Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekonger, 05.01.2014
Predigt zu Matthæus 2:1-12, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Hvordan mon det så ud, da de vise mænd kom ridende for at tilbede Jesus i Betlehem? Hvordan mon det er foregået, da de havde begivet sig ud på deres rejse? Lad os lige lege lidt med tanken om det i dag.
Fra kirkekunsten har jeg fået det billede på min indre nethinde, at der var tale om tre høje herrer, der kommer ridende - stolte på deres høje kameler. Med rank ryg og oprejst pande. Jeg har ofte forestillet mig, at det må have været nogle fine og kloge mennesker, der vidste lige nøjagtig, hvilken vej de sku´ følge for at nå frem til den nyfødte kongesøn. Velklædte og overskudsagtige. Og helt rolige i blikket. Sådan nærmest lidt hyggeligt sludrende med hinanden undervejs, hvor de nød turen og glædede sig til at komme frem til rejsens endemål.
Men mon ikke i grunden, det er en temmelig sminket og pyntet udgave i forhold til de indtryk, den bibelske fortælling efterlader?
For hvad var det nu, der skete for vismændene undervejs? Hvad er det, vi bliver fortalt om deres rejse? Jo, de fór vild på deres vandring. De red slet ikke den lige vej frem til stalden i Betlehem. Selvom der var en lysende stjerne på himlen, så blev de alligevel i tvivl om, hvilken vej de skulle ride, og de gik helt galt i byen, før de nåede frem.
Prøv lige engang at lægge mærke til, at beretningen til i dag fortæller betydeligt mere om, hvordan de fór vild, end om hvordan de endte i stalden! Det er faktisk en fortælling, som handler mindst lige så meget om at fare vild som om at finde vej, når vi bliver ledt af Gud.
Det her - det er slet ikke nogen pæn beretning om, at når vi ber´ Gud om at lede os i livet, så går vi den direkte vej frem mod det, vi skal hen til. Overhovedet ikke. Det er en karsk og realistisk fortælling om, at vi kan vandre og vandre og være helt udmattende, når vi kommer frem. Det er en fortælling om, hvordan vi kan søge og søge Gud - og alligevel blive grusomt i tvivl mange gange undervejs og fare vild, før vi endelig kommer frem.
De vise mænd, som vi får fortalt om, blev sendt ud på en lang og opslidende rejse, før de nåede målet. Deres forventninger passede slet ikke til den virkelighed, de kom til at opleve.
De begav sig over vældige ørkenstrækninger. De var formodentlig nødt til at rejse om natten, når det var mørkt, for det var jo en stjerne, der sku´ vise vej. Og det har sikkert også været for varmt at rejse midt på dagen. Der har sandsynligvis været ekstra store farer for vilde dyr og overfald dér i nattens mulm og mørke.
Og da de efter en lang og slidsom rejse endelig nåede op over den vidtberømte Jordanflod og stod og kiggede ud over Judæas bjerge, stod stjernen en nat helt stille over Betlehem. Men det var en tand for usandsynligt, at en kongesøn sku´ være født i en lille, ubetydelig flække som Betlehem. Så de blev i tvivl om, hvilken vej de skulle gå.
Hvem ved, om de har taget et ordentligt skænderi om det og været indbyrdes helt uenige. Måske er de også begyndt at tvivl på, om de nu også ku´ regne med stjernen. Og til sidst har de så slået deres sunde fornuft til og begyndt at regne sig frem til, hvor det var mest sandsynligt at en kongesøn var født. Det måtte selvfølgelig være et sted, hvor der var smukke slotte og befæstede tårne. Så de drog til Jerusalem til kongeslottet i stedet for Betlehem.
På den måde fór de vild undervejs. Fordi de stolede mere på sig selv og deres egen sunde fornuft end på Guds vej, der forekom helt uberegnelig og usandsynlig. De turde ikke lade sig lede 100 % af stjernen, som Gud havde givet dem, men lod sig også styre af deres egen fornuft og beregninger. Men Gud gav dem en ny chance! Og DET er evangeliet! At Gud er en Gud, der gir´ os nye chancer. Han satte stjernen på himlen en gang til. Og dermed blev de til sidst ført frem til Betlehem.
