Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis, 08.09.2013
Predigt zu Mattæus 6:24-34, verfasst von Michael Wagner Brautsch
"Vor Gud og Far,
tak for alt, hvad Du giver os:
For livet og alt det, der gør os glade,
for de mennesker, vi holder af.
Lær os at passe på os selv
og den verden, vi leve i." Amen.
Som barn lærer man af sine forældre at sige tak. "Du skal sige tak for mad, og tak for i dag, og tak fordi jeg måtte komme og tak for kage og saftevand, og husk nu at sige tak til tante for den fine striktrøje du fik i fødselsdagsgave."
Når man så bliver voksen gør det ikke noget man husker lidt af barndommens lærdom: "Tak for kaffe, og tak for køreturen; tak for en pragtfuld aften og tak for 25 dejlige år i ægteskabet eller på arbejdspladsen."
På særlige dage siger vi tak for høstens frugter - alt det marken og haven og drivhuset gav os af gaver. Og hvis vi ikke selv har mulighed for at dyrke noget, så tak fordi der er bønder i hele verden hvis arbejde lykkes.
Tak Gud, fordi vi ikke skal sulte, og gå bange i seng. Tak fordi krigen er så langt borte og tak fordi vi kan komme hen i vores kirke i fred og frihed og få fortalt kærlighedshistorien om Gud der elsker os mennesker, selvom vi ikke altid opfører os som vi burde.
Og når man så bliver lidt ældre igen, så husker man måske at sige: "Tak for endnu en morgen og tak for dagen der gik, tak for livet og tak for søde børnebørn. Tak for al den kærlighed jeg har oplevet i mit liv og tak for døden der skal bringe mig hjem til Gud og alle dem jeg har mistet." Og det siger man, fordi det gør godt. Ikke fordi man er bange eller fordi man skal, men bare fordi det gør godt.
Når man er barn lærer man at sige tak, og når man så bliver ældre lærer man taknemmelighed. For taknemmelige kan vi først blive, når vi har oplevet på vores egen krop, at vi intet må tage for givet.
At tage noget eller nogen for givet betyder, at man ikke tænker særlig meget over det man får, det man bliver givet - man tager bare imod det, som om det ikke var noget særligt, og man føler slet ikke trang til at sige tak. Eller også glemmer man det, fordi der er så meget andet der fylder i hovedet og i hjertet.
Aldrig må vi tage vores næste - dem vi møder på arbejdet og i byen hver dag - for givet. Vi må være glade for, at vi kan stole på hinanden og gå i fred på gaden. Og vi må ikke tage livet for givet, for livet er skrøbeligt og kan når som helst gå i stykker. Vigtigere endnu: Vi må aldrig tage kærligheden for givet, for den skal vandes og passes og plejes - ellers visner den mellem vores hænder, som en blomst der er glemt i en vindueskarm.
Og vigtigst: Vi må aldrig tage Gud for givet! Gud er vores Himmelske Fader, og hele vores liv og lykke, skæbne og eksistens hviler i Hans hånd. Gud er vores Herre både i livet og i døden, og den kærlighed vi får fra Ham i vores dåb, den overgår alt. Det må vi aldrig glemme, og forældre må aldrig glemme at fortælle deres børn om Guds kærlighed og omsorg.
Når man efter en voldsom episode i livet, eller måske bare i en stille stund ved vandet, i skoven eller i sengen lige efter lampen er blevet slukket, opdager, at man ikke kan tage det vigtigste i livet for givet, så bliver man taknemmelig. Ikke at man kun kan være taknemmelig som voksen og gammel, for er man barn og får en ny cykel og det hverken er jul eller fødselsdag, så kan man godt være så glad og taknemmelig, at det lyser ud af øjnene.
Men som voksen oplever man en anden form for taknemmelighed, som ikke tager skade af at blive husket på. Er funktionæren eller den butiksansatte taknemmelig når arbejdet lykkes og resultaterne viser sig?
Er bonden taknemmelig når høsten er kommet i hus og når mælken er blevet afhentet i den blanke tankvogn? Når endnu et kuld smågrise kan sendes af sted eller kødkvæget præmieres? Ja, det er bonden, og nej det er bonden ikke altid, for vi glemmer alle taknemmeligheden ind i mellem, og synes nok at vi har slidt og slæbt rigeligt for det daglige brød.
At fortjenesten er vores egen og at vi ikke skylder nogen eller noget at sige "tak".
