Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
24. søndag efter trinitatis, 10.11.2013
Predigt zu Matthæus 9:18-26, verfasst von Niels Henrik Arendt
Evangeliet i dag handler om grænser, der sprænges. Grænser for, hvad man kan og må, grænser for, hvad man kan bede Gud om, grænser for, hvad der overhovedet er muligt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ofte det ord "grænser" bruges i disse år. Vi kan ganske vist ikke helt finde ud af, om der skal slækkes på grænserne, eller der skal strammes op. Vi mener vist begge dele. Vi lovpriser den frie markedsøkonomi, som betyder, at pengene kan flyde frit over alle grænser, men lokalt vil vi vist helst ikke have dem til at flyde ud over kommunegrænsen.
For knap 25 år siden var der næsten euforisk jubel over, at grænserne i Europa blev åbnede, men nu er de vist blevet for åbne igen, så vi må have dem bevogtet noget bedre.
Vi går ind for, at der skal genindføres grænser i børneopdragelsen, men kommer nogen og siger, at vi selv bærer os umoralsk ad, lader vi dem tydeligt forstå, at nu er de gået over grænsen.
I årtier har vi oplevet videnskaben sprænge den ene grænse efter den anden, og det kan den slet ikke forestille sig, at den ikke skulle have lov at blive ved med. Samtidig med, at videnskabsmændene docerer streng tilbageholdenhed på andre områder. Sådan er det jævnligt - vidt forskellige signaler på en og samme tid.
Hvis nogen vil sige, at vi er skrupforvirrede, må man give dem ret - det er ikke klart for os, hvad der er det rigtige, det eneste mønster synes at være noget i retning af, at grænser er gode for alle andre end os selv. Eller noget i retning af, at de, der er ovenpå har lov at lade hånt om grænser, men ikke de, der befinder sig nederst på stigen.
For de 2 mennesker i omkredsen af Jesus, som der fortælles om i evangeliet i dag, forholdt sagen sig noget anderledes. Det eneste, der var grænseløst for deres vedkommende, var deres fortvivlelse. Ellers fandtes grænserne - måske ikke synlige, men ikke desto mindre aldeles uoverskridelige.
Den blødende kvinde var uren, så længe hun blødte, og hvad hun rørte ved blev også urent. Hun var udenfor. At hun vovede at nærme sig Jesus, uanset hvor tæt folk flokkedes om ham, afslører hvor dyb hendes fortvivlelse var - at hun rørte ved ham, og dermed gjorde den uren, af hvem hun ventede sig hjælp, var uhørt.
Synagogeforstanderen var indenfor, men hans situation var på sin vis lige så fastlåst fortvivlet. At opsøge Jesus, mens denne sad i et tolderhus og spiste med synderne, ville gøre ham uren - og dermed umuliggøre hans virke som synagogeforstander. Noget i retning af, hvis en læge i dag gik på knejpe for at få en kvaksalver til at hjælpe sig. Og dog er det, hvad synagogeforstanderen gør. Sådan overskred disse to mennesker alle grænser for, hvad man kunne og måtte.
Denne afmagts-gestus, hvor fortvivlelsen får dem til fra hver deres sted at nærme sig Jesus, den kalder Jesus for tro. Deres nødskrig karakteriseres som tro. Det er fuldstændigt afgørende: troen er noget, man gør, og på én og samme tid ikke at kunne gøre noget. Troen er på én gang et frontalangreb mod Guds virkelighed og en kapitulation og demonstration af ens egen magtesløshed.
Den nød, der desperat går løs på og sprænger alle grænser for at nærme sig den ene magt, som kan hjælpe, og som samtidig giver op. Som render døren ind hos Gud for at overgive sig.
Kvinden og synagogeforstanderen beder Jesus om hjælp. De beder ham ikke om det overkommelige, men de beder ham om det aldeles uoverkommelige. Også det er et udtryk for deres tro: at de ikke beder Jesus om mindre.
