Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 08.12.2013
Predigt zu Mattæus 25:1-13, verfasst von Poul Joachim Stender
Der har været en hård kamp mellem kirken og forretningslivet om, hvem der skulle sætte sig på julen. Kirken bliver nødt til at erkende sit nederlag. Fætter BR, Bilka og alle de andre har vundet. Det eneste vi har tilbage af julen er sproget. Det hedder fortsat glædelig jul og juletræer. Men også det er et spørgsmål om tid. Om kort tid vil vi, ligesom i England og USA, sige glædelig højtid og vintertræer for ikke at støde dem, der har en anden tro end kristendommen. Et af tegnene på kirkens nederlag i kampen om julen er juleudsmykningen. For 50 år siden hang en papirstjerne i køkkenvinduet for at markere julen. Nu er vi blevet nødt til at pynte overdådigt op, købe vildere ind, æde og drikke voldsommere, for at skjule at julen er blevet tom for alt andet end ting. I vor Dagligbrugs her i byen kan man ikke købe engle. Butikkerne er ryddet for kristent julepynt. Til gengæld sælges der overvægtige julemænd, klatrenisser og fehår. Magasin Du Nord, der ellers plejede at have en julekrybbe med den nyfødte, smed barnet ud for nogle år siden. Når den store rockstjerne Elvis Presley havde forladt en koncertsal, kom en mand frem på scenen og sagde: Elvis has left the building. Så holdt kvinderne op med at skrige og gik hjem. Jeg kunne godt tænke mig at stille mig under juletræet på Rådhuspladsen i København og råbe: Jesus has left the building. I fuld alvor hævder butiksindehavere, at de sælger glæde. Når forældrene overrækker børnene masser af julegaver, jubler de små. Når manden kommer hjem med et smykke til hustruen, der har alt undtagen smag, tindrer hun som en stjerne. Det er rigtigt, at man kan blive glad for en gave, når man omsider har fået den byttet. Men julehandlen er ofte afladshandel. De dyre gaver er et forsøg på at kompensere for den dårlige samvittighed mange føler over ikke at være nok sammen med de mennesker, der betyder allermest for dem. Det er kirkens egen skyld, at vi har tabt julen som en fest for Kristi ankomst til vor verden, siger nogen. Når folk f.eks. kommer i kirke i dag, 2. søndag i advent, skulle man tro, at det ville hørme af julehygge i kirken. Vi skulle synge den ene julesalme efter den anden og der skulle dufte af honningkager og gløgg. Men hvad handler teksten om i dag? Dommedag! Ti brudejomfruer venter på, at deres Herre skal ankomme. Fem af dem har forberedt sig til hans komme. Men de andre fem er slet ikke forberedte på det, der vil ske. I de her tider, hvor ændringerne i klimaet bekymrer os mere og mere, hører vi mange skrækscenarier om verdens undergang. Klimaeksperter og sortseere har sat sig på dommedag. Men i kristendommen er dommedag noget ufatteligt smukt. Guds søn, Jesus Kristus, vender tilbage til os og en ny verden opstår. Det store spørgsmål er, om vi er forberedte på denne sidste dag? Det virker som om vi forbereder os på alt andet end mødet med Gud. Rigtige juleforberedelser er ikke at bage brunkager, lave en god essens til gløggen, købe en masse julegaver ind og få sminket huset udvendigt og indvendigt med billigt pynt. Men rigtige juleforberedelser er at sætte sit liv under vurdering og dom. Adventstiden er fordybelsens tid. Man bør spørge sig selv om man lever et liv, der giver noget til andre mennesker? Gør man sin elskede glad for at være til? Har man en god betydning for sine venner og naboer? Man bør også stille sig selv det spørgsmål, om man lever? Er livet blevet til så mange ensformige gentagelser, at man slet ikke kan se, hvad liv er? Det gælder om, ligesom de 5 forstandige brudejomfruer i evangeliet, at være forberedt på Guds ankomst. Man skal kunne stå foran Herrens ansigt og kunne erklære, at man levede sit liv til glæde for ham, sine medmennesker og sig selv. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet ved et døende menneske, der har jamret over alt det de fortrød, de ikke fik gjort. Og hver gang har disse døende mindet mig om de uforstandige jomfruer, der ikke havde forberedt sig på deres Herres ankomst. Vi skal være parat til både at møde vor død og Gud. Og det forbereder vi os på ved at udnytte de muligheder for mere liv, mere glæde, mere intensitet som Kristus hver dag rækker os. Helt ærligt. Sådanne forberedelser er vigtigere i adventstiden end at få bagt brunkager, købt gaver og hængt julepynt op. Amen.