Er det ikke hverdagens rutine at slæbe overskuddet hjem? Og selvom høsten sætter rekord, eller i alle tilfælde er over middel, så kommer både bonden og sygeplejersken og funktionæren og akademikeren og håndværkeren og alle vi andre nemt til at tage den daglige overflod for givet. Og der, hvor gaver bliver taget for givet, glemmes taknemmeligheden.
I dette øjeblik, mens denne prædiken læses, sidder der titusindvis af mennesker rundt om i verden der lover sig selv og hinanden, at når de får deres på det tørre, så vil de huske at sige tak, og fremover være taknemmelige for fred, stabilt vejr, rent vand og tag over hovedet.
Men det vil de fleste også glemme med tiden, for vores hukommelse er, trods katastrofer og andre jordrystelser i livet, kort. Så mon ikke mennesket stadig kan overraske Gud; det faktum, at vi gives så meget, men begærer meget mere? At vi tager livets frugter - høsten bredt forstået - for givet. At vi hurtigt bliver trætte af barndommen - har så travlt med at vokse op for så at længes efter at blive børn på ny.
At vi mister helbredet for at tjene penge, og derefter bruger alle disse penge på at genvinde helbredet. At vi bekymrer os så meget over fortiden at vi glemmer nutiden, og således hverken lever i nutiden eller i fremtiden. At vi lever som om vi aldrig skulle dø, og dermed risikerer at dø, som om vi aldrig havde levet.
At huske på, at være taknemmelig for helbredet (når vi har det), for nuet (mens det er der) og for livet (så længe det kan leves) - hvorfor er det ikke så let og ligetil som det lyder? Kan det ikke undre, at vores hukommelse er så kort, så vi i vores rigdom glemmer at væksten og gaverne ikke kun kommer ved vores arbejde, men hviler på og udspringer af en nåde, vi slet ikke kan gøre os fortjente til. Har vi skabt årstidernes vekslen, jordens saft og kraft, solskin og regn? Det er Herren der gir´ og Herren der tar´, så: Herrens navn være lovet! Det må vi aldrig tage for givet.
Men skal mennesket da leve foran Gud i evig taknemmelighed? Nej, det kræves ikke af os. Vi lever for Gud i kærlighed, og i kærlighed kræves der ikke taknemmelighed. Børn skal ikke være taknemmelige over deres forældres kærlighed, og ægtefæller skal ikke være hinanden taknemmelige for omsorg og ømme blikke.
Det vil ikke være uvant for det troende menneske at føle taknemmelighed overfor Gud, og således også med den hengivne ægtefælle ligeledes, men taknemmelighed er ikke en betaling for det vi har fået; taknemmelighed er, at huske på!
Og det er også derfor evangeliet til i dag siger, at vi ikke skal bekymre os. Ingen kan lægge en dag til sin livs-længde eller få større rigdom eller lykke og flere gode dage ved at bekymre sig. Vær ikke bekymrede for, om vi også får livets gaver i morgen. Men husk i glæde og med taknemmelighed på det du allerede har fået. Alt det der virkelig lykkedes, den kærlighed der brød igennem og det lys der vandt over mørket. Husk på det, for livet er ikke kun modgang og torne, men i lige så høj grad succeser og medgang. Husk på det, for taknemmelighed er at huske på.
Taknemmelighed er erindringens glæde, en kærlighed til fortiden og fortidens gaver. Ikke som en sorg over det der ikke er mere eller fortrydelsen over det der aldrig blev, men en glædelig erindring om det der var. "Tak Gud for høsten. For ægteskabet, og den kærlighed Du har lagt ned i mig, så jeg kan elske andre."
"Tak Gud, for dagen og lyset og glæden. Tak for alt det jeg modtog for intet, og tak for det håb jeg kan knytte til fremtiden. Tak for den syngende glæde - for sol og regn, hede og blæst. Tak for blomster og frugt, korn og dyr; børn og gamle tanter. Tak for, at livet tager os i skole og lærer os om alvor og leg, og tak fordi livet også engang ender, så evigheden kan blive hjemme hos Dig.
Kære Gud - tak for storhed og fald, for familie, naboer og venner og for alle dem jeg ikke kender, men som jeg skal møde engang. Tak for mine hænder, at jeg kan hjælpe og værne om dem som er svage. Ja, Gud: Tak for livet og tak for, at jeg kan føle og udtrykke taknemmeligheden over det!" Amen.