Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ bebudelse, 06.04.2014
Predigt zu Lukas 1:46-55, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det begynder og slutter med frygt, fare og veer: Fødsel og død bringer stor forandring, stor forvandling, og både fødsel og død fylder os med smerte og frygt, fordi intet er sikkert eller givet på forhånd. Der er smerte i forvandlingen. Der er frygt forbundet med håbet for det nye. Barselsgangen genlyder Både af smerteskrig, gråd og sejrssang, eller i det mindste jubelråb, når nyt liv kommer til verden.
Fødsel og død er så nære naboer, at det næsten kan flyde i et. I den ene del af barselsgangen må en kvinde abortere, og hun og personalet oplever måske, at det foster, der skulle være en abort uden liv, på trods af alt lever en tid, skønt det ikke regnes for født.
Lidt derfra fødes et dødsfødt barn, - måske nøjagtigt samme alder. Men det regnes i høj grad for et barn, der er kommet til verden, - skal have navn, velsignes og begraves, mens de utrøstelige forældre fortæller om alt det, der lå i dette barn, uforløst.
Et tredje sted på samme afdeling kommer et barn meget for tidligt til verden, og alt sættes ind for at redde barnet igennem til levedygtighed.
Abort, dødfødt, for tidligt født, - så stor og afgørende forskel, skønt de tre måske tidsmæssigt, aldersmæssigt ligger meget tæt. Det er svært at være menneske midt i det grænseland, svært at være vikar for englene, der skal bære menneskebørn til liv eller til død. De tre mødre kan være lige utrøstelige, lige bundulykkelige og chokerede, og ingen kan for alvor give svar på de rungende spørgsmål om hvorfor, hvornår, hvordan? Fødsel og død ligger alt for nær, sommetider kun på et åndepusts afstand fra hinanden, og de uendeligt små hånd- og fodaftryk ætser sig fast på nethinden af enhver, der ser dem. Gråd, sorg, frygt og jubel blandes i et uadskilleligt og uigennemsigtigt mønster, og hvordan bevarer et menneske sin tro på det sted, midt i det grænseland?
Grænselandet genfindes senere - et sted tager et menneske sit liv, vælger døden. Lige ved siden af kæmper alle gode kræfter for at redde et menneskeliv igennem og på trods af alle odds, og et helt tredje sted tager et livsmæt og træt ældet menneske sit sidste åndedrag i dyb fred og forløsning. Også her kan det knibe for mennesker at se forskel på, hvad der er hvad, - på hvornår der skal kæmpes, og hvornår der skal gives slip?
Husker Gud på sin barmhjertighed? Er det sikkert, at kærligheden står ved magt? Og hvordan ser det ud med den kærlighed dér i livets grænseland?
Nu dæmrer det måske for os, hvorfor den blide unge pige med det rene hjerte synger så militaristisk en kampsang om altings forandring, når Gud vender op og ned, så alt bliver modsat i forhold til en menneskelig målestok. De mægtige styrkes fra tronen, de hovmodiges sind og hjerte splittes og rige sendes tomhændede bort. Paulus synger videre på samme sang om dårskab og svaghed, der udvælges og ophøjes, mens visdom og styrke gøres til skamme. Og det som ingenting er udvælges, mens det, som er noget i verdens øjne bliver til det rene ingenting.
Det er en kampsang midt i livets grænseegne, på slagmarken mellem liv og død. På en gang er det en konstatering af det, der faktisk foregår. Og samtidigt er det et trodsigt oprør imod dødens magt, en insisteren på, at Gud er på livets side og alle odds til trods vil oprejse livet, også hvor det er umuligt.
Alt det, vi mennesker plejer at bryste os af at vide og beherske blegner og bliver intet værd, når døden rækker ud efter en, vi elsker. Anseelse, rigdom, medgang og alt det andet, vi plejer at stræbe efter, mister fuldstændigt betydning. Hvad nytter det at stå med en lottokupon med den store gevinst, når den, man skulle gøre alting sammen med, ligger for døden, og pengene ingen forskel kan gøre?
I livets grænseegne bliver vi ydmyge af hjertet, og vore bønner bliver mindre og mindre, og samtidigt mere og mere lidenskabelige i deres hengivelse til Guds magt. Jo mere umuligt, jo mere trodsigt og inderligt beder vi; men også desto mere hengivent til, at kærligheden må bestemme, og sommetider betyder det at give afkald, at give slip.
Døden er den mægtige, lidelsen er den stærke og kampsangen er et råb til Gud om at gøre sin kærlighed og barmhjertighed gældende. Derfor er jublen, når Gud griber ind også utæmmelig som en smeltevandsflod ved forårstide.
