Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 15.12.2013
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Peter Fischer Møller
Mørket har magten udenfor i disse dage. Det dunkelt når vi står op, og skumringen begynder allerede midt på eftermiddagen. Det er så mørkt som det næsten kan blive. Dagen er taget af med 10 timer. Den bliver endnu halvandet minut kortere i løbet af den kommende uge. Så er bunden nået. Så er det solhverv.
Det grå og våde vintermørke kan være svært at bære. Man føler sig tung og træt, det er som om man ikke rigtig kan få åbnet øjnene. Depressionen lurer lige rundt om hjørnet for mange i de her uger.
Det er her vi er og her vi i dag kan genkende os selv i den gamle Zakarias ord om at ”sidde i mørket og dødens skygge”.
Og det er her vi længes efter det lys, der er på vej. Ikke bare solens lys, som snart begynder at tage til, men lyset fra ham, hvis fødsel vi forbereder os på igen at fejre, Guds kærligheds lys, som gennem Jesus stadig skinner på os. Guds nærvær midt i mørket, som tænder håbet om frihed fra undertrykkelsen, vundet der hvor retfærdighed og barmhjertighed følges ad, og hvor vi selv tør tro os inkluderet i syndernes forladelse, så freden kan indfinde sig ikke kun i det ydre, men også i det indre.
En af dem, der rigtig længe sad ”i mørket og dødens skygge” var Nelson Mandela, som i denne uge er blevet mindet verden over – jeg var selv til en meget smuk mindegudstjeneste for ham i torsdags i Københavns Domkirke – og som stedes til hvile i sin fødeby netop i dag. Han sad i mørket og dødsskygge i fængsel på Robben Island i 27 år, men med sig havde han det lys, den gamle Zakarias drømte om, evangeliet om det lys Jesus var midt i menneskelivets mørke, det lys der fik ham til at genkende et medmenneske selv i sine argeste modstandere, det lys som gav ham modet til at insistere på alle menneskers ligeværd på tværs af farve og kultur og klasse.
Han blev selv for sit land og for verden en refleksion af det lys, en tro på forsoningens mulighed, et håb om retfærdighed, en drøm om et samfund, hvor mennesker kan leve sammen i fred.
Mørket har magten udenfor i disse dage, og vi sætter fuld blus på juleguirlanderne i indkøbsgaderne, og vi tænder masser af stearinlys i stuerne, men det fjerner ikke dunkelheden i krogene og skyggerne i sindet. Der er et mørke ude i verden og inde i os, vi ikke selv kan fordrive, som uanset hvor mange julefrokoster vi går til ikke kan spises eller drikkes væk.
Det stærke ved adventssøndagene her i kirken i december er, at der bliver sat ord på mørket, at vi får hjælp til at vedgå det. Adventsfarven er violet – en på en gang dyb og skarp farve, der matcher den her sindsstemning.
Jeg holder selv meget af adventstiden. Jeg nyder juleforberedelserne og de mange traditioner. Jeg synes stuerne ser så hyggelige ud, når nisserne og englene og det øvrige julepynt er kommet op. Adventstiden virker på mig som en lup, der lægges hen over vores liv, så det hele træder tydeligere frem. Også de mørke sider forstørres op. Vi kan have gemt dem væk i årets løb, ladet arbejde og alverdens gøremål skubbe dem bagud, men her op mod jul, er det ikke til at holde nede eller komme udenom, det dukker op af sig selv. Tab og savn vokser, gammel sorg vender tilbage, ting der gik i hårdknude for os, dukker op igen. Jeg tror det hænger sammen med at vi har så stærke forventninger til julen. Mange af os har oplevet nogle af vores stjernestunder omkring jul. Der hvor vi var sammen med familie og venner, der hvor samvær og samhørighed blev til mere end ord, der hvor livet bare var som det skulle være, hvor gaverne ikke kun var ting, men tegn på opmærksomhed, venskab, kærlighed, og hvor freden fik lov at sænke sig over os, mens julelysene slukkedes et efter et. Samtidig med at vi pakker julepynten ud og tænder lysene i adventskransen dukker den slags minder frem, men med dem også bevidstheden om at meget af det ikke er mere, at mange af dem vi holdt af er døde, og at der undervejs var ting der gik skævt i vores forhold til dem, vi holdt af, så vi ikke længere kunne finde hinanden og julefreden sammen. Og vi kan se vores egne tab og konflikter genspejler i stor størrelse, hvis vi lader adventstidens lup glide hen over globussen – man behøver ikke være stædig sortseer, for at blive noget deprimeret over avisen eller aftenens nyhedsudsendelse. Det er som om ulykkerne står i kø her op til jul verden over.
Det er her vi er, og her evangeliet i dag rækker os hånden.
Vi hører den sang den gamle præst Zakarias istemte, da han var blevet far til barnet Johannes, ham der siden hen blev kaldt Døberen. Zakarias trækker os med sin sang ind i Guds store historie med os mennesker. Han trækker linjen helt tilbage fra fader Abraham og frem til vores skyggeland her på en grå decemberdag i 2013.
