Göttinger Predigten

Choose your language:

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

25. søndag efter trinitatis, 17.11.2013

Predigt zu Mattæus 24:15-28, verfasst von Marianne Frank Larsen

Fra de vældige, rædselsvækkende undergangssyner, som Matthæus har bestemt, at vi skal konfronteres med i dag på 25. søndag efter trinitatis, zoomer jeg ind på en kvinde, der ligger på knæ på en strand på Læsø en råkold novemberdag i 1989. Det er moren i en af Per Pettersons bøger*, og sønnen synes, det ser mærkeligt ud. Selvom hun ikke vil have det, er han fulgt efter hende, først til Frederikshavn og nu til Læsø. For det har været hendes første indskydelse, da hun fik at vide, at hun har kræft i maven. At pakke kufferten og rejse tilbage. Først til Frederikshavn, hvor hun voksede op. Så til Læsø, hvor hun fødte sit første barn. Egentlig vil hun bare rejse alene og gense stederne, hvor det hele begyndte, nu da det hele måske er ved at være forbi. Men Arvid følger efter sin mor og står sammen med hende i den stride blæst på stranden og ser over mod Frederikshavn. Indtil hun siger, hun gerne vil have lov at blive stående lidt alene. Se nu at komme af sted, siger hun til ham, og så må Arvid jo gå, men han vender sig om og ser hende stå alene med ansigtet vendt mod havet, og da han er kommet i læ af de lave klitter, sætter han sig og venter på hende. Det er, da han maver sig hen og kigger efter hende igen, at han ser sin mor ligge på knæ på stranden. Det ser mærkeligt ud, synes han.

Og det gør det jo også. Vi plejer ikke at ligge på knæ. Det er ikke noget, vi gør til hverdag. Vi sidder og ligger og står og går og løber, men vi ligger ikke på knæ. Ikke desto mindre ved vi uvilkårligt, hvad det er udtryk for, når man gør det. At man står over for noget, der er så stort, at man ikke kan holde sig på benene. At man ikke selv er herre over situationen. At man går i knæ, både bogstaveligt talt og i overført betydning. Det sker, når man går til alters, fordi man står over for Vorherre selv. Det sker, når man frier, fordi man står over for kærligheden. Og så kan det altså også ske, når man bliver forfærdeligt syg, som moren i bogen, fordi man står over for undergangen. For det er jo det, hun gør på den rejse. Ser sin egen død i øjnene, selv om hun endnu ikke er 60 år gammel. Det kan godt være, sønnen synes, det ser mærkeligt ud, men egentlig er det ikke så mærkeligt. For hun står over for noget, der er mægtigere end hun selv er, noget hun ikke kan styre eller kontrollere, noget, der truer med at udslette hendes liv. Det er ikke så sært, at hun går i knæ.

Moren på stranden ser sin egen undergang i øjnene. Matthæus vil have os til at se verdens undergang i øjnene. Det er to sider af samme sag. Ødelæggelse, trængselstid, flugt, der ikke nytter - det er alt sammen gamle syner, som vi genkender fra nye katastrofefilm, og som skal konfrontere os med det, vi helst ikke vil tænke på: at livet ikke bliver ved. At der kommer en afslutning, både i den store historie og i vores egen lille. Engang brænder solen ud, og den verden, vi kender, går under. Det vidste også de gamle nordboere, der digtede om fimbulvinteren og ragnarok lige så skræmmende, som Matthæus udtrykker sig i dag. Så vidt vi ved, er det fjern fremtid, flere hundrede tusinde år ude i fremtiden, måske flere millioner - i den store historie. Men i vores egen lille historie kan det være, det er i morgen eller til næste år, at ødelæggelsen sætter ind, at vi skal igennem alle mulige trængsler, at vi ikke kan flygte fra de kræfter, der gør den tilværelse, vi kender, til intet. Det kommer. Det hører med til at være et menneske og leve et menneskeliv, at der kommer diagnoser som den, moren fik i bogen, at der kommer tab og kaos og undergang, at vi selv og de mennesker, vi er forbundet med, bliver brudt ned og tvunget i knæ som moren på stranden af sygdom og død. Og at det liv, vi kender og elsker, går under i samme nu.

