Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3.søndag efter Hellige tre Konger, 26.01.2014
Predigt zu Luke 17:5-10, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Vi er ofte meget optaget af troen. Vi er optaget af hvor meget eller hvor lidt vi og man nu tror. Ofte kan man som præst opleve, at konfirmanderne møder op med en fornemmelse af, at de nok ikke tror nok eller helt som de skal, og derfor er synes de måske, at de egentlig holder præsten lidt for nar, når de nu ikke tror ordentlig – som en rigtig kristen efter deres mening nu skal tro.
Og man kan møde mennesker i forskellige sammenhænge, der er meget optaget af hvor meget eller lidt de nu tror. Nogen kan ligefrem prale sig af, at de ikke tror.
Vi er trosoptaget og vi trænger til at være Kristusoptaget.
For det er jo således, at da kvinderne på den første påskemorgen kom til graven, var spørgsmålet om troen nok ikke det første, der faldt dem ind. De kom sørgende og triste, for ham de håbede alt om og til, han var nu død, og deres liv var lige så uforløst, som det altid havde været. De havde bestemt ingen tro på den opstandne Kristus, for de kom til graven med deres salver, som var beregnet til at salve en afdød. Et dødt menneske. En død mand gik de ud til.
Og da er graven tom, og Kristus opstået helt uanset, at deres tro bestemt ikke var på ham, men på at han var dø. Kristus opstod altså egentlig på trods af deres tro. På trods af deres tro og på trods af det, de gik og troede, så blev livet nyt for dem. Alene denne centrale beretning burde få os til at være lidt mere varsom i vores omgang med troen. For spørgsmålet er om vi egentlig er så gode til troen, og til i det hele taget at tro? Kvinderne ved graven, som Kristus viste sig for, og senere også disciplene bag de lukkede døre, var det i hvert fald ikke. De var i en vis forstand troløse.
Det med at tro, var ikke det, de var bedst til.
Og i evangeliet til i dag skæres det helt ud i pap: hvis vi havde tro som et sennepsfrø, så kunne vi sige til et træ, at det skulle rykke sig op med rode og plante sig i havet.
Fantastisk … fantastisk, om man kunne det.
For har vi nogensinde mødt nogen, der kunne det? Har vi nogensinde mødt nogen, der kunne få et træ til at rykke sig op og plante sig i havet? Jeg har ikke.
Måske burde denne lille lignelse og beretningen fra påskemorgen få os til at tale lidt mere ydmygt om vores tro – både om vores egen og om andres måske mangel på tro.
For troen er altså åbenbart ikke det, vi er skrappest til. I hvert fald ikke den tro, som Jesus beskriver og spørger efter. Vi er faktisk i sådan henseende elendige til at tro.
Men alligevel opstod Kristus fra gravens mørke. På trods af vores tro.
For er det ikke således, at hvis vi kunne tro, og hvis vi kunne få træer til at plante sig i havet, så havde Jesus været fri for at kravle op på et kors. Men nu hænger han der, fordi vi ikke kan tro. Vi kan ikke tro ham, og vi kan ikke tro som vi skal.
Vi er troløse og træerne står stadig faste i klippen, og manden hænger død på korset.
Måske melder spørgsmålet hos os, om vi da ikke frelses af tro? Og da må det lyde: nej, vi frelses af Jesus Kristus. Det er Kristus, der frelser. Det er ikke troen, der frelser.
Vi er troløse og træerne står stadig faste i klippen, og manden hænger død på korset, men Kristus sprænger stadig graven. For Gud gør verden ny, også der hvor vi tror, at alt er ved det gamle. Vi tror ligeså lidt det nye, som kvinderne troede det på vej til graven. Vi tror ikke det nye, og korset står det som det gamle. Men Gud gør alting nyt. Gravens tomhed er den største nyhed - også for os, Guds troløse børn.
Derfor skal vi måske være lidt mere varsomme med at vurdere vores tro og andres tro. Troen er ikke vores stærkeste side, og ingen af os har indtil videre fået træer til at plante sig i havet. Så længe vi ikke kan det, så må vi sige, at den tro vi har, ikke er det, der spørges efter. Så må vi se på os og på hinanden, som dem, der ikke kan være Guds børn. Og som egentlig burde hældes ud i det hav, hvor træerne burde plantes.
Men også Guds troløse børn opstod Kristus for påskemorgen. Tværs gennem manglende tro, og manglende evne til at se og tro det nye, kom det nye til kvinderne, senere også til disciplene, og nu til os.
Det nye kommer førend, vi tror det. Det er kernen i det ord, der udgik fra Jesus Kristus. Det er ikke os, der skaber verden, men det er Gud. Det er Gud, der gør alting nyt.
Og derfor lyder svaret til de konfirmander, der måske ikke tror helt som de tror, man skal: ”spring ind i historien”. Vi skal ikke se på trosbekendelsen, som en slags prøve eller test på, om vi nu tror, som man skal. Egentlig burde vi svare på trosbekendelsen: ”ja, det vil jeg rigtig gerne tro på. Den historie vil jeg gerne være med i”. Det kan ske, at vi ikke tror ordene til bunds, men vi kan lade os føre af ordet ud til steder og ind til områder, som vi ikke troede, vi skulle se og være i. For Gud, der større end vores tro, kan lade verden blive ny, også der hvor vi troede, at alt var ved det gamle.
Så vi er nogle troløse mennesker, men Gud er tro, og lader stenen rulle fra graven, som træer springer i havet. Gud er tro, også når vi er løse i fugerne og uden tro på, at det hele kan være anderledes.
Det kan altid være anderledes. Ikke ved vor magt, som vi også så det ved kvindernes vej til graven. Ikke ved vor styrke, som vi hørte det i evangeliet til i dag, hvor ingen af os formår at få træer til at plante sig i havet ved troens hjælp, men ved Guds trofasthed kan alt blive nyt for os, måske også nyt for dig, der troede, at livet ikke kunne være anderledes, og at mørket var for tæt. For Gud gør alting nyt!
amen