Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
allehelgen, 03.11.2013
Predigt zu Mattæus 5:1-12, verfasst von Poul Joachim Stender
Vi bilder os ind, at vi har styr på det hele. Men vi har ikke styr på noget som helst. Stormen gik ind i denne uge og hærgede vildt i landet. Vor tid er vildt fokuseret på at planlægge. Vi tror, at vi kan skabe orden. Men uordenen lurer hele tiden omkring os. Snart er det orkaner, snart er det krig, snart er det sygdom, snart er det dødsfald. Måske rammer uorden os voldsomme end nogensinde før, fordi vi er blevet så besat af, at vi skal have magt over tingene. Ind i mellem får man den fornemmelse, når man er på et plejehjem eller et hospital eller hos sine venner at der er styr på det hele. Vel er der ej. Menneskets følelser er kaotiske og selvmodsigende. Livet lader sig ikke kontrollere. Hvad hjælper det med flotte målsætninger for alverdens ting, hvis vi ikke samtidig kan acceptere at uorden, ustruktur, afmagt er en del af vor tilværelse? Gad vide om der findes en institution eller et mennesket der i sin målsætning for livet har denne her sætning med: ”Her accepterer vi at livet er større end alle vore hensigter og at afmagt og ustruktur også er vort lod som mennesker”. Vi, der er samlet i dag til denne Allehelgens gudstjeneste, har det tilfælles, at vi har oplevet, hvordan det er at miste kontrollen over tingene. Vi ved at vi ikke har styr på ret meget. Et menneske, som vi har elsket, et menneske, der både var lys og salt for os, er død. Som stormen gik ind i landet, er døden gået hærgende ind i vort liv. Der er kommet uorden i ordenen. Nogle siger, at savnet efter det menneske vi har mistet, bliver mindre med årene. Det passer ikke. Savnet bliver ikke mindre og taber ikke sin kraft ligesom salt. Det er os, der bliver større. Dødsfaldet har udvidet os og langsomt, uendelig langsomt, lærer vi at rumme, at livet på engang er både smukt og smerteligt. Der er en bøn i Det gamle Testamente, der hedder Jabes bøn. Den lyder sådan: ”Gid du vil velsigne mig, Gud, og gøre mit område stort”. Der tænkes i denne bøn slet ikke på udvidelser af vort territorium eller vore indkomster eller på størrelsen af vor bil. Jabe beder om at hans indre område, hans livsforståelse, hans måde at tackle livet på må blive udvidet, så han ikke kun kan finde ud af livet, når det går ham godt. Men at han også kan favne livet, når det går ham skidt og han mister en han elsker eller hans hus bliver ødelagt i en orkan eller han selv bliver ramt af sygdom og død. Vi er mange i dag, der sidder her i kirken, og er i færd med at udvide os, for at kunne rumme, at vi har et mistet et menneske, der betød så uendelig meget for os. Man kalder det sorgarbejde. Og har man prøvet sorgen, ved man det. Det er et kæmpe arbejde at lære at leve med sit tab. Hvad lærer et dødsfald os? Ja, det er hverken mere sex eller vilde oplevelser, der står øverst på listen, når døende mennesker skal beskrive, hvad de fortryder mest i livet. Det er derimod, at de har arbejdet for meget og er gået glip af værdifuld tid med deres kære. Spørgsmålet er derfor om man kan øve sig på at dø ved at være mere sammen med sine kære? Det mener jeg, at man kan. Det er for sent på dødslejet at fortryde, at man ikke fik hygget sig nok med de mennesker som man elsker og bliver elsket af. Enhver ved også at generalprøver er vigtige før noget stort går i luften. Mine bedsteforældre holdt skumringstime. De sad helt stille og lod aftenen langsomt invadere deres stue. Mørket fossede ind gennem nøglehullerne og fyldte rummet med små, sorte punkttommer indtil det blev så mørkt, at min bedstefar måtte famle sig frem til stikkontakten for at få tændt lyset. Jeg tror, at de øvede sig på at dø. Når de havde set mørket, kunne de for alvor nyde lyset. I dag tænder vi lamperne flere timer før det bliver mørkt for at undgå følelsen af, at dagen og livet har en lukketid. Men netop ved at medtænke livets lukketid, bliver livet mere stærkt. En fransk forfatter udtalte engang, at et menneskes alderdom ikke bliver anderledes end det liv man har levet, før man bliver gammel. Hvis man aldrig har givet sig tid til at nyde livet, skal man heller ikke regne med, at man kan finde ud af det efter sin pension. Det kræver livslang øvelse at få en god alderdom. Sådan er det også med døden. Ens død bliver ikke anderledes end det liv man har levet. Hvis man ikke har villet se hverken mørket eller stilheden eller evigheden eller uordenen eller sine kære i øjnene mens man er sund og rask, bliver det temmelig vanskeligt når sygdom og død rammer en. Med Jabe i Det gamle Testamente må vi bede: Herre, udvid mit område. Alle helgens søndag har for os, der har samlet os i kirken i dag, to facetter. Vi skal i dag holde generalprøve på vor død ved at tænke på, at vort liv står under en lukkelov, der slet ikke er så liberal som butikkernes nye lukkelov. Det har vore kæres død lært os. Og så skal vi i dag mindes vore døde. Der strømmer lys ud fra deres grave. Det er det lys som Gud skabte før sol, måne og stjerner. Kærlighedens lys. At se tilbage på det liv vi havde med dem, vi har mistet, er ikke at se mørke, kulde og tomhed. Men lys og varme og kærlighed. Tro mig. Vi, der sørger over vore døde, er salige. For vi er, trods sorg, ubarmhjertighed, uretfærdighed, ufred, omgivet af kærlighedens lys. Vi er salige fordi Gud er med os. Ser vi tilbage på vort liv med de mennesker som vi har mistet og sørger over, møder der os lys. De var Guds gaver og selv om de er borte, er de her stadig. Og ser vi frem, ser vi også lys. Der står Faderen, Sønnen og Helligånden og kærligheden strømmer ud mod os. Og rundt omkring os, lige nu, er der levende, varme, vidunderlige mennesker, der lyser op i vor tilværelse og som vi skal nyde livet med. Gud i vold. Amen.
.