Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 24.11.2013
Predigt zu Mattæus 25:31-45, verfasst von Peter Fischer Møller
Jeg er netop hjemvendt efter 12 dages intenst samvær og samtale med kristne fra hele verden, samlet til Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling i Busan i Sydkorea.
Sådan en kæmpe generalforsamling kan virke uoverskuelig og kompliceret. Og man kan - med en særlig dansk tradition for bruge Luthers toregimentelære til at prøve at adskille politik og kristendom meget firkantet - føle, at det er lidt svært at være med på nogle af de store ord, som bliver brugt i de mange dokumenter, der er til forhandling.
Men pludselig bliver det hele meget enkelt når vi hører om livet for den HIV ramte unge kvinde fra Sydafrika, der via kirken havde fået adgang til medicin, når lægen fra det kirkeligt drevne indiske landsbyhospital fortæller om fødslen af et par sammenvoksede tvillingepiger, og hvordan familiens umiddelbare afvisning var blevet vendt til kærlighed og accept, når manden fra Tuvalu fortæller om hvordan klimaforandringer og havstigning betyder at deres land er ved at drukne under dem, og hvad det kristne fællesskab giver dem af håb. Så bliver det ikke så vigtigt at skelne mellem religion og politik.
Så bliver det vigtigere at lytte til ham son siger: "Alt hvad I vil at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem!
Og jeg kom til at tænke på et tidligere møde med "den globale kristendom". Det var for 12 år siden. Jeg havde jeg 3 måneders orlov for at studere kristendom blandt maya-indianere i en landsby på Yucatan-halvøen i Mexico. Jeg havde gjort mig mange tanker om forholdet mellem kultur og kristendom inden jeg tog derover. Vel installeret i min hængekøje i en hytte i landsbyen var der rigtig meget interessant at se og høre på, mærkelige og morsomme fortællinger, fremmedartede ceremonier og ritualer. Mens jeg kæmpede med at prøve at forstå det spanske sprog og finde rundt i de brudstykker af gammel maya-religion, der dukkede op rundt omkring, havde jeg en fornemmelse af, at kristendommen vist egentlig er noget temmelig indviklet noget. Lige indtil jeg en dag stod under bølgebliktaget i landsbyens noget forfaldne kirke og spurgte maya-bonden og forsangeren Don Theodoro, hvorfor de havde hængt små spejlstumper rundt om deres krucifix og de andre figurer, de havde på alteret. "Det er Guds øjne", sagde han. "Hvad mener du med det?" spurgte jeg. "Prøv selv at se efter!" svarede han. Vi gik nærmere, og jeg kiggede helt tæt på. Og hvad tror I jeg så? Ja, hvad ser man i et spejl, som man kommer tæt nok på? Jeg så selvfølgelig mig selv lige der i kirken ved siden af Don Theodoro. "Det er så det, Gud ser lige nu!" sagde han. "Guds øjne hviler på dig!"
Og midt i alt det fremmedartede blev kristendommen med ét meget enkel. Kristendommen retter projektøren mod vores liv sammen med andre mennesker her og nu.
Mod dette menneskeliv, som Gud selv i Jesus Kristus delte med os, dette liv, hvor han stadig møder os som menneske, i det medmenneske vi hvert øjeblik står overfor.
Det er ikke særlig indviklet, det er her og nu og det handler om det ansvar du har for Guds verden og dit medmenneske.
Det var det, jeg så der i det lille spejl der hang på korset under bølgebliktaget i den forfaldne, men flittigt brugte kirke i den mayaindianske landsby Xocen.
Og ups. Pludselig stod evangeliet her til i dag lysende klart for mit indre blik. Jesus der tegner billedet af den store dom, hvor fårene bliver skilt fra bukkene, billedet af de måbende mennesker, der ikke rigtig er klar over, hvad det er de har gjort, og ordene: hvad du har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har du gjort imod mig.
Mange har gyst over dette domsbillede og udpenslet den dobbelte udgang: det at der tilsyneladende er nogle, der kommer ind i paradiset, mens andre ender i den evige ild, sammen med Djævlen og hans engle, sådan som vi f.eks. kan se det på kalkmalerierne rundt om i danske kirker.
Men det var nu ikke det, der slog mig, der i kirken ved siden af Don Theodoro.
De billeder synes jeg, jeg har lært at gennemskue. De billeder magthavere til alle tider har holdt op for deres undersåtter for at holde styr på dem
Billederne af den himmelske straf og belønning.
Vekslerne på evigheden.
Det var ikke sådan en dom ved tidernes ende, som fik sveden til at springe frem på min pande. Det var ikke på den måde historien blev nærgående.
Nej, der hvor historien og billedet i spejlet mødtes og udfordrede mig var lige her, i et personligt spørgsmål: Om den tid vi har fået betroet lige nu, og som aldrig vender tilbage.
Bruger vi den tid rigtigt? Hvad bliver det til med vores liv?
Det er her det strammer til. For her spørger Jesus ikke efter det, vi ellers bruger så stor en del af vores kræfter på.
Han spørger hvordan det går med arbejdet og karrieren, men huset og kassekreditten.
