Göttinger Predigten
Choose your language:
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavnssøndag (Estomihi), 02.03.2014
Predigt zu Lukas 18:31-43, verfasst von Leise Christensen
Engang i middelalderen var der en konge, en meget from mand, som ville foranstalte et eksperiment. Han forordnede, at alle de børn, der blev født indenfor en fastsat periode på landets fattiggårde, skulle bringes hen til et afsidesliggende gods. De skulle bringes derhen ikke så såre, at de var kommet ud af moders liv, og under kørslen i hestevogn måtte ingen tale til dem. Så snart de nåede frem, blev de anbragt i små senge, mens ikke en lyd blev sagt. Alle, der passede de små, blev på det bestemteste informeret om, at ingen måtte nogensinde tale til de små, og man ansatte i det hele taget helst døve og stumme til at tage sig af børnene. De blev ammet af geder og havde ingen samkvem med talende mennesker. Det blev mennesker forbudt ved dødsstraf at tale sammen, mens de var i nærheden af alle disse små. Men hvorfor alle disse mærkværdige anstrengelser? Hvorfor dette besynderlige eksperiment? Jo, kongen ønskede at vide, hvilket sprog engle taler. Og ved ikke at udsætte børnene for mennesketale, mente han, at de til sidst, når de begyndte at tale sammen derinde på deres stuer, ville begynde at tale det sprog, som engle taler, når de flyver rundt i de himmelske luftlag. Men der skete noget helt andet. Resultatet af hans eksperiment blev ganske anderledes; der skete nemlig det, at børnene alle som en døde, før de nåede nogen som helst snakkealder. Eksperimentet kom til at vise, at vi mennesker ikke kan overleve, hvis der ikke er nogen, der møder os i kærlighed. Vi kan ikke overleve, hvis ikke vi bliver mødt med krop og stemme. Så visner vi bort og møder aldrig englesang. Så kongen fandt aldrig nogensinde ud af, hvilket sprog engle taler, eller hvordan det lyder. Men han kunne også bare have læst dagens episteltekst, som Paulus skrev for et par tusind år siden. "Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed", ja, så nytter det hele overhovedet ingenting. Siger altså Paulus. Svaret på kongens eksperiment ligger egentlig der i al sin simpelhed. Uden kærlighed går det ikke - uden kærlighed kan ingen leve eller bare overleve. For nogen tid siden læste jeg et interview med en kendt dansk præst. Han sagde, at der i prædikener i de danske kirker burde være en begrænsning på, hvor tit man måtte bruge ordet kærlighed. Han foreslog, at man i et år forbød især kvindelige præster at nævne ordet kærlighed, for evangeliet må kunne forkyndes uden at tale om kærlighed. Og rigtigt er det jo, at ordet kærlighed kan blive skamredet ved visse lejligheder. Men jeg tror ikke, at det er selve begrebet kærlighed, som det er galt med, det er snarere den romantiske kærlighed, som beskrives alle vegne, det er galt med. Det er den kærlighed, der beskrives i forbindelse med f.eks. Valentines Dag, og som emmer er lyserødt tyl, blomster og hjerteformede chokoladeæsker. Det kan være fint nok, men det er altså ikke den kærlighed, som Paulus taler om. Det er heller ikke den erotiske kærlighed, som konstant smækkes op i synet på os, når vi går på tankstationer eller i kiosker. Eller den meget populære form for kærlighed - den, der optræder, når vi lykkeligt ser os i spejlet og forelsker os i os selv. Nej, den kærlighed, som Paulus beskriver er jo for det første Guds kærlighed til mennesker - den kan intet slå af banen eller slide op - sådan er det jo ikke ligefrem med den menneskelige kærlighed, den kan slides op ret hurtigt. For det andet kan vi vide om den Guds kærlighed, at al vor menneskelig kærlighed er et genskin af Guds kærlighed og ikke ville kunnet have eksisteret uden, at han elskede os først. Ordet kærlighed er blevet fortærsket i den forstand, at det som regel dækker over noget romantisk noget og har at gøre med tyl og blomster og happy endings, men det er egentligt ikke kærlighedens inderste væsen. I dag er det som bekendt fastelavnssøndag, og