Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 01.09.2013
Predigt zu Luke 17:12-19, verfasst von Birgitte Graakjaer Hjort
”Har du husket at sige tak?” Sådan spurgte mine forældre mig en gang imellem, da jeg var barn. Og jeg gætter på, at der ikke sidder en eneste herinde, som ikke har prøvet at få stillet det spørgsmål som barn: ”Har du husket at sige tak?”
Når bedsteforældrene kom på besøg og havde en lille ting med. Eller når nogen kom med gaver til vores fødselsdag. Eller hvis en lærer eller en anden voksen havde givet en hjælpende hånd, så lød fra ens mor eller far: ”Huskede du at sige tak?”
Hvorfor kommer det ikke bare helt af sig selv, at vi takker? Hvorfor husker vi ikke bare helt automatisk at sige tak – frem for at skulle ha´ andre til at minde os om det eller ligefrem opdrage os til det?
Det er dét, denne her søndag handler om. I dag vil Jesus lære os at sige ham tak. Han ved godt, at vi ikke altid husker det af os selv. Og derfor gør han sig den ulejlighed, at han prøver at lære os det. Igennem den fortælling, vi lige har hørt.
Ti spedalske blev helbredt. Men kun én ud af de 10 vendte tilbage for at sige Jesus tak. ”Jamen var der ikke 10, der blev rene?” spurgte Jesus. ”Hvor er de 9?”
Ti spedalske mennesker stod og råbte til Jesus, om ikke nok han ville hjælpe dem. Og Jesus svarede: Gå hen til præsterne, og bliv undersøgt af dem. Og mens de spedalske var på vej derhen, blev de helbredt.
Jeg ved ikke, om I bed mærke i det. Men der er en ting, det er vigtigt at få sagt her på taksigelsens/takkens søndag. Det er, at ingen af de ti lagde ud med at sige tak. Tværtimod. De beklagede sig højlydt, før der lød nogen tak. De råbte op for at få hjælp. De gjorde alt, hvad de kunne for at tiltrække Jesu opmærksomhed om sig selv og deres lidelser.
Så der er altså en tid til at klage. Der er en tid til at råbe vores nød ud, før vi bryder ud i tak. Det har Jesus selv lært os.
Vi skal altså ikke stuve alt det, vi er kæmper med, ned i kælderen. Vi skal ikke fortrænge det, vi er kede af, for at ku´ stå frem som nogle glade og tapre, taknemmelige kristne. Nej, vi skal klage vores nød til Gud, når vi er hårdt ramt.
De ti mænd led af en forfærdelig sygdom. Blev man først spedalsk, var der ingen chance for at blive rask igen. Spedalske fik pletter på huden, og kødet ligefrem rådnede på kroppen. Når man havde fået sygdommen, gik kun én vej. Og det var tilbage. Og sygdommen var både smertefuld og meget smittefarlig.
Derfor var befolkningen panisk angst for at blive smittet. Så de krævede, at de spedalske holdt sig på afstand af dem. Derfor levede de spedalske ofte sammen i grupper i lidt øde landområder.
Det var umuligt for de spedalske at tage del i det almindelige liv. De ku´ ikke bo sammen med deres familier. Heller ikke tage på markedet og købe ind. Eller tage til gudstjeneste i synagogen eller i templet for at tage del i det, der foregik der. De var afhængige af den mad, som familie og venner satte ud til dem. Så de havde al mulig grund til at beklage sig. Og det gjorde de.
De havde usædvanlig meget at være kede af. Og det var de. Det lagde de ikke skjul på. De råbte deres elendighed ud til Jesus, FØR der var nogen af dem, der overhovedet så meget som overvejede at sige tak for noget.
Sådan får vi også lov til at råbe vores nød ud, før vi siger tak. Vi får lov at beklage os og lægge vores smerte frem for Gud. Vi ka´ f.eks. gøre det, når vi ber´ til Gud. Eller vi kan opsøge en sjælesørger for at få en samtale, hvor vi ka´ vi få lov at komme af med vores klage og protest. Vi ka´ få en sjælesørger til ikke bare at lytte til os, men også gå i forbøn for os for det, vi lider under.
Og hvad sker der så, når vi ber´ Gud om hjælp til det, der er svært for os? Uanset om det er os selv, der ber´ til Gud om det, eller om vi får en anden til at hjælpe os med det. Ja, det, der skete for de spedalske, da de havde bedt Jesus om at få hjælp, det var, at de blev sendt ud på en længere vandring. De sku´ gå hen og opsøge præsterne og blive undersøgt af dem, sagde Jesus. Jesus greb altså ikke øjeblikkelig ind og helbredte dem lige på stedet. Nej, han sendte dem af sted på en længere rejse. Og først undervejs, mens de gik der, da skete helbredelsen.
Det er ret usædvanligt, det her. For når Jesus ellers helbredte syge mennesker, skete det som regel ved, at han sagde nogle ord og sygdommen forsvandt. Med øjeblikkelig virkning. Men i det her tilfælde lod Jesus helbredelsen finde sted lige så langsomt og gradvis. Det skete ikke i det sekund, han hørte deres bøn, men først senere. Men helbredt - det blev de. Endda dem alle ti. Men kun den ene af dem vendte tilbage for at sige tak. De andre 9 havde så travlt med at indhente det forsømte, at de helt glemte at sige tak. De blev så opslugt af det nye og skønne, der var sket, at de ikke lige fik brugt tid på at vende tilbage og sige tak. Eller de vænnede sig måske så hurtigt til tanken om, at de var raske, at de glemte, at der var noget at være taknemmelig over.