Tanken fylder os med rædsel, og for nogle af os er den rædsel så påtrængende, at den holder os vågen om natten. Matthæus havde sådan set ikke behøvet at oprulle alle synerne, hvis det ikke var fordi, det i det mindste minder os om, at undergangen ikke bare er noget, jeg ene af alle skal slås med og forholde mig til, men noget, vi har til fælles som mennesker. Og det kan der måske ligge en slags aflastning i. Men pointen i dagens evangelium er alligevel ikke, at vi selv og verden skal gå under. Pointen er, at trængselstiden bliver afkortet, at den ikke bliver ved, at Gud får den til at holde op - og da er der én, der kommer. Han kommer pludseligt, før vi ved af det, uden at vi har forudset det, som et lyn fra en klar himmel, der lyser hele himmelen op, og dermed hele vores eksistens. Men den, der kommer, når det hele er forbi, er ikke hvem som helst. Menneskesønnen, kalder han sig selv, fordi han er søn af et menneske, og gudskelov for det.

For så kender vi ham godt. Det er ham, der ikke alene er søn af himlens og jordens skaber, men også af Maria fra Nazaret. Vi kender ham fra julenat, da han lå som et nyfødt barn i hendes arme, mens englene sang om den store glæde. Den historie er der heldigvis ikke så lang tid, til vi skal høre igen. Vi kender ham fra vejene og pladserne og husene i Kana og Kapernaum og Jeriko og Betsajda og langs med Genesaret Sø, hvor han mødte mennesker som os og gav dem nye øjne at se med og ører at høre med og ben at springe på og mod til at stå op og leve det liv, vi kender og elsker. Og vi kender ham fra Jerusalem, hvor han gav sig selv gemt i brød og vin til dem, der svigtede ham, og hvor han gennemlevede den samme trængselstid, som vi skal igennem, hvor hans liv gik under, som vores skal gå under, hvor han gik i knæ, som vi går i knæ, og hvor han blev begravet, som vi skal begraves. Og så kender vi ham fra morgensolen i haven påskedag, da han gik ud af graven og mødte Maria og Peter og Thomas og alle de andre, der ikke kunne undvære ham, og tændte deres glæde på ny med et liv, der aldrig mere går under. Og derfor kender vi ham fra salmerne og ordene, hvor han kommer og tænder vores glæde på ny. Og fra døbefonten, hvor han velsigner os og gør os til sine søskende og giver os sin egen far. Og fra nadveren, hvor han giver os sin egen tro og håb og kærlighed, gemt i brød og vin.

Så menneskesønnen, der kommer til sidst, er ikke en fremmed. Det er ham, vi kender, og vi kender ham for, at han altid tænder glæden dér, hvor den er gået under. Og derfor er pointen i dagens evangelium ikke, at verden skal gå under. Pointen er, at når din lille verden og vores store verden går under, da standser trængslerne; da kommer han, der tænder vores glæde. Ikke at Matthæus går i detaljer; han nøjes med en antydning og folder slet ikke håbet ud. Det er, som om han selv er blevet formørket af sine dystre syner. Men så må vi gå til Paulus, som fortæller, at når verden går under, skal vi og vores døde møde Herren i luften. Det er Svend Bjerg, der i sin prædikensamling gør opmærksom på det vidunderlige udtryk og lader os se mødet med Herren i luften for os som et guddommeligt trapeznummer, et billede, der ligefrem bobler af munterhed. Eller vi må gå til digterne, som giver Matthæus ret i, at høje hal og dybe dal skal vige, jord og himmel falde skal tillige, men som også forvisser os om, at op skal rinde som solen skinne Guds rige. Det er en god linje at kunne udenad. Den rummer et lyst håb og en stor beroligelse til moren på stranden og til alle andre, der går i knæ. Ja, din og min verden skal gå under. Men op skal rinde som solen skinne Guds rige.

Amen