det er den dag, hvor vi kan bære masker. Vi kan lige pludseligt optræde som prinsesser, spøgelser, Robin Hood'er eller sørøvere. Vi kan helt legitimt være nogle andre nogen end dem, vi er til daglig og dermed leve nogle drømme ud. Det er naturligvis mest børn, der klæder sig ud på alle mulige og umulige måder på denne dag, men voksne kender også til at bære masker og lade andre tro, at vi er noget andet, end vi måske i virkeligheden er. Når vi gør sådan, er det som regel, fordi vi ikke tror, at vi slår til som dem, vi er - vi tror ikke, at vi er gode nok, og vi tror ikke, at vi er værd at elske, hvis vi ikke bære maske og stiller os frem som noget andet, end det vi i virkeligheden er. Her er det, at kærligheden kommer ind. For den elskede ser os i kærlighedens lys som dem, vi er, og holder alligevel af os, om os og med os. Overfor andre mennesker tør vi måske ikke være os selv eller være helt ærlige, men i kærligheden tør vi vove springet og vise os, som vi er overfor den anden. Men måske bevarer vi alligevel alle en rest inden i os selv, som vi ikke tør vise den anden, fordi vi ikke selv bryder os om det, vi ser. Vi er bange for, at han eller hun så ikke længere ved kendes ved os. Men overfor Gud kan vi lade alle masker falde, ja, er nødt til at lade dem falde, fordi Gud ser gennem os og ser alt. Men hans kærlighed er til gengæld robust, ja, den er evig. Han kender vor tvivl, vor angst, han elsker os - også når vi tvivler, når vi forsøger at spille skråsikre også i troen, for Gud er ingen maske fremmed, han har set dem alle og gennemskuet dem. Som i børnesangen, der hører fastelavn til "Kan du gætte, hvem jeg er" - Gud kan godt gætte, hvem vi er trods alle masker, han har sat sit mærke på os i dåben, vi er kaldet ved navn, som Guds børn, så han har gættet, hvem vi er, også når vi selv er i tvivl. - han har sagt: "Du er min, og jeg elsker dig". Punktum. Ikke noget med, selvom du er sådan og sådan og burde forbedre dig. Nej, han elsker os med den kærlighed, som Paulus beskrev i epistelteksten. Den tåler alt, tror alt, håber alt. Men hvad har det med dagens evangelietekst at gøre? Jo, det har også noget at gøre med at blive set, at kunne se og ikke kunne se. I dagens tekst kan disciplene ikke se, hvad det er, Jesus skal i Jerusalem. Den maske, som de i deres hoveder har sat på Jesus, er heltemasken, det er sådan en mellemting mellem Robin Hood, der hjælper de fattige, Julemanden, der giver gaver, og en magtfuld konge. Så hvad skal han med død og fortræd og pisk i Jerusalem, tænker de ved sig selv. Men derved ser de ikke Jesus. Der står direkte, at de ikke fattede noget af alt dette, de forstod ikke det, som blev sagt. De ser ikke Jesu nøgne ansigt som det menneske, der skal henrettes af pøblen i Jerusalem. Til gengæld møder de en blind på vejen. Men selvom han er blind, kan han se, at Jesus er andet og mere end Robin Hood. Han kan se, at Jesus er Guds søn, der vil forbarme sig over ham og give ham synet tilbage. Han ser nemlig, at Jesus ikke kan gå forbi et menneske i nød, men må hjælpe. Jesus er ét med kærlighedens væsen, og det væsen kan ikke gå forbi. For det er den sande kærligheds inderste væsen - ikke tyl, ikke blomster, ikke hjerteformet chokolade, men at gå de ekstra skridt, som det er nødvendigt for at hjælpe, drage omsorg og tage byrden fra et medmenneske. De ekstra skridt er kærlighedens sprog. Når man låner hænder, fødder og stemme til at hjælpe medmennesket i nød, vil jeg tro, at det er det nærmeste, man kommer englesproget. Det sprog man dør af ikke at kende til, det sprog, som kun gives ét sted fra, nemlig fra Gud selv, som er ophav til al kærlighed i himlen og på jorden. Det sprog, som man ikke kan eksperimentere sig frem mod, som kongen forsøgte, men det sprog, som man blot kan handle i. Og nu blev det en lang prædiken af en kvindelig præst om - ja - kærlighed. "Det er den sande kærlighed, der målet vil og vejen véd og dog må standse ved at se sin næstes nød, sin broders ve. AMEN.