Marias lovsang er en menneskelig kampsang og jubelsang lige midt i grænselandet, hvor intet er sikkert. En sang fra neden op til det højeste, som lærkens "himmelstige" af lyd, eller som vibens skrig om liv fra markerne: "Uh-liv!".
Det er en sang om altings forandring og omvendelse, en sang om altings nye status, en sang om at se, som Gud ser.
Der findes et mylder af Mariabilleder og Maria statuer, men så vidt jeg ved, ingen, der fremstiller hende i ekstatisk jubelsang. Der er Maria som den smukke, blide kvinde, Maria som moderen med barnet på armen, Maria som den sønderknuste med sin voksne, døde søn: Stabat Mater.
De følelser, der rummes i billederne, er en flod af voldsomme, utæmmelige livskræfter. Kærlighed, hengivelse, medfølelse, moderlykke, sorg er ikke små beskedne følelser. Alligevel fremstilles Maria i kunsten mest så behersket, næsten køligt..
Pointen med al den kølige beherskelse i kunstens fremstillinger af Maria kunne være, at det ikke er Maria selv, der er i centrum. Der er en bevidst beskedenhed i udtrykket, en ydmyghed, der handler om at træde til side, en gennemsigtighed, der grænser til usynlighed - på den gode måde.
Den ægte ydmyghed er smuk og stærk, - og den er sjælden.
Det er den, vi lærer om og tilegner os i grænseegnene, dér hvor intet er sikkert, og vi mere og mere må hengive os til Gud. Vi bliver mindre og mindre, kærligheden større og stærkere for hvert skridt i det land. Alting vendes op og ned, og vi indser, hvad der virkeligt er værdifuldt og umisteligt.
Maria ser i sin sang, at hele verden, historien og al tid før, nu og siden forandrer sig på grund af det, som Gud gør. Maria er ét med sin hengivelse, hun er i glæden fuldkommen ét med sit gudsforhold, - deraf lidenskaben, flodbølgen. Det er ikke forbeholdt Maria alene, - fryden, jublen, glæden er også vores, når vi ser, som Maria ser.
Foråret kan lære os det. En hæk brister i utålmodigt lysegrønt. Lærkerne og viberne høres på de stille dage, lyset får den varme gyldne tone - og selv på de råkolde, isnende gråvejsdage i marts, er intet mere det samme. Forår og sommer flyder frem og folder sig ud, uimodståeligt og ustandseligt som bjergbækkens vand, der svulmer og får fart på ned mod havet. Det kan ikke undgå at fylde os med taknemmelighed for mulighederne, der med ét ligger nye foran os. Så helt anderledes end vi forestillede os det, og uden at vi kan vide os sikre på noget som helst. Men det gør ikke noget, at vi intet ved, for uanset, hvad der kommer, er vi fulde af håb. Vi forventer det gode, det bedste af alle de ukendte muligheder.
Det er i håbet, vi bliver mennesker, menneskelige tjenere og tjenerinder for livet, for kærligheden. Vi bliver ydmyge og små på den smukke, ægte og stærke måde, der giver os kræfter til det uanede. Vi ler og græder på samme tid og hjertet kan sønderrives i os, mens vi ler over at kærlighed kan være så stærk, at døden ingen magt har over den.
Maria synger om at se Gud i alle ting. At se denne verden, denne hverdag som gudsbenådet, rørt af Gud. Ikke bare skabt men stadig opretholdt og elsket, taget del i af den Gud, der er nær. Så nær at han er sårbar, kan røres og græde både med os og over os i svaghed, i afkald, i hengivelse, i kærlighed.
Det går langsomt op for os, hvor prisgivne, vi er; hvor udleverede. Hvis ikke vi opretholdes går vi til grunde, hvis ikke vi hviler i kærlige hænder bliver vi til støv og forsvinder.
Men vi er i kærlighedens hænder, Gud er os nær i alle ting, og sangen er øvelsen i at leve i det. Øvelse i eksistens. I at leve i grænseegne, uden at behøve at flygte, uden at knækkes under dobbelthed og frygt. Så syng du modigt livets kamp- og sejrssang sammen med de elskede, du har mistet, dem, du ikke kan bære at miste, sammen med Maria, med lærken, viben og alle de andre prisgivne skabninger - og hør, se du synger den i kor med alle engle og med Gud selv, der kom til verden i samme skrøbelighed, prisgivethed, svaghed og dårskab. Født af jomfru, opstået af graven regerer han i kærlighedens strålende, sejrssikre afmagt. Amen!