Jesus giver dem, hvad de beder om. For i ham er den magt kommet til verden, som både er alt det skabtes grænse, men også dets eneste mulighed. I deres fortvivlelse bryder de alle grænser for at nå frem til ham - og erfarer, at i ham er livet rakt frem til dem.
Og sådan efterlader fortællingen os med en række anfægtende spørgsmål.
For det første: når vi i disse tider er så forvirrede omkring det med grænserne, er det så i virkeligheden også et udtryk for, at vi ikke vil kendes ved den magt, som er vores grænse, men tillige vores eneste redning? Måske ville det i så fald have stået klarere for os, hvilke grænser, der beskytter livet, og hvilke, der truer det.
For det andet: er vi i grunden ikke alt for nøjsomme, når talen er om troen? Vi kender til fortvivlelsen og modløsheden, men vover vi at gøre et lige så desperat udfald mod Gud, som de to, der fortælles om i dag? Troen er en kapitulation, sagde jeg, for den indebærer at vi lægger alt det smertelige, det urovækkende og foruroligende uforståelige hen til den livsmagt, som er større end os. Men den er også det modsatte af en kapitulation, for den er en ytring af vovemod, af en vilje til at tage imod livet og leve det mere fuldt og intenst, fordi der bliver plads til det hele, både det glædeligt og det sørgeligt overvældende.
For det tredje: Hvad gør vi med dem, der overskrider alle anstændigheds grænser og pludselig kommer os tæt ind på livet med et stumt - eller et højlydt - »hjælp mig«?
Og det sidste spørgsmål, som ikke bør lade os i fred, er dette: er der plads til, også her i kirken, at den fortvivlede kan komme Jesus nær? Eller har vi anbragt os så tæt omkring ham, at den hårdt ramte hverken kan se eller nå ham?
Men sammen med disse spørgsmål lyder også igennem fortællingen et budskab, hvis mening er at bryde igennem vor tvivls og vores resignations barrierer og give os håb og i et dermed frimodighed. Jesus gav dem, hvad de bad om. Han rejste den lille pige op, og dermed rejste han også synagogeforstanderen, der havde kastet sig ned for ham, op - ligesom han havde rejst den blødende kvinde af hendes fortvivlelse og elendighed. Han gav dem livet tilbage. Og det er den inderste årsag til, at vi går i kirke. Vi kommer ikke for at udtrykke bestemte meninger eller blive belært om bestemte læresætninger. Vi kommer ikke for at opfylde bestemte regler for, hvordan man omgås det hellige eller for at følge en gammel og hæderkronet skik eller vane. Vi kommer heller ikke for at få en oplevelse. Ja, det kan da godt være, at det er noget af alt det, der får os til at søge gudstjenesten. Det gør for så vidt ingenting. Men gudstjenesten finder sted for at rejse os op og give os livet tilbage.
I virkeligheden har vi ingen andre steder at gå hen. Vi kan mødes alle mulige andre steder om bestemte meninger og særlige oplevelser, men vi kan ikke give hinanden livet tilbage.
Når et menneske bliver ramt af en sorg eller ulykke, så kan et andet menneske ikke sige, som Jesus sagde til de sørgende ved synagogeforstanderens hus GRÆD IKKE. Vi må nøjes med at sige GRÆD KUN og dermed hjælpe den hårdt ramte til at give udtryk for sin nød.
Men ved gudstjenesten sker der noget andet og mere. I den rejses vi op, i den hedder det, når døden har slået til: Græd ikke, for han eller hun er ikke død for Gud. Når vi kommer til kirken er det ikke vores ordentlige opførsel eller vore rigtige meninger, men så er det vores svaghed og afmagt og fortvivlelse, som kaldes for tro. Her hedder det hver gang til os alle, om vi bliver bragt til kirken som små eller kommer som gamle: rejs dig og gå tilbage til livet. Selv i døden er det budskabet til os. Amen