Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 04.08.2013
Predigt zu Lukas 19:41-48, verfasst von Peter Fischer-Møller
Hvor hører kristendommen hjemme? Ikke et bestemt sted, ikke lukket inde i kirken. Kristendommens sted er ethvert menneskehjerte. Den udfolder sig i vores ord og gerninger i hverdagen, i livet mellem os.
For at høre mere om det, skal vi en tur til Jerusalem på Jesu tid.
Tempelpladsen ligger der endnu. Templet er væk. Det blev ødelagt af romerne i år 70, som Jesus forudsiger det i evangeliet i dag. Når I ser billeder af Grædemuren med jøder i bøn, så står de ved et lille stykke af muren omkring tempelpladsen. På pladsen hvor templet lå finder vi i dag to muslimske helligdomme. Klippemoskeen med den gyldne kuppel menes at være opført der, hvor templet stod.
Og mindre end en kilometer derfra, dengang udenfor bymuren, men i dag midt inde i den gamle del af Jerusalem, ligger en kirke, bygget over det sted Jesus blev henrettet og gravlagt. Her er en grav, som altret i vores kirker er en slags kopi af, men graven er tom. Jesus har forladt den for at gå ud og møde os hvor som helst i vores hverdag med hinanden.
I dag møder han os til gudstjeneste her i kirken.
Har vi fået strikket os et billede af Jesus sammen som sådan en pæn, blid børnehavepædagog i pastelfarver, så kommer evangeliet i dag som noget af en overraskelse. Her møder vi en voldsom og vred ung mand, der vælter borde og stole omkuld så bure knuses og fugle flagrer forvirrede omkring og mønterne ruller hen over pladsen. Og ud over det hele gjalder hans råb: "Ud! Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til et kræmmerhus!"
Det blev denne demonstration, provokation - ja de handelsfolk og bankfolk, hvis dyr og penge gik til ved aktionen ville måske ligefrem kalde det en terroraktion - der overbeviste magthaverne om, at han var en så farlig mand, at man blev nødt til at få sat en stopper for hans virksomhed. Det blev begyndelsen til enden, til at man fik ham anklaget og dømt som gudsbespotter og oprører og henrettet på et kors som en forbryder.
Det var ikke noget tilfælde, at det var omkring templet begivenhederne udspillede sig, og netop forholdet mellem Jesus og templet fortæller os noget afgørende om hvad kristendom er for noget - også her hos os i dag.
Templet var Josef og Marias helligdom. De kom her for - som loven foreskrev det - at ofre et par duer, da Jesus var blevet født. Svarende til at vi bærer vores spædbørn til dåben her i kirken.
De kom i templet, da Jesus var 12 år gammel og han skulle fejre sin bar-mitzwa, som er jødernes modstykke til vores konfirmation. Templet havde monopol på gudsdyrkelsen for jøder på Jesu tid. Templet var centrum for landets økonomiske og politiske og religiøse magt. Det var her ledelsen mødtes, det var her tempelskat og tiende blev opkrævet, det var herfra at alle jøder blev vejledt i den ene rette tro.
Man kan måske sammenligne det lidt med Peterskirken og Vatikanet i Rom. Det er jo også en politisk magtfaktor en selvstændig stat med egne diplomater, det er en økonomisk magtfaktor med egen bank, og det er det religiøse centrum for alverdens katolikker.
Templet og tempelpladsen i Jerusalem var dertil en opdelt verden. Inderst inde lå det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme. Og så bredte det sig ellers som ringe i vandet udefter, først tempelbygningen, hvor de særligt indviede præster måtte færdes, så præsternes forgård, mændenes forgård, kvindernes forgård og helt ude ved kanten hedningernes forgård. Det var en hierarkisk verden af rent og urent, værdige og mindre værdige, høj og lav.
Det er hele den verden, Jesus går til angreb på og river ned med stor voldsomhed. Det er en handling med politisk betydning, man opfattede det som en del af et oprør mod kong Herodes og den romerske besættelsesmagt. Det havde indflydelse på økonomien, når han på den måde sætter en indbringende handel i stå. Og det er et slag mod den måde at tænke religion på, tænke om forholdet mellem Gud og mennesker, som var bygget op omkring templet.
Det var en meget alvorlig sag. Og en af de anklager, som førte til at Jesus blev dødsdømt, lød da også på, at han havde sagt, at han ville rive templet ned - det tempel man havde været 40 år om at bygge - og at han ville opføre et nyt på 3 dage.
