Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter Trinitatis, 21.07.2013
Predigt zu Matthæus 7:15-21, verfasst von Niels Henrik Arendt
Der var to konger, som ville på krigstogt, fortælles der i det gamle testamente. Inden de førte deres planer ud i livet, ville de dog godt have et bud på deres chancer: ville det ende med sejr eller nederlag? Den ene konge havde i sit brød en mængde profeter, nærmest en slags professionelle rygklappere, som havde til opgave altid at smigre kongen for hans gode indfald. De gav nu møde, og da de havde hørt, hvad sagen drejede sig om, gav de straks deres bifald til kende: der var ingen ende på, hvor stor en sejr det planlagte felttog ville ende med.
Kun én profet var ikke mødt frem; ham havde kongen slet ikke inviteret, fordi han altid plejede at sige imod. Men da kongens forbundsfælle insisterede på at høre alle, blev også denne mand hidkaldt. Han frarådede på det bestemteste de krigerske planer og spåede en stor ulykke, hvis man fraveg Guds vilje i denne sag og førte planerne ud i livet. Nu rettede de 2 konger sig imidlertid ikke efter hans råd, han blev tværtimod forudsigeligt smidt i fængsel, og så fulgte kongerne flertallets råd; de drog i krig - med katastrofalt resultat. Kongerne måtte betale dyrt for at have lyttet til falske profeter.
Når man har læst denne historie og mange lignende fra biblen, er man blevet klogere på, hvad der er en sand og en falsk profet, ja, som læser og tilhører ved man det næsten i forvejen: Den sande profet er den, der har mod til at stå alene og fastholde sandheden, også selvom det ikke tjener ham selv. Den sande profet er den, der har mod til at sige imod og ikke bare snakke efter munden og sige det, folk gerne vil høre. Og den målestok er egentlig vældig god, når man skal sortere i de mange budskaber, som vi dagligt præsenteres for. Vi bliver udsat for utrolig meget øregas, budskaber som der ikke er nogen omkostninger ved at bringe til torvs, budskaber som skal kildre folks forfængelighed, budskaber, som primært skal tjene til at give forkynderen betydningsfuldhed og position.
Alligevel sætter vi alt for ofte vores kritiske sans til side og lytter ligesom kongerne til det, vi gerne vil høre, og bøjer os for dem, som har den største evne til at give den som autoritet.
Men når vi så kommer til Jesu advarsel til sine tilhørere mod de falske profeter, så betyder det, som Jesus siger, at opgaven er givet tilbage til os, opgaven med at lytte, at tage stilling, at afgøre sig, men samtidig er det blevet en meget mere vanskelig opgave. For mens der ikke skulle et særlig fintmærkende øre til at høre den falske tone i de gamle profeters konge-smiger, og mens der heller ikke skal de helt store evner til at vurdere meget af den politiske og anden øregas, vi udsættes for, synes det meget sværere at udpege, hvem Jesus egentlig har tænkt på med sin advarsel.
Der forekommer ganske vist ikke så sjældent, at der sættes adresse på. Lige fra begyndelsen har man også i kirken brugt Jesu ord om de falske profeter til at hænge hinanden ud, og endnu i dag er der folk, der ser det som deres hovedopgave at advare mod andre, og som har forbløffende nemt ved at udpege, hvem man bør vogte sig for. Det giver jo nemlig en selv autoritet.
Nægtes kan det ikke, at det også ville være rart, hvis Jesu ord på den måde kunne konkretiseres, hvis præsten i sin prædiken kunne sige: dem dér er det I skal vogte jer for. Det ville være behageligt både for præsten og for menigheden. For præsten ville det betyde, at han/hun kunne forlene mine egne sympatier og antipatier med en vis autoritet. Og for menigheden ville det betyde, at den slap for selv at tage stilling, foruden at nogle måske ville føle sig behageligt bekræftet i sin egen holdning, enten man nu var enige med præsten eller ej.
Men der kommer ikke i denne prædiken adresse på, hvem de sande og de falske profeter er. Den ene grund til det, er Jesu understregning af, at de sande og falske profeter netop ikke er sådan ligetil at skille fra hinanden. De ser temmeligt ens ud, og de siger det samme. De har fåreklæder på alle sammen, og de kalder Jesus for Herre. Men når der hverken kan høres eller ses forskel, hvordan da overhovedet skelne? Jesus kommer det spørgsmål i forkøbet ved ordene om, at profeterne skal kendes på deres frugter. Det vil sige: i livets sammenhæng skal det blive tydeligt, hvad der er sandt, og det vil i denne sammenhæng sige: hvad der er fra Gud og hvad der ikke er det.
Sandheden er ikke skjult, men der findes ingen facitliste på forhånd. Og derfor kan en sådan facitliste heller ikke udråbes fra prædikestolen i dag. Sandheden kommer til syne i mødet mellem ordene og dit eget liv. I dine egne erfaringer, i dit eget livs sammenhæng skal det klares for dig. Vi lades ikke i stikken med en advarsel, som vi ikke kan stille noget op med. Men vi henvises til livet som det sted, hvor ordene skal stå deres prøve. Og dit liv er ikke mit liv.
Det vil så netop sige, at ingen slipper for selv at finde ud af, hvad der kan bære og hvad der ikke kan. Og hele tiden altså med muligheden for at tage fejl.
Hvorfor er kirken ikke mere profetisk, kunne man spørge? Hvorfor kan den ikke med store bogstaver slå fast, hvad man skal mene og tro i alle mulige spørgsmål? Har den ikke mod til at tale folk imod, har den valgt smigrerens, medløberens rolle - i stedet for profetens? Det spørgsmål må stilles, og det rummer samtidig den anden grund til, at der ikke kommer mere konkret adresse på i dag. Hver gang Jesus taler et advarende ord, er det nemlig ikke bare et ord, hvormed man kan prøve og måle de andre, men det er altid også - og måske først og fremmest et ord til selvprøvelse: er det dig selv, der er den falske profet? er det dig selv, der har de fromme ord i munden, og kun dér?
Det spørgsmål må enhver kristen og naturligvis ikke mindst en præst altid stille sig selv. Og så kommer man ligesom ikke videre. Så går man i stå. Så mister man evnen til at give den som autoritet. Så bliver man nødt til at overlade afgørelsen til Gud. Så bliver der ikke plads til at gå og vogte på de andre.
På den ene side kommer ingen af os, hverken I eller jeg, udenom selv at tage stilling, at træffe en afgørelse; på den anden side fratages vi på stedet enhver selvsikkerhed, enhver mulighed for at gå rundt og gøre os til herrer over sandheden, enhver bedrevidenhed.
Kirken er ikke herre over sandheden, men tjener for den. Den kan forkynde Guds barmhjertighed, men den kan ikke administrere den. Kirken kan ikke lette noget menneske for dets ansvar eller tage afgørel-sen fra det. Men den kan henvise ethvert menneske, der er i tvivl, til det løfte, der ligger skjult i Jesu advarsel i dag: at Gud selv vil tage vare på sandheden, at han ikke vil overlade os til falskhed og for-dærv.
Det løfte ligger der i Jesu ord om, at frugterne skal åbenbare, hvad der er sandt og hvad der er falsk, at sandheden om Guds barmhjertighed ikke skal overlades til menneskers forgodtbefindende og skalten og valten og brug og misbrug. Guds nåde vil alligevel give sig til kende, komme for en dag. Vi skal erfare, at han er os god. Vores afgørelse er vaklende, usikker, anfægtet. Men hans afgørelse er den, det kommer an på.