os, når vi hæver os over hinanden og træder på hinanden med ord, der fornedrer. For kun sådan kan han forsvare den mildhed, det kommer an på i vores liv. Men som omvendt viser ubetinget mildhed mod ethvert menneske, der ikke er hævet over den, men har brug for den. Jeg tilgiver dig alle dine hårde ord, siger han, for du er ikke en bitch eller en fake. Det er ikke sandheden om dig uanset hvilke ord, du har taget i munden, og uanset hvilke ord, du har måttet lægge øre til. Du er min bror, eller du er min søster, elsket og dyrebar i mine øjne og i min fars, trods alle de ord, du aldrig skulle have sagt. Og det samme er det menneske, der sidder ved siden af dig. Min bror eller min søster, elskede børn af min himmelske far. Det er sådan, I skal se på hinanden. Og sådan I skal tale til hinanden! Som jeg ser, og som jeg taler, siger han.
Da Alice kommer tilbage til klassen, gør læreren, Mia, noget, jeg synes er genialt. Hun sætter de syv skamfulde piger til at skrive hinandens historier. Det er jo trods alt et skrivekursus. Og pigerne tager opgaven op, fordeler hinandens navne imellem sig og skriver hver sin historie om sommerens overgreb. Sætter sig i hinandens sted, lever sig ind i hinandens situationer og ser forløbet fra hinandens synsvinkler. Den stærkes, den svages, den misundeliges, medløberens, den passives - og den ulykkeliges. Det kommer der faktisk en undskyldning ud af. Og en forsoning. Og en langt større forståelse. Sådan set er det det, vi skal - lære hinandens historier at kende. Ikke lade vreden og misundelsen løbe af med os, men sætte os i hinandens sted og se historien fra hinandens synsvinkel og se hinanden med Vorherres milde øjne. Ikke som ho-bos, ikke som skanks eller det, der er værre, men som mennesker, han elsker. For hvis mildheden får frit løb iblandt os, så viser det sig, at ord ikke bare kan slå ihjel. Ord kan også forløse og kalde livslysten frem på ny.
Amen