Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2013
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Niels Henrik Arendt
I eventyrene handler det gang på gang om, at noget er blevet borte. Et ring, et æble, en kniv eller en rose, som det er helt utrolig vigtigt at finde igen. Derfor drager helten ud i verden og søger og søger, indtil det tabte atter er bragt tilbage.
Fortællingen om Jesus minder om eventyret. Her er der også en helt, der drager ud i eller ind i verden. Forskellen er, at hans søgen foregår i virkelighedens verden. Mens eventyrets helte undslipper alle farer, koster Jesu søgen ham livet, ja allerede, da han bliver født, er der lagt op til et drama på liv og død Men hvad er det, helten søger - hvad er det Jesus drager ud for at lede efter - i virkelighedens verden?
Noget kan blive borte for mennesker, noget der er så helt utrolig vigtigt, at alt må sættes ind på at genfinde det. Der er også noget, der er blevet borte for os, som sidder her i dag, mennesker af det enogtyvende århundrede. Det, der er blevet borte, er meningen med det hele. Man skal ikke være gammel for at fornemme, at der er noget, der er forkert ved den måde, vi har det på.
Vi skulle leve trygt og ubekymret fra det ene øjeblik til det næste. Men det kan vi ikke. Vi kan ikke lade være med at bekymre os, vi kan ikke lade være med at fyldes af uro. Glæden ved livet - den skulle jo være der hele tiden. Men den findes reelt kun i øjeblikke, og den kan nemt slås i stykker. Livet er ofte så fyldt af møje, men det er ikke det værste. Det værste er, at den sandhed om det at være menneske, som kunne gøre det til en glæde at stride og slide, mangler.
Når vi så alligevel strider og slæber, gør vi det uden lyst. Eller vi mister modet, når vores indsats ikke fører til det, vi håbede. Der er mennesker, der fortvivler - det er heldigvis ikke så mange, men det siger os, at der ikke er så langt fra det fredelige daglige liv til fortvivlelse. Der er måske kun en tynd skal imellem. Den store sammenhæng, meningen med det hele kan vi ikke få øje på. Og derfor melder glæden sig kun i glimt.
Gud være lovet for disse glimt. For ofte er det dem alene, der hinder os i at styrte os ud i fortvivlelsen og mørket. Men der er et skingrende misforhold mellem vores materielle rigdom og så vores fattigdom på livslyst, livsglæde, livsmod. Der ser ud til at være en skæbnesvanger mangel ved vores tilværelse. Og den må vi vel så - ligesom eventyrets helte - gå ud og søge at finde? Ja, derpå prøver vi ofte i vores liv:
når vi kaster os over en interesse og fuldstændigt lader den opsluge os,
når vi arbejder så meget, at vi af bare træthed over at skulle slæbe penge hjem til alt muligt ikke mærker, at vores tilværelse er blevet tom,
eller når vi giver os til at dyrke et af de mange tilbud om mening, som tilbydes os - kammeratskaber og fanklubber, trænings- og motionssystemer, sociale mediers hektiske kontakt med andre osv. - eller hvad vi nu kan nævne.
For nogle får det så lov at fylde tilværelsen. Andre indrømmer, at det alligevel ikke blev, hvad de havde håbet på.
Selvom vi arbejder hårdt, langt hårdere end heltene i eventyrene, ser det alligevel ud til, at vi ikke selv kan skabe noget at leve på. Det, hvor ud fra livet kan udfoldes og blomstre, skulle være der i forvejen, men når vi selv arbejder på det, er det nærmest som at hænge i et tov med knuder: jo mere man arbejder for at løse dem, desto fastere bliver de, desto mere filtret bliver det hele.
Dog er det slet ikke så meget, der skal til. Vi ved, at til at skabe glæde og forventning hos et barn er nogle få ord tilstrækkelige. Bare tænk på dagene op til jul. Juleevangeliet er et utroligt eksempel på, at det ikke er det opsigtsvækkende, der gør den store forandring. Julebudskabet dækker over noget så dagligdags og ligefremt og derfor også upåagtet som et fattig barns fødsel. Men i den historie begynder noget helt nyt. Og det må vel også være forklaringen på, at vi alligevel år efter år søger sammen om den. Den er begyndelsen på den vigtigste af alle historier om helten, der drager ud i verden for at finde det bortkomne. Den fortæller os, at vi ikke er alene i vores søgen, men at Jesus søger sammen med os. Hvad er det, der er blevet borte - ja, vi ville vel sige: meningen med livet, den inderste sandhed. Men kristendommen siger, at dybest set er det os selv, der er blevet borte. Vi har forvildet os bort fra Gud og fra det, han ville med vores liv. Og kun ved, at vi bliver fundet igen, bringes det til veje, som vi kan leve og stride - og dø på.
Vi begiver os ud i en jagt på noget, der kan give livet sammenhæng og indhold. Men samtidig dermed satte Gud en eftersøgning i gang - på os. Vi søger efter noget guddommeligt. Men Gud begav sig ind i vores verden for at lede efter os, for at vinde os tilbage, for at vi kunne få et sted at høre hjemme. At blive fundet af ham betyder, at glæden og meningen med tilværelsen atter bringes til veje. Det betyder, at vores liv med dets uro, dets kampe og dets besvær får vægt og fylde; meningen og sammenhængen findes, når vi selv er blevet fundet. Forvisningen om at høre hjemme et sted betyder, at der altid er grund til håb, selv ude på den yderste kant af afgrunden. Vores liv med hinanden får en ny betydning. Gud er blevet en del af det; han vil vedkende sig os og det liv, vi er sat i. Den uanselige begivenhed, barnefødslen, som juleevangeliet beskriver, skal åbne vores øjne derfor. Da dette barns nye liv begyndte, begyndte også et nyt liv for os. Og det kan vi selvfølgelig vende os bort fra hen mod noget, der virker mere usædvanligt, iøjnefaldende. Det kommer der ikke sammenhæng og livsfylde og livsmod af. Nej, for meningen ligger i, at Gud dengang opsøgte os for at vinde os tilbage - og at vi derfor aldrig mere behøver at vandre vildt. For da han først havde fundet os, blev han hos os. Han er med os i dette øjeblik. Glædelig jul - glædeligt liv. Amen