Er der ikke noget her, som er genkendeligt? Kan vi ikke netop erfare nogle gange, at vi ryger rigtig langt ned? At vi måske råbte til Gud om hjælp. Bad og tryglede Ham. Men vi fik ikke noget direkte svar på vores bøn. Der skete ikke noget under eller en øjeblikkelig indgriben, som løste vores problem. Og der lød heller ikke en røst fra himlen, så vi tydeligt ku´ høre, hvad Gud havde at sige om det her.
Men der skete bare det – ligesom for de ti spedalske – at vores problem eller nødsituation efterhånden forsvandt. Ligeså stille og gradvis. Den sygdom, vi havde lidt under, blev overvundet. Gennem lang tids indlæggelse ganske vist. Eller gennem den rette medicin, som lægerne endelig omsider fandt frem til. Det skete over tid. Og med andre menneskers aktive medvirken. Så du synes måske ligesom ikke det var så oplagt, at det var Gud, der sku´ ha´ æren for det og takkes.
Eller måske fandt vi en vej igennem en svær skuffelse, vi havde været kastet ud i. Skridt for skridt blev vi i stand til at tage nogle skridt videre i livet med nyt livsmod. Mens vi i øvrigt sled i det og gjorde alt, hvad vi kunne, for det.
Eller vores tungsind forsvandt lige så stille. Alt imens rare naboer eller mennesker i vores netværk gjorde sit til det. Ved at besøge os. Og ved tålmodigt at blive ved med at være der for os.
Vi havde i din fortvivlelse bedt Gud om at få hjælp. Og vi fik hjælp. Men det skete ikke med et brag fra den ene dag til den anden. Det skete over tid, og mens andre mennesker og du selv gjorde en aktiv indsats. Så da du endelig var kommet over det, var tanken om, at det var Gud, der havde hjulpet dig, lige så stille forduftet.
”Var der ikke 10, der [fik hjælp]?” spurgte Jesus. ”[Hvad blev der af] de 9?”
Hvorfor er det så vigtigt at huske at vende tilbage til Gud og sige tak? Hvad er det, der sker, når vi takker Gud?
Jeg oplevede noget for mange år siden, som lærte mig noget afgørende om det her. Jeg havde fødselsdag, og de gaver, gæsterne var kommet med, lå på et lille bord inde i vores stue. Der var en helt speciel pakke fra min mormor og morfar. De forærede mig en smuk og helt kunstnerisk dekoreret taske. Inden i var der en æske med virkelig kvalitetsgrej til at male og tegne med. Da jeg havde pakket gaven ud, skyndte jeg mig op på mit værelse ovenpå og ku´ slet ikke vente med at tage det i brug. Jeg var helt opslugt af det.
Da min mormor og morfar skulle til at køre hjem om aftenen, kom jeg endelig i tanke om, at jeg i forbifarten helt havde glemt at sige dem tak. Og først da jeg gik hen og gav dem et knus og takkede, fik jeg historien om, hvor megen umage de havde gjort sig for at glæde mig med lige nøjagtig den gave. De havde været inde i den ene butik efter den anden for at finde frem til den. De var endda kørt et godt stykke vej til en større by, før de havde fundet dén udgave, de synes, det skulle være.
Først da jeg standsede op for at sige tak, opdagede jeg, hvor stor en kærlighed, der lå bag gaven. Hvor megen umage de havde gjort sig for at glæde mig med lige nøjagtig det, de mente passede bedst til mig. Jeg fik mere end selve gaven. Jeg fik en kæmpe kærlighedserklæring fra personerne bag den.
Måske er det i erfaringer af denne her art, at forklaringen gemmer sig på, hvorfor vi skal gå til Gud og sige tak for det glædelige, vi oplever i vores liv. I stedet for bare at rage alle livets goder til os - kaste os over dem og tage dem i brug uden nærmere omtanke – ska´ vi standse op og sige tak.
For når vi standser op og gør det, går det for alvor op for os, hvor meget Gud sætter ind på at glæde os. Først da opdager vi, hvor meget Gud har sat i bevægelse for at gi´ os det bedste. Vi bliver mindet om, at Gud er den fra hvem alt det gode kommer! Gud er den, for hvem intet offer var for stort, da Han ville gi´ os det aller største, nemlig sin egen søn, Jesus Kristus.
Vi kan f.eks. slutte hver dag af med at nævne nogle ting for Gud, som vi har været særlig glad for den dag. Eller sige tak for maden, vi spiser os mætte i, når vi sætter os til bords. Selvom vi har ydet nok så stor en indsats, da vi gik ud og købte ind og siden hen stod hjemme i køkkenet og tilberedte den, så er det er stadigvæk Gud som skaber, der har givet livet og muligheder. Det er Ham, der lar´ afgrøderne vokse på marken, så der ka´ komme føde ud af det. Og det er Ham, der har indrettet verden sådan, at det, der blir´ lagt i jorden ka´ vokse op.
Vi kan sige Gud tak for de mennesker, vi er omgivet af, som holder af os, og som orker at blive ved med at følge os i vores liv. Uanset hvor meget vi selv har gjort for at ha´ et godt forhold til dem, så er det en gave at have medmennesker at dele livet med. Og det er Gud, der har skabt vores medmennesker og undt os at leve i fællesskab med andre.
Og mest af alt kan vi sige Ham tak for, at han sendte Jesus til jorden. For han kan meget mere end at rense mennesker for spedalskhed. Han ku´ også rense os for synd. Så hvor utaknemmelige, vi end har levet indtil nu; hvor meget vi end har taget livet som en selvfølge, og hvor hurtigt vi end har glemt, at Gud mange gange hjalp os ganske gradvis, så vil han rense os. Hver en plet, der er på vores krop og sjæl, vil han tage væk.
Derfor: “Lov og tak og evig ære være dig, Vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.