Zakarias kendte selv til mørket både det ude i verden og det han selv havde at slås med. Han kendte som præst sin bibelhistorie, han vidste hvad mennesker havde haft at slås med af ydre og indre fjender lige fra de tog den første bid af frugten fra kundskabens træ. Han vidste at der stadig var fjender at slås med, at romerne havde magten i hans land, og at hans egne landsmænd kunne være både hårde og uretfærdige mod hinanden. Man sørgede mest for sig selv og sine egne. Derfor så fremtiden ikke særlig munter ud for et par mennesker uden børn. Zakarias hans kone Elisabeth var barnløse. Og de var nu så gamle, at de havde opgivet håbet om, at det kunne blive anderledes.
Derfor havde Zakarias fejet englen Gabriel af, da den dukkede op og meldte ham, at Elisabeth skulle føde ham en søn. Og derfor mistede han mælet da det skete alligevel. I de 9 måneder svangerskabet varede, mælede han ikke et ord. Så da barnet syv dage efter fødslen skulle navngives, kunne han ikke fortælle de forsamlede, hvad englen havde sagt, at drengen skulle hedde. Man ville kalde ham Zakarias som de havde heddet i familien i generationer, men den gamle præst satte sig imod og bad om en tavle og skrev på den, hvad Gabriel havde sagt: drengen skal hedde Johannes. Og da løsnedes hans tunge og han brød ud i den takkesang, vi har hørt her i dag.
Navnet Johannes er et kodeord fra Gud til os. Johannes betyder ”Gud er nådig”: Gud var nådig mod Zakarias. Han glemte ham ikke, og han afskrev ham ikke på grund af hans tvivl og vantro. Gud lod barnet blive til på trods. Og da Zakarias står der med drengen i sine arme, da flyder han over af taknemmelighed. Han fortæller os, hvordan han – en mand i mørket – er blevet set af Gud. Gud lyste på ham ved englens besøg, det lys havde nu materialiseret sig i Johannes. Og det er endda kun begyndelsen. For endnu et barn er i vente. Guds eget barn, solopgangen fra det høje.
Zakarias historie åbenbarer et menneskeligt grundvilkår. Vi kan ikke lyse af os selv. Vi kan kun lyse, når vi bliver lyst på. Helt håndgribeligt er det jo sådan, at hvis vi går ud i decembernattemørket, bliver vi meget let væk for hinanden. Vi kan først finde vej, vi kan først blive set af andre, når månen bryder gennem skyerne og kaster sine stråler på os, eller en gadelygte lyser vejen op for os. I overført forstand gælder det også, at vi bliver væk som mennesker, hvis ikke andre ser på os, hvis ikke de med deres interesse og opmærksomhed lyser på os. Tænk på hvor meget det kan varme på en grå dag, hvis et andet menneske ser én og smiler til én. Det tar sig ud af så lidt men betyder så meget. Vi lever af det lys, der kommer til os udefra. Det er det, der oplader vores indre batterier, så vi får lyst til at være til og mod til at være med.
Med sin takkesang åbner Zakarias perspektivet. Han siger, at livets helt store lysmager er Gud. Det er ham, vi skal sætte vores lid til, når mørket knuger os indvendig og udvendig. Vi skal ikke fortvivle, trøster Zakarias os. Selv ikke når vi selv opgiver håbet, er alt håb ude. For Gud giver ikke op. Til jul sender han os sit eget barn til at lyse på os, for at give os mod til at leve sammen.
Evangeliet er ikke et verdensfjernt juleeventyr. Jesus bilder os ikke ind, at det at tro på ham får mørket til at forsvinde. Han tryller ikke alt det svære væk, vores ængstelser og bekymringer bliver ikke væk fordi vi går i kirke. Savnet har vi stadig at slås med. Og de ting, der gik i hårdknude volder fortsat problemer. Følelsen af ind imellem at være en fiasko forsvinder ikke. Men midt ind i det kastes der nu et lys over os, ikke en afslørende forhørsprojektør, men et levende og livgivende lys, der vil give os mod til at tage fat på trods, som vil hjælpe os med at udholde mørket, som fortæller os, at der er en vej igennem. Gud tænder det lys for os hver morgen, når solen står op. Og med barnet i krybben, gennem manden fra Nazareth fortæller han os, at han selv følger med os hele vejen gennem dette mærkelige modsigelsesfulde menneskeliv. Også dette barn, denne mand fik et navn med af englen Gabriel. Jesus kom han til at hedde. Navnet Jesus er også en kode. Det betyder ”Gud frelser”. Altså: vi skal ikke frelse os selv. Hvis vi prøver på det får vi bare gjort os selv stadig mere ensomme og skubbet de andre længere ud i mørket. Lyset kommer til os udefra, fra Gud. Han kaster sin kærligheds lys på os. Ingen af os er udenfor hans opmærksomhedsfelt.
Vi kan ikke ændre på dagslængden, vi kan ikke gøre noget ved decembermørket udenfor. Og der er dybe skygger i tilværelsen og dunkle kroge i vores sind, vi ikke selv kan nå ind i eller gøre noget ved. Men vi lades ikke uden håb. Om en uge bliver dagene igen længere, og om endnu et par dage tændes Betlehemsstjernen over vores hoveder.
Evangeliets lys bryder med Jesu fødsel igennem og overlader os den opgave at kaste lidt af det lys videre på andre – som Mandela gjorde det.. Amen.