Hvor er det genkendeligt - det vi får et billede af gennem fortællingen om vismændene. Vi sender f.eks. de små, nydøbte, der er blevet døbt ved denne her gudstjeneste, ud i livet med et Fadervor i pagt. Derigennem beder vi Gud om, at han må lede dem og lyse for dem. Og undervejs på vandringen kan de døbte - og dermed også os, der er blevet døbt for mange år siden - bede Gud om at lede os. Men tit og ofte havner vi alligevel ved en skillevej, hvor vi ikke kan se, hvilken retning, vi skal gå i. Det, der forekommer klogt og fornuftigt, er måske en helt anden retning end det, Guds stjerne vil lede os til. Så vi bliver i vildrede. Og måske følger vi for en sikkerheds skyld vores egen fornuft. Eller andre menneskers meninger og vurderinger. Og farer vild undervejs. Det er svært at stole på det, Gud leder os til. Så ind imellem satser vi mere på vores egen fornuft og farer vild.
Men Gud er en Gud, der giver nye chancer. Gud er en Gud, der sætter nye stjerner på himlen. Han taler til os en gang til. Indgyder os mod til at følge den vej, der måske forekommer ufornuftig og ulogisk, men ikke desto mindre er den rigtige vej at gå. Og nogle gange kan vi måske endda ligefrem få mod til at vandre videre, selvom alt omkring os er mørkt og dunkelt og ser faretruende ud.
Vi kan som mennesker komme ud på vandringer, der føles helt uoverskuelige og opslidende. Vandringer, der tar´ på kræfterne, og byder på både farer og fjender undervejs eller på store uoverensstemmelser med dem, vi følges med. Men der findes ikke nogen strækning, der er så lang, at Gud ikke kan lede os på vejen. Der findes ikke nogen sag, der er så indviklet, at Gud ikke har noget at sige til os. Og der findes ikke noget mørke, som hans stjerne ikke kan lyse op i. Han opgiver ikke at lyse for os, selvom vi ind imellem tvivlede på ham undervejs.
Vi synger om ledestjernen i en af vore julesalmer. I "Dejlig er den himmel blå" hedder det:
"Vi har og en ledestjerne - og når vi den følger gerne
kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne lys og mild - som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare - som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod."
Det er altså guddomsordet, der skal lede os. Det ord og den ledelse, vi møder gennem bibelens ord og fortællinger. Og de ord, der har fået deres tydeligste udtryk igennem hans søn, Jesus Kristus - gennem hans liv og gennem hans tale. Guds ord som en ledestjerne, der står på himlen og peger på den vej, vi skal gå.
Hvad så, hvis vi går i kirke og lytter med et åbent sind til de ord, Gud taler til os her? Ja, jeg ville jo ønske, at jeg ku´ stå her og sige, at så vil alting gå meget lettere. Så vil vi altid vide, hvad vi skal vælge i vores liv. Vi vil ikke være i tvivl om, hvad der er sandt og rigtigt at gøre. Men så enkelt er det ikke! Nogle gange står det os helt klart, hvad der er godt og rigtigt at gøre. Andre gange er vi i vildrede, og det forekommer uklart. Eller vi troede, vi vidste det, men kom i tvivl undervejs.
Det er netop det, dagens fortælling er så ærlig omkring. Og vi ved også godt fra vore egne erfaringer, at der er aftner og nætter, hvor vi bare kan læne hovedet tilbage og se mod himlen. Så tindrer stjernerne helt klart og tydeligt. De ligefrem lyser op og fremstår helt klare. Og der kan være et helt væld af dem. Store og små.
Men andre gange er der skyer eller dagslys, som forstyrrer øjet, så vi ikke rigtig kan se dem. Uanset hvor længe vi kigger, kan vi ikke få øje på stjerne eller se dem lyse.
Budskabet til i dag er, at der kan være situationer og øjeblikke i livet, hvor det står os tindrende klart, hvilken vej, vi skal gå. Der kan være andre situationer og øjeblikke, hvor vi end ikke med vores bedste vilje kan skimte, hvad der er ledestjernen.
Der kan være lange og slidsomme rejser, som vi slæber os igennem. I det ene øjeblik er vi ikke i tvivl om, hvilke vej vi skal gå. Og i det næste øjeblik standser vi op og drejer væk fra vejen, fordi vi lod os narre af den sunde fornuft, der nogle gange siger livet imod, eller af andres meninger og vejvisere.
Evangeliet er, at Gud sætter en ny stjerne på himlen for os, når vi farer vild. Så selvom vejen blev længere og mere besværlig, end den havde behøvet at være, og end vi havde forestillet os, så kan han lede os frem - også fra de afkroge, vi fik os bevæget ud i undervejs. For "vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist". Amen.