Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter trininitatis, 15.09.2013
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Enkens søn fra Nain
Når vi har begravelse - eller bisættelse - her i kirken, bæres den døde i kisten ud til rustvognen, som holder ude på fortovet.
Og dér står vi så og ser ind i bilen, til hele følget er kommet ud af kirken.
Nogle lægger en rose ind på kisten, inden bagsmækken lukkes i.
Bilen sætter i gang og kører ned for enden ad villavejen, mens bedeslagene lyder.
Det tager vel omkring 3 minutter, dette lille optog, hvor vi står tilbage.
Men det er lange tre minutter for de fleste.
For dér går det for alvor op for dem, der er ladt tilbage, at de er ladt tilbage.
Dér mærker man for alvor den afmagt, der er forbundet med døden.
Der er ikke noget at gøre.
Vi står bare og ser vognen køre.
Der kan ikke kastes flere roser ind.
Bilen er kørt.
Det næste der skal ske, når bilen er forsvundet ud af syne, er, at de pårørende skal vende sig om og vende ansigtet mod alle dem, der kom til begravelsen.
Og i det øjeblik har en ny tid taget sin begyndelse.
Men kan den nye tid blive fyldt med liv igen?
Kan det blive til nyt liv?
Kan livet stå op af døde?
Det kan være svært at tro midt i sorgen og afmagten.
Det kan være svært at forestille sig et liv uden den døde.
Og mange sørgende er mere døde end levende, når de står dér i frygt for, om der overhovedet er en fremtid for dem.
Og jeg tænker ofte, hvordan kan de overhovedet leve videre.
Hvordan kan de overhovedet gå på arbejde, lave en indkøbsliste og tænde computeren igen og sidde og svare på mails.
Hvordan kan de overhovedet finde fodfæste igen og få en hverdag, dem, der har båret et barn til graven?
Hvordan kan de stå op fra de døde?
For det er jo dem, der er døde, levende døde, dem, der har mistet. Den døde er død.
Det er sådan et følge vi møder i søndagens tekst.
En mor bærer sin eneste søn til graven. Og hun var enke.
Nu er hun helt alene.
Det er ikke kun hendes eneste søn, som hun har mistet.
Hun har som enke også mistet sin fremtid, fordi hun har mistet den søn, som var hendes eksistensgrundlag.
Nu er hun hjælpeløs. Menneskeligt og socialt.
Alle i byen er med i begravelsesfølget.
Men de kan ikke dele enkens sorg.
Den er hun helt alene med.
Vi véd godt, hvad der sker i sådanne begravelsesfølger.
Nogen begynder at hviske diskret sammen og tale om vejret.
Nogen står ude på fortovet, inden bilen er kørt væk, og småsnakker om løst og fast.
For de kan ikke holde tavsheden og den knugende stemning ud.
De kan ikke holde døden ud.
Begravelsesfølger er en stor masse af mennesker.
De fylder op i kirken. Og fylder den med blomster.
Men de kan ikke med deres tilstedeværelse fylde den af sorg døde med liv.
Det kan kun dén, der ser hende i hendes sorg.
Og går ind i hendes sorg.
Den, der, måske af egen erfaring, véd hvor alene hun er.
Dér kommer Jesus den grædende enke i møde.
Han ser hende. Rører ved båren.
Rører ved døden.
Han kan holde den ud.
Og siger dermed: jeg ser dig i din død.
Jeg er der med dig.
Han er helt henne ved båren - og ikke bagved som en grædekor, der er bestilt til lejligheden.
Og han kalder den døde unge mand til live og giver ham til sin mor.
Og hun får livet tilbage.
Enken har fået en fremtid, på trods af, at det værste er sket.
For det var jo sket.
Han var død, sønnen.
Men Jesus rørte ved båren. Han gik ind i hendes lidelse.
Midt i hjælpeløsheden mærkede hun hjælpen.
Han kom til hende.
Vi skal håbe, at det som skete for enken fra Nain også kan ske for os, den dag det er os, der bliver levende døde.
Vi skal håbe, at der også kommer et menneske os i møde, som ser vores sorg, og tør røre ved den, anerkende hjælpeløsheden og afmagten ved at være til stede sammen med os i den.
Der var mange mennesker omkring enken - hele byen.
Men var de der for hende - eller var det deres egen sorg, de bar rundt på?
Er det os selv, vi græder over, når vi er til begravelse?
Er det os selv vi tænker på - at det var godt, det ikke var mig?
Måske er der i virkeligheden en kæmpe afstand mellem os, selvom vi står tæt sammen og går tæt sammen, når vi tager del i et begravelsesfølge.
Den afstand overvinder Jesus i historien.
Han tager hendes lidelse på sig, symboliseret ved at han går hen og rører ved båren.
Ingen afstand.
Han er ét med døden.
Han kommer hende nær dér - og derved åbner han livet for hende.
Opstandelse fra de døde er noget, der sker med os, når vi er levende døde og vi mærker, at der er én, der er os nær - dér - i døden og sorgen.
Opstandelse fra de døde er sorgens glæde.
Opstandelse fra de døde er frelse.
Frelse fra den tro, at vi er ladt alene i vores egen hjælpeløshed.
Opstandelse fra de døde er et levende håb.
Amen.