Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 09.09.2007
Predigt zu Lukas 17:11-19, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
De var ude af sig selv af rædsel for de spedalske. Her havde man med en sygdom at gøre der spredte skræk. Ingen vidste hvor den kom fra - alle vidste at den ikke kunne helbredes. Der var kun en måde at omgås sygdommen på: isolation.
Der er måske ikke så meget at sige til at man isolerer den der bærer på en smitsom sygdom som ingen helbredelse kender. Men i dag bør vi nok også betænke at isolationen vi ofte sænker om mennesker ikke altid kun er på baggrund af smitsom sygdom. Det man ikke forstår, isolerer man ofte. Den der på en eller anden måde bærer på tragedie, en skæbne, et liv som man ikke forstår, vil ofte blive udsat for distance.
Nogle mennesker minder os om hvor vanskeligt det i virkeligheden er at se hinanden ind i øjnene. Måske er det vanskeligt fordi øjenkontakten om noget afslører at den anden ikke bare er et sygt legeme, en brækket arm, et grimt menneske, forkrøblet i sindet eller på legemet. I øjenkontakten - i øjeblikket - ser man det, man godt genkender: et menneske.
Det er ikke bare en diagnose, et tal i socialstatistikken, et fænomen for kulturforskere man ser; men et menneske som er skabt i Guds billede.
Det er ikke til at holde afstanden, det er ikke til at bevare fatningen når man får øje på hinanden. Det er som om øjenkontakten også medfører en medfølelse.
Den eneste måde man kan isolere sig fra de andre på er ved at undgå synet af dem. Mon ikke de fleste af os kender til at løbe forbi en tigger med nedslåede øjne. Man orker simpelthen ikke alle de tanker som man ved at synet vil føre med sig. Man orker ikke medfølelsen. Man orker ikke alle spørgsmålene om hvordan det mon kom dertil! Man aner tragedier omkring sig og isolerer dem for ikke at bringe fortvivlelse ind i sit eget liv
Man orker heller ikke at se sin modstander, sin fjende, sin uven i øjnene. Man vil hellere sidde ved siden af dem og lade som om de ikke eksisterede. "De ser ikke øje til øje" siger vi om mennesker der ikke kan fordrage hinanden, og mener at de afskyr hinanden og bevarer hinanden i den opfattelse.
Vi lever i en verden hvor vi hele tiden isolerer os fra de andre, fra dem vi bliver bange for, fra dem vi tiltror det værste, fra dem vi ingen tillid har til, fra dem vi ikke forstår.
Så længe vi kan holde dem ude af syne, kan vi også holde dem ude af sindet! Skulle nogen råbe op, komme på tværs, så kan vi slå blikket ned, overse, eller blot se tværs igennem!
De så Jesus og råbte ham an! De så et menneske og bad om at blive set! De bad om at komme ud af isolationen og blive dem man ikke skulle forskrækkes over.
"Forbarm dig" havde de råbt! Et vidunderligt fysisk udtryk som stadig findes på dansk. Den der forbarmer sig, knuselsker virkelig sit medmenneske og tager det til brystet - og det vil i virkeligheden sige til hjertet.
Vi taler altså om at Gud nedbryder alle forbeholdene og vælter sig ind på mennesket for at gøre det menneskeligt. Jesus gør dem aldrig blinde for hinanden. Tværtimod, får han dem til at genkende hinanden. Havde vi mon nogensinde set dem om ikke han havde åbnet vores øjne, altså dem som ingen tør, dem som ingen gider, tolderne, de umoralske, de fremmede, de fattige, de nedværdigede. Han disponerede os for en hjertelighed som ikke siden har kunnet slippes. Han befriede os til menneskeligheden og barmhjertigheden.
Der findes en godhed blandt mennesker som ved en guddommelig indgriben forandrer vores liv og er med til at flå os ud af den isolation som vi på mange måder skjuler os bagved for ikke at krakelere. Der findes en godhed der omsætter sig i hjertelige gerninger og efterlader os med håb for verden. Måske skal vi huske at fortælle hinanden om disse gerninger, især fordi vi er ved at isolere os bagved forbehold og skræk. Vi skal minde hinanden om disse befriende gerninger i en verden som er lammet af forfærdelsen som kan komme over os.
Hjerteligheden slipper os ud af isolationen. Der er historien om den unge sorte der husker at han flyttede ind i et hvidt kvarter med sine forældre. Han sneg sig af sted hver dag og turde ikke være ved sig selv i det kvarter, men et par dage efter indflytningen kom genboen og inviterede hele familien på mad og drikke, og fra da af var de hjemme. Vi skal minde hinanden om det jødiske forældrepar som har viet deres liv til den forsonende samtale mellem palæstinensere og jøder - og det har de gjort pga. sorgen over deres søns død pga. en selvmordsbombemand - men hadets sorg var værre end forsoningens samtale.
Jesushistorien blinker somme tider til os når mennesker er menneskelige over for os og tager os til hjertet. Man kan tage menneskelighed som en selvfølge som de ni og glemme alt om hvilken befrielse det er; men man kan også forsøge sig med at se perlen som kærlighed, mildhed, trofasthed, glæde, fred, tålmodighed er. Men måske man skal have prøvet at være ligeså ugleset, prøvet at være helt udenfor og nærmest forhadt som samaritaneren var, inden man skønner på det!?