Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis, 27.10.2013
Predigt zu Matthæus 18:21-35, verfasst von Michael Brautsch
Når et barn rigtig mange gange af sine forældre har fået at vide at det er elsket, langsomt begynder at lære hvad kærlighed er for en størrelse, og så samtidig også begynder at lære noget om pengenes værdi og at "penge ikke gror på træerne" - så kommer næsten alle børn på et tidspunkt med dette spørgsmål til deres forældre:
"Ville I sælge mig, hvis I fik 1000 kr.?" Og når mor og far så på det bestemteste nægter, så stiger fristelsen til en million eller tusind millioner, for måske til sidst at ende med dette, for barnet fuldstændig svimlende tilbud: "Hvad hvis I fik alle penge i hele verden, ville I så sælge mig?"
Forældre til kolikbørn eller børn i trodsalderen eller besværlige teenagere, kan i svage øjeblikke være fristet af det første bud på 1000 kr. (ja, måske lavere endnu), men ellers ryster forældrene nok smilende på hovedet og forsikrer, til barnets lettelse, at de kære små er det mest værdifulde i deres liv, og at de er mere værd end alle formuer i hele verden.
Barnet er ALT værd, fordi barnet er elsket. Det er kærlighedens sprog, og derfor kommer der ikke på verdens børser daglige opdateringer på værdien af barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed. Ingen fondsbørs meddelelser om kursen på overbærenhed, tilgivelse og tryghed.
Kærlighedens fondsbørs er i kirken og alle andre steder hvor evangeliet om Guds søn bliver forkyndt, for her lyder den glade nyhed, at et menneske er alt værd, alene fordi det er elsket. Du er elsket af Gud - din Skaber og din Frelser.
"Jamen, det er da ikke nogen nyhed! Det fortæller præsten jo søndag efter søndag, år efter år - sådan har det jo lydt siden Jesus kom med evangeliet om, at Guds Rige er midt iblandt os! Det er da ikke nogen nyhed!"
Nej, er det ikke dejligt? Barnet er jo heller ikke det første barn i verdenshistorien der får at vide, at det er elsket ud over al forstand og alle verdens skatte. Stenalderfolket elskede også deres børn. Gud er ikke underlagt modeluner og holder ikke op med Sin kærlighed til os når vinden vender til næste år. Eller om tusind år.
Livet er til låns fra Gud. Og det er et lån, hvor vi bliver pålagt at betale renter. Renterne hedder kærlighed, men det er som den gamle historie om drengen med guldbukserne (der fandt en ny pengeseddel hver gang han stak hånden i lommen), at jo flere renter vi betaler til verden på vores lån af livet, jo mere kærlighed får vi at betale med.
Jo mere du bruger, desto mere får du at bruge af. Det er absolut kun inde i kirken den slags tale giver mening, på fondsbørsen og valutamarkederne ryster de på hovedet.
Livet er til låns, og du skal aflevere det igen. Og når du er blevet tvunget til at aflevere dét, der egentlig aldrig var dit til eje, men som du kun havde råderet over i en kortere eller længere periode, så vil Gud holde dom. Og som en kærlig forælder bliver du da spurgt, hvordan du selv syntes du forvaltede det, du blev betroet.
Gud har storsind. Gud tilgiver meget og meget vil vi slippe af sted med. Meget, men ikke alt. Tager man ikke bryllupsdragten på (for at bruge et andet eksempel fra Jesu billedsprog) så bliver man smidt ud fra bryllupsfesten. Og bryllupstøjet, som er kærligheden og fuldkommenhedens bånd, skal vi smykke os med. Den skal fuldende alle de øvrige dyder vi har fået til forvaltning.
Kærligheden er i tilgivelsen. I kærligheden til vores elskede, vores børn og vores venner tilgiver vi meget, fordi vi elsker meget. Jesus siger til os, at det mål som vi bliver bedømt med af Gud, det skal vi også måle dem vi deler vores jord og vores liv med. Du er blevet givet uendelig meget kvit og frit, for nøgen kom du ud af mors liv og nøgen vender du tilbage til jorden; når du er blevet givet så megen overflod, så kan du godt give nogle smuler tilbage.
Du er elsket langt ud over din forstand, og al verden rigdomme er for intet at regne mod den værdi, du har hos Gud. Så derfor kan du elske og give, og gøre godt for dem du møder på din vej gennem livet.
Vi bliver tilgivet langt mere end vi kan holde styr på. Og derfor har vi også friheden, og bør have overskuddet til at tilgive dem, der forsynder sig mod os, alle de overtrædelser, de splinter vi sikker har fuldstændig styr på og som vi fortæller om til alle dem der gider, og ikke gider, høre på det.
Tjeneren i lignelsen skylder kongen 10.000 talenter, en medtjener skylder denne tjener 100 denarer. Tjeneren skylder kongen over 550 gange så meget som han selv har til gode hos medtjeneren. Men tallenes faktiske størrelse er ikke vigtig for Jesu budskab, naturligvis ikke. Tænk hvis vi blev mødt med det samme krav fra Gud? Tænk hvis vores Himmelske Skaber sad med et centimetermålebånd og klippede en bid af hver gang vi trådte ved siden af her i livet. Tænk hvis vi kunne se dette målebånd, se hvordan det krøb og krympede, vel vidende at livet måske er langt endnu, og at jeg ikke på nogen måde er færdig med at trampe rundt i spinatbedet.
Tilgivelsen måler ikke med det målebånd verden ellers måler med, ganske enkelt fordi tilgivelse er den ypperste frugt på kærlighedens træ, og kærligheden har rod i Himmelen; det er et træ der vender omvendt, med kronen nedad! Det kan være en svær frugt for os at plukke, fordi vi har svært ved at fæste tillid til det paradoks, at jo mere vi plukker, desto flere frugter vil der vokse frem på træet.
Så ud med kærligheden! Smid den nu ud, kast den i grams, for jo mere du smider ud, jo mere vokser den og jo mere er der så igen til fordeling. Filosoffen Søren Kierkegaard siger et sted, at vi alle kender til angsten for det onde. Ja, sandelig: at der skal ske noget forfærdeligt med os selv eller dem vi holder af. Men vi kan også være angst for det gode, skriver han. Og det lyder jo som noget nonsens, for hvorfor skulle vi dog have en angst for det, der er ubetinget godt? Ja, hvorfor?
Det er spørgsmålet til dig og mig, når vi holder kærligheden tilbage. Når vi ikke vil tilgive og ikke tillader at andre mennesker igen får muligheden for at leve og ånde frit i deres liv med os.
"Jamen, jeg kan ikke tilgive, for jeg kan ikke glemme!" - lyder indvendingen så til tider. Nej, naturligvis kan du ikke glemme, for tilgivelse er ikke som et gigantisk viskelæder der fjerner dårlige hændelser fra hukommelsen. Men tilgivelse giver ligeværd. Tilgivelse betyder, at vi igen kan se hinanden i øjnene og begynde på en frisk. Med alt det vi har i bagagen af godt og skidt.
"Og hvis jeg ikke vil tilgive? Hvis jeg ikke ønsker at se mit medmenneske, der har forbrudt sig mod mig, i øjnene igen?"
Ja, du bliver målt med det samme målebånd af Gud, som du måler dine medmennesker med. Sådan fortæller Jesus i dagens evangelium, at den dom, der engang uundgåeligt skal holdes over dit liv og din gang på jorden, den vil være en kopi af de domme du holder over dem du lever dit liv sammen med.
Det er os der giver bolden op og har serven. Så højt er vi elsket, og så værdifulde er vi. Så fremad da, i Jesu navn. Amen.