Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter Hellige tre Konger, 02.02.2014
Predigt zu Mattæus 14:22-33, verfasst von Poul Joachim Stender
Engang overværede jeg i Grækenland begravelsen af en ung mand ved navn Soterios. Til begravelsen deltog professionelle grædekoner. De skreg over hans lig og udtrykte det, vi der holdt af Soterios, følte efter hans død. Vrede, afmagt, sorg, kaos. I Skandinavien bruger vi krisepsykologer til at komme af med vore store følelser. Det forgår ved hjælp af samtaleterapi. Men visse steder i Grækenland gør man, som man har gjort i tusinder af år og som man kan læse om i Iliaden, da helten Hektor dør. Man har nogle kvinder ansat til at skrige højt og til jamrende at synge den ene klagesang efter den anden. De gange jeg selv har mistet, har det været præcis sådan, at jeg har ønsket at udtrykke min sorg. Med vilde skrig, med jamrende sange, med en ubændig lyst til at flå mit tøj i stykker og kradse mig selv til blods.
Da Soterios lå død, kom beboerne fra den lille landsby til hans dødsleje og lagde mønter på hans bryst. Hans kæreste, Kiki, skilte endda med besvær hans mund og pressede en mønt ind mellem de hvide læber og jeg måtte siden spørge hende: "Kiki, hvad skulle de mønter til for"? Og Kiki så på mig og svarede: "Det er rejsepenge. Nu sejler Soterios med færgemanden mod evigheden. Og han skal have mønter med til at betale sin sejlads". Og siden den dag kan jeg ikke lade være med at tænke på Kiki og den døde Soterios, når jeg modtager nadveren og den lille møntformede oblat presses ind mellem mine læber. Det er rejsepenge jeg får stukket i munden. Jesus har med sin død på korset betalt min overfart og hver gang jeg får mønten ind i min mund, bliver jeg mindet om, at jeg, takket været ham, kan sejle mod evigheden
We are sailing, we are sailing, through the waters, across the sea. Livet er som en sejlads. Man dukker op fra evigheden, sejler ud af moderlivets lune havn, begynder sin sejlads frem mod evigheden. I øjeblikket bygger vi, ramt af en bro-mani, den ene bro efter den anden. Vi prøver at bygge os sammen med hinanden ved hjælp af nye broer, nye motorveje, bedre trafikforbindelser. Men folk oplever ofte noget andet. At vi fjerner os mere og mere fra hinanden. Vi er stressede, fortravlede, fastfrosset til fjernsynet. På grund af broerne har vi også snart glemt, hvordan det er at sejle. Men en sejler med en rigtig sejlbåd, kan fortælle os, at der er dage med god vind og dage med havblik og dage, hvor man må krydse sig frem mod vinden og dage, hvor det kan storme og suse så stærkt, at man tror, at man går under. Det er en banal, men rammende beskrivelse af sejladsen gennem livet.
Disciplene er ude at sejle. De kæmper mod bølgerne. Vinden er imod. Der er storm. Og pludselig kommer Jesus gående på vandet til dem. Der er nogen der sammenligner troen med en klippe. Når det går hårdt til i ens liv, når man rammes af ægteskabelige storme eller nedture på arbejdspladsen eller sygdom og sorg, er troen den klippe man holder fast i som en anden grundmuret sokkel. Det er et elendigt billede. Tro er ikke at stoppe op og klynge sig fast i et eller andet. Det er derimod at fortsætte sejladsen trods stormen og søgangen. Man sejler videre og det blæser og det stormer og det virker som om en grav står åben under en. Men man sejler videre på syv tusinde favne vand i troen på, at man ikke går under, fordi Guds søn også i stormen kommer gående til en.
Jeg ved ikke, hvad jeg frygter mest i min egen personlige sejlads fra evighed til evighed. De storme, hvor livet bruser farligt omkring mig eller vindstille, hvor livet går i stå og der ikke sker en døjt. Gid Gud vil være så nådig ikke at nøjes med at komme gående til mig, når vinden er i mod og livet er svært. Gid han også kommer gående, når jeg ikke har nogen længsler, ingen drømme, ingen lidenskaber, ingen tanker, ingen forventninger.
Vort samfund forsøger at fjerne alle de menneskelige storme. Beskytte os mod de store følelser og hvis de dukker straks at fjerne dem med terapi og medicin, sådan at vi kan have havblik år efter år.
Men hvem kan sejle foruden vind? Hvem kan ro uden årer? Troen kan da ikke kun handle om at komme igennem livets storme i troen på, at Gud kommer gående til os. Troen må også handle om, at Gud kommer til os i havblik og er vinden og årerne, der fører os videre til mere liv.
Amen.