Han spørger ikke efter det, der kræver særlige evner eller overordentlig begavelse.
Han spørger ikke efter det, der her i verden gør mennesker til noget særligt, det som vi så ofte dømmer og bedømmer hinanden på.
Han spørger ikke efter de rigtige meninger eller de politiske ideologier eller indviklede trosbekendelser. Alt det kan være vigtigt nok, men det er ikke det vigtigste.
Og det er til det vigtigste han spørger: det helt nære og dagligdags, det som ethvert barn kan forstå, det som ethvert menneske kan klare. Han spørger simpelt hen: hvor var du? hvor var din opmærksomhed? hvordan forholdt du dig til det menneske, du mødte? Var du nærværende? Lyttede du til hende? Så du hvad hun havde brug for? Delte du med ham?
Det handler om seks helt enkle kærlighedsgerninger: at give den sultne noget at spise, at tilbyde den tørstende et glas vand, at vise venlighed mod den fremmede og sørge for tøj til den frysende, at besøge den syge og den fængslede.
Det er her det strammer til.
Det er her jeg gyser.
Det er her dommen rammer. Her hvor det i et nu står klart, hvor ofte jeg svigtede netop dette nære og selvfølgelige: mennesker som blev glemt, tid som blev spildt, muligheder som ikke blev grebet og som ikke vender tilbage.
Jesus siger et sted: "Alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem".
Det er jo derfor det her rammer os.
Ikke som noget udefra, ikke som nogle principper, vi bare har at rette os efter, ikke som gode gerninger, der kan give os små plusser eller minuser i Vorherres notesbog.
Nej det rammer os, fordi vi kender det fra os selv.
Vi ved, at sådan vil vi gerne selv blive behandlet af andre. Vi ved, at vi selv har været og stadig er afhængige af andre menneskers nærvær, opmærksomhed og kærlighed.
Vi ved at de seks såre enkle handlinger, som Jesus nævner her i dag, rører ved menneskelivets inderste væsen, og jeg tror ikke at et eneste menneske, der i et glimt ser det her for sit indre blik, kan undgå at tænke, at hvis der skulle fældes en retfærdig dom over os på grundlag af de 6 såre enkle kærlighedsgerninger, som enhver af os kan fatte og klare, ja, så havnede vi desværre blandt bukkene på den venstre side.
Men det er så også her evangeliets glædelige budskab kan nå os. Her hvor vi må opgive tanken om at få trukket en linje, som vi selv kan bringe os over på den rigtige side af.
For selvom det i dag er den sidste søndag i kirkeåret slutter historien jo ikke her. På søndag begynder et nyt kirkeår med at vi venter på et barns fødsel, at vi venter og længes, og at vi igen får at høre, at det virkelig skete, at han som vi i dag har hørt tegne billedet af den store dom for os, at han virkelig kom til verden, at han blev menneske som du og jeg.
Og vi hører at han i den grad levede for de sultne og tørstige og frysende, de syge, dem på flugt og i fængsel, at han gjorde sig til ét med dem, at han blev regnet som en af dem, at han endte med at dø som en af dem, forladt og forrådt og nøgen og tørstende, dømt til døden på et kors.
Sådan så menneskesønnens trone ud, og derfra var det han udtalte dommen, det endelige og inappellable dom: "Himmelske far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"
Sådan holder kristendommen os fast på det ansvar vi har for det liv, vi har fået betroet, samtidig med at den løser os ud af den forkrampethed, det måtte blive til, hvis vi hele tiden skulle gå og grue for det vi havde svigtet, det vi havde forkludret eller slået i stykker.
Dommen er faldet og du er dømt til livet.
Du skal ikke være låst fast af din fortid, du kan få lov til at vende din opmærksomhed mod dagen i dag og dagen i morgen. Mod det liv, der venter dig herudenfor. Mod de mennesker du møder dér.
Og i et glimt går det måske så op for os, at det her handler ikke om strenge påbud og sure pligter, men om at dér bliver livet for alvor til, dér hvor vi et øjeblik glemte os selv,
- dér hvor vi uden at tænke på hvem der var arbejdsløs og hvem der var på fast løn i fællesskab tog fat på en opgave og fik den løst,
- dér hvor du gav dig tid til at lytte til den gamle på plejehjemmet og fik en historie, som for et øjeblik fik dig til at glemme, hvor travlt du troede, at du havde,
- dér hvor du i samtalen med den tyrkiske grønthandler blev så optaget af det, I talte med hinanden om, at du helt glemte hendes accent eller ansigtsfarve
- dér hvor du i det fremmede på generalforsamlingen i Kirkernes Verdensråd sang og bad sammen på mange sprog med folk fra alverdens kirker og følte dig hjemme
- dér hvor jeg stod i en kirke i en landsby i Mexico og talte kristendom med en mayabonde, og han viste mig spejlet om halsen på korset og sagde at det var Guds øje, og jeg kiggede ind i det, og det hele blev så enkelt og nærgående. Dommen er faldet. Du er dømt til livet!
Gå nu ud og brug det!
Til gavn og glæde for din næste og dig selv.
Så enkel er kristendommen i virkeligheden Amen.