Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Julesøndag, 29.12.2013
Predigt zu Mattæus 2:13-23, verfasst von Eva Tøjner Götke
Julefreden varer ikke længe.
Fortryllelsen er slut. Lader det til.
Der er opbrudsstemning.
De vise mænd er taget tilbage.
Verden er vågnet op igen. Blevet sig selv igen.
Også Kong Herodes.
Han har opdaget, at de vise mænd har narret ham ved ikke at komme forbi ham på tilbagevejen - som han havde befalet dem - for at fortælle nøjagtigt, hvor han kunne finde barnet, så at også han kunne komme og tilbede det, som han så falsk havde udtrykt det.
Og Josef må flygte til Egypten med barnet og dets mor for at undgå hans vold og vrede.
Der er opbrudsstemning. Idag.
Fortryllelsen er slut. Lader det til.
Virkeligheden banker på.
Motorvejene er fyldt med bilkøer.
Biler fyldt med julegaver og mætte, trætte mennesker på farten.
De snegler sig afsted gennem Danmark, over Fyn, over Storebæltsbroen som én stor lang flygtningestrøm.
Historien om flugten til Egypten sætter fokus på opbruddet.
På flugten.
Flugten bliver frelserens skæbne.
Som der står skrevet: Han kom til sine egne. Men hans egne tog ikke imod ham.
Kong Herodes var ondskaben selv.
Og sådan en ondskab er der masser af mennesker, der må flygte fra i verden idag.
Vi har set billederne hundrede gange.
Af overfyldte flygtningebåde i al for høj sø.
Af frysende mennesker, der vandrer gennem bjergpas, med børn på skuldrene, for at komme over en u-bevogtet grænse.
Vi ser det i tv igen og igen - og nu hører vi historien om Josef, der må bryde op og tage barnet og dets mor med sig - og flygte den lange vej til Egypten, over bjerge, gennem ørkenen.
Væk fra det land, nogen kaldte forjættet.
Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.
Han måtte søge asyl i det fremmede.
Måtte flygte fra den verden, han kom for at frelse.
Guds egen søn var fra begyndelsen en flygtning.
Historien er en trøst for flygtningen.
Guds egen søn var fra begyndelsen flygtning.
Delte vilkår med den, der er på flugt fra en magtsyg tyran, der begår folkedrab for magtens skyld.
Kan vi overhovedet begribe historien?
Vi, der sidder trygt i den varme stue og slår mave ovenpå de dejlige julefrokoster.
Kan den historie overhovedet tale til os - andet end at bidrage med lidt spænding her nu, da vi så småt er begyndt at kede os ovenpå juledagene - kede os så meget, at forretningerne holder åbent en højhellig julesøndag for vores skyld - så vi har en grund til at bryde op og flygte fra julens stillestående fortryllelse?
Torkild Hansen, forfatteren, beskriver det moderne vestlige menneske i begyndelsen af sin store roman om den danske slavehandel i Afrika.
Han siger: Den hvide mand tror, han søger. Men han flygter.
Det er en hård kritik af den vestlige civilisation.
Vi siger, at vi er søgende og går på opdagelse og leder efter nye udfordringer, bryder nye grænser.
Vi er i virkeligheden på flugt. Som Torkild Hansen ser det.
Vi flygter fra noget.
Os selv?
Flygter vi fra os selv?
Det er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv, når der er opbrudsstemning.
Og det er der jo hele tiden.
Det moderne liv er en nomadetilværelse.
Eller en flugt.
Det kan være en flugt fra et dårligt ægteskab eller fra en kærlighed, der ødelægger.
Eller en flugt fra forældre, der holder sine store børn i fængsel ved at overkontrollere dem. Eller vi flygter fra arbejdspladsen, hvor det psykiske arbejdsmiljø giver ondt i maven hver dag.
Der kan være mange grunde til at flygte.
Hvad enten vi er på flugt af den ene eller anden grund kan evangeliet i dag tale trøst til os. Guds egen søn var flygtning.
Og havde den samme længsel - som gælder alle flygtninge - hvad enten vi flygter fra os selv eller flygter fra en magtsyg tyran.
Vi søger asyl. Søger et sted, hvor vi kan være beskyttet.
Salmen fra Gammel Testamente udtrykte det således:
Kun ét ønsker jeg af Herren,
kun ét længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever.
Det er længslen for den, der er på flugt.
For den, der er på vej.
At få asyl. Være tryg.
I gammeltestamentlig forstand er det drivkraften i hele frelseshistorien.
Det handler om at komme derhen - til templet - og bo i Herrens hus, hvor jeg kan være tryg. Den frelseshistorie opfyldes med Kristus.
Den måde Matthæus fortæller om flugten til Egypten på er en understregning af, at det, der sker her, er Guds frelseshistorie.
Nu opfyldes alt det, der er fortalt ved profeterne.
Men opfyldelsen får givet et andet indhold med Kristus.
Herrens hus, hvor jeg kan søge tryghed - er ikke at forstå som stedet. Templet i Jerusalem.
At bo i Herrens hus - med Herren som et værn for mit liv - er at kunne leve i denne verden, der byder på opbrud hele tiden.
Leve som nomade uden at blive rodløs.
Være på vej, uden at blive rastløs.
At bo i Herrens hus - er - på denne vandring at søge asyl i evangeliets ord om, at Gud er den levende Gud, der vandrer med os.
Flygter med os.
Opsøger os, når vi flygter fra os selv.
Kalder os tilbage.
Amen.