Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter trinitatis, 23.09.2007
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Ulla-Morre Bidstrup
I sin fine erindringsbog "Et liv -manges liv" skriver Hanne Reintoft bl.a. om sin tid som ledende socialrådgiver ved Glostrup Sygehus: "Trods al ny tankegang var hospitalsarbejdet dog præget af en historie, der antageligt er menneskets for evigt. Det er "Historien om en moder", som man tæt på sygdom og død kan opleve gang på gang...Hver gang lige smukt og lige tragisk" "Langt senere i mit liv har jeg ude i den store verdens fattigdomsslum mødt historien om en moder igen og igen. Og jeg ved, at uanset graden af fattigdom og børneflokkens størrelse, uanset tidsaldre, levevilkår og religiøsitet er det livets største sorg at miste sit barn.
En dag i hospitalshaven sad en meget gammel kvinde og græd hjerteskærende. Efter sædvane kontaktede jeg hende og tilbød trøst. "Min lille dreng er død" sagde hun blot hele tiden. Han var 72 år!"
I enken fra Nain møder vi igen historien om en moder og dermed livets største sorg. Og de sædvanlige tidshistoriske fakta-kommentarer om, at hun som enke var uforsørget og nu - som barnløs - tilmed måtte vedblive at være det, er i grunden ligegyldige. For livets største sorg kan alligevel ikke blive større.
Det er hendes sorg, Jesus ser, da de to store skarer - den jublende omkring ham og den sørgende omkring hende - møder hinanden udenfor byporten. Og så ynkes han, står der. Han handler ud af medfølelse. Ikke fordi det var planen eller fordi publikum er stort nok, nu hvor de to store skarer smelter sammen til én - og næppe heller fordi det overhovedet er Guds mening, at folk, der er døde, skal vågne igen og fortsætte menneskelivet, hvor de slap. Sådan bare en gang i mellem. For hvis det er meningen, må man uvægerligt spørge sig selv, hvorfor det ikke sker lidt oftere?.. Jeg kan i hvert fald godt komme i tanke om et par dødsfald eller ti, som afstedkom livets største sorg og på alle måder trængte til at blive annulleret og udsat. Men nej, døden er kommet for at blive! Og tænkt også bare, hvis den ikke var. Tænk, hvis døden ikke var til som en definitiv grænse i vores liv med hinanden. Tænk, hvis vi ikke behøvede at spekulere over, hvad vi egentlig brugte vores tid på, for den var alligevel endeløs. Tænk, hvis vi konstant kunne blive hængende i lænestolen med et evigt "mañana" på læberne. Tænk, hvis vi aldrig behøvede kære os om at værne, beskytte og fremme andre menneskers liv, for de kunne vel bare få det lidt sjovere en anden gang eller næste gang. Nej, døden som den definitive grænse er selvfølgelig med til at gøre hver enkelt dag i et menneskeliv så værdifuld som den er. Derfor kan det ikke være meningen, at døden skal gå om.
I "Den afrikanske farm" (i kapitlet "Gæster på farmen") fortæller Karen Blixen om, hvordan hendes afrikanske tjener opskræmt kom og fortalte hende om to løver, der var brudt gennem farmens indhegning og havde slæbt to okser med sig ud i kaffeplantagen. Den ene okse havde de efterladt halvt fortæret. Tjeneren ville nu købe stryknin og putte i kadaveret i forvisning om, at løverne ville vende tilbage og æde det resterende den følgende nat. Men "Msabu Blixen" svarede selvfølgelig, at løver fortjener, at man møder (og skyder) dem med oprejst pande og ikke forgifter dem på lumskeligste vis. Så da tjeneren pure nægtede at risikere sit liv på det projekt, hentede Karen Blixen selv sin riffel og sin Denys med ordene "Frei lebt wer sterben kann" (vist nok fra en gammel schweizisk nationalsang) og begav sig ud i den sorte afrikanske nat!
Det kan selvfølgelig gøres mindre patetisk. Men det skal gøres. Livet fortjener at blive levet og vovet i erkendelse af, at risikoen og døden er til og er kommet for at blive.
Og det er der heller ingen i den store skare, der sætter spørgsmålstegn ved, selvom de nu hører Jesus sige: "Rejs dig op" og ser den døde unge mand gøre det. De løber ikke forvildede og forivrede i alle retninger, for at hente deres hel- eller halvdøde venner og slægtninge, for at få Jesus til at oprejse eller helbrede dem for deres dårligdomme. I stedet bliver de stående tæt sammen - de jublende og sørgende - og giver udtryk for, at de, ud af denne handling, har forstået, hvem de har for sig: Gud selv. "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk". I den bekendelse forenes sorgen og jublen. Dødeopvækkelsen af enkens søn fra Nain viser skaren, at Jesus er Guds søn. Viser dem ikke, hvad han kan, men hvem han er! Og det ord om ham nåede ud over hele verden. Helt op til os, som dødeopvækkelsen viser det samme. At den unge mand og hans mor var så heldige, at han blev levende igen og dermed fik udsættelse, er i den sammenhæng en biting. Han døde jo altså igen - få eller mange år efter - hvem ved??
Nej, i forhold til døden fik det langt mere vidtrækkende konsekvenser, at Jesus var Guds søn. For da graven var tom påskemorgen fik vi at se, at Gud ikke havde sendt sin søn for at overvinde den enkelte, konkrete død, men døden i al evighed! Mødet med Guds søn er ikke et held. Det er et håb! Det giver derfor ikke mening, at bede Gud om at gøre vore døde levende igen her hos os, men om at være hos dem i det evige liv. Graven er uomgængelig, men den er ikke vort blivende sted. (Ved høstgudstjeneste er det nærliggende at illustrere Jesu og vor historie med kornets historie, hvor kornet dør og lægges i jorden, men underet sker: Kornet finder op til lyset igen).
Oprejsningen af enkens søn fra Nain peger nemlig frem på den endelige oprejsning og evige sejr over døden påskemorgen. 16. søndag efter trinitatis er på den måde en slags "halvvejs-påske". Halvvejs mellem to kirkeårs påskefejringer.
Det skal give os kraft til at gå ud og møde vore livs løver. Som måske netop består i at vove at knytte os så meget og give os så meget hen til livet og andre mennesker, at vi risikerer smertefulde svigt, tab og død. Ja, måske endda den største sorg i livet.
Men Guds søn kommer os i møde i vores sorg, ynkes over os og lider med os. Og i vores anråbelse af ham bekender vi samtidig, hvem han er og hvad der skete ham påskemorgen. Så selv om vi lider under den altfortærende smerte at være adskilt fra den døde, er den døde dog ikke adskilt fra Gud. Det er en trøst og et håb. For enhver moder i den evige historie og for alle andre.
Amen.