Det lød enormt arrogant og stødende for de mennesker, som beundrede det prægtige tempel og opfattede det som selve Guds bolig her på jorden. Folk fattede ikke meningen med det eller dybden i Jesu ord den dag. Først bagefter gik det op for hans disciple, at det her var koden til forståelse af, hvad der senere skete. For hvad var det egentlig der var på færde, da Jesus få dage senere virkelig blev dødsdømt og henrettet? Ja, man fortalte, at da han udåndede på korset langfredag, flængedes det store forhæng i templet, som lukkede af for det allerhelligste, fra øverst til nederst, da revnede selve adskillelsen mellem det hellige og omverdenen. Jesus blev lagt i sin grav, men da de kom ud til den på tredjedagen var den tom. Han var opstået og havde forladt stedet, hvor de lagde ham. Dermed var et nyt tempel blevet til. Ikke som en ny bygning et bestemt sted her på jorden. Nej templet var nu blevet bygget i menneskers hjerter. Det nye tempel bygget på tre dage var den fortælling om Gud, som Jesus havde lagt krop til, og som vi som lytter og fortæller den videre er en del af.
Da Jesus gik løs på handelsfolk og bankmænd i templet den dag i Jerusalem var det for befri sit eget folk og alle mennesker til et andet slags liv med Gud og med hinanden.
Fra den dag af går vejen til Gud ikke længere til templet i Jerusalem, men ud i verden, ud for at fortælle historien om Jesus videre til alle folk på jorden, ud for at møde Gud i samtale og samvær med andre mennesker - og særligt i opmærksomheden og omsorgen for de syge, de udstødte, de nødlidende, de oversete.
Det er ikke længere templet i Jerusalem, der er centrum for vores gudstjeneste. Det er Jesus og historien om ham, der er blevet omdrejningspunktet for vores liv som kristne. Hver eneste af os er en levende byggesten i det nye tempel, Jesus satte i stedet for det gamle af sten. Det hellige er ikke længere reserveret på et bestemt sted. Hvert eneste menneske er et helligsted. Livet mellem os er helligt. Der er ikke længere noget, der hedder rent og urent. Mand og kvinde er lige i Jesus Kristus. Drenge og piger døbes uden forskel.
Det er Jesus, der er vores pejlemærke. Det er i mødet med ham og hans historie vi lærer hvad sandt liv er, hører at kærlighed til Gud og næsten er mere værd end alverdens brændofre og slagtofre, mærker at kærligheden er vores livs kostbareste gave og største opgave.
Jesus har sagt, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, der er han midt iblandt os. Det vil sige at det hellige altså heller ikke er noget vi har patent på her i kirken, det er ikke spærret inde bag murene her. Den Gud Jesus har lært os at kende kan møde os overalt. Han er på sygehuset, når en sygeplejerske beder Fadervor med en patient, han er i skoleklassen, hvor en lærer fortæller bibelhistorie, så det bliver levende for eleverne. Men heller ikke kun der, ikke kun hvor vi tænker og taler om Gud og det hellige. Også midt i den almindelige hverdag, hvor naboen giver en hjælpende hånd, hvor den gamle kone sender en pirset teenager et smil, hvor bistandsmodtageren sender en girokort med 50 kr. til Amnesty International.
Gud er der hvor vi folder hænderne og beder vores aftenbøn, han lytter når vi taler med ham om vores sorg og savn og længsler. Og han er der, når vi er fulde af glæde og lykke, så vi bare ikke kan lade være med at sige: tak!
På den måde er han også her i kirken. Når vi lytter til evangeliet, når vi ved dåben hører at vi er Guds børn. Og skulle vi være kommet i tvivl om hvor vi kan finde Gud, så rækker han os helt fysisk sig selv i brødet og vinen i nadveren og siger. Det er mit legeme og blod, tag det og spis det, det er dit, det hellige er i dig, gå nu ud og del det med de andre.
Ikke langt fra tempelpladsen i Jerusalem ligger Gravkirken. Den er bygget over den grav Jesu krop blev lagt i langfredag. Men graven er tom. I kan selv rejse til Jerusalem og se efter. Jesus er der ikke længer. Han er gået sin vej for længst for at kunne være hos os til gudstjeenste lige nu.
Amen.