Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
17. søndag efter trinitatis, 30.09.2007
Predigt zu Lukas 14:1-14, verfasst von Erik Dybdal Møller
Det, som Jesus vel egentlig blev anklaget for af farisæerne, var ikke hans moralske levemåde; man kan vel ikke bebrejde et menneske, at det er et ordentligt menneske; men hans fejl, i farisæernes øjne, var, at han pointerede mere lovens ånd, frem for dens bogstav. Stod der i den gamle Moselov, at man ikke måtte arbejde på sabbatten, ja, så måtte man altså ikke, mente farisæerne, og lod så være, eller lod andre og mindre rettroende om det. Men der gives love, som ikke kan tolkes alene rent bogstaveligt, de skal mere ses som en vejledning, som en retningsangivelse, som en påpegning af, sådan mere generelt, hvad der tjener til bedste, og sådan var det også med forbuddet mod at arbejde på hviledagen. Det er naturligvis bedst om man får hvilet sig en dag om ugen, om fornødent også holder denne hviledag hellig; men der kan opstå situationer, hvor der kræves andet og mere af en, og så må loven vige for spontaniteten.
Jesus befinder sig i en af de ledende farisæers hus. Han er inviteret til middag, og der er, så vidt teksten siger, flere andre til stede. Og de sad nu og holdt øje med ham. Det må have været ubehageligt. Hvem kan næsten få en bid ned, hvis de andre om bordet sidder og lurer på en? Men det var måske også den typiske attitude for disse farisæere, at de lurede, vogtede på en, hele tiden holdt øje med, om man nu overholdt alle forskrifter eller faldt ved siden af. For så at slå ned på offeret og påpege det forargelige ved dennes opførsel. Og alt dette var Jesus fuldt klar over. Selvfølgelig var han ikke inviteret til middag, fordi det kunne give anledning til en hyggelig snak og den slags. Han var inviteret, for at hans modstandere kunne få skovlen under ham og finde noget at anklage ham for. Lovbrud, sløseri med de hellige forskrifter. Sådan noget kunne de sidde og studere hos andre, disse retlinede og velfriserede lovkyndige. Der skal være orden i tingene og alt på rette plads, især hvad mennesker angår, ellers skrider det hele jo ned ad glidebanen og grundvolden vakler.
Og dér sad Jesus og spiste, ivrigt iagttaget. Indtil han måtte lægge kniven, fordi en syg mand stod foran ham. Vi ved ikke, om den syge bad om hjælp, det står der ikke noget om; men Jesus ønsker i hvert fald at hjælpe. Og ser sig omkring på alle de andre, der tydeligvis nu er spændt på, hvad der skal ske. For dem er Jesus i et dilemma. Det kommer man nemt, hvis ethvert lovbud har samme gyldighed. Hvis ikke, der er noget, der er vigtigere end andet, bare fordi det står i loven. Men for Jesus var der overhovedet intet dilemma. Det var så såre enkelt, at når det gælder om at hjælpe, så må alt andet vige. Og derfor spørger han, velsagtens for at provokere farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på en sabbat, eller ej?" Ifølge den ene paragraf er det ikke tilladt. Det er en slags arbejde, og det skal man afholde sig fra. Ifølge en anden, der handler om at elske sin næste, er det en pligt. Og sådan er det med lov.
I færdselsloven er der en bestemt paragraf, der står over alle de andre paragraffer, som er vigtigere end vigepligter og lygteføring og bremselængder, og som i grunden udtrykker lovens ånd. Det er paragraffen, der siger: "Vis hensyn!" Og sådan er der også i den gamle Moselov med alle dens påbud og forbud en paragraf, der står over alt andet, selv de ti bud, og som udtrykker lovens ånd og dybeste mening: "Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv." Og det vidste farisæerne med al deres advokatsnuhed selvfølgelig også, så derfor skønnede de vel, at det var bedst ikke at svare på det spørgsmål, Jesus stillede. Og den syge mand gik hjem igen, helbredt.
Selvfølgelig er det udmærket med regler. Det hele ville jo sejle uden. Man ville ikke vide af nogen som helst ting, og det ville vel ende i det rene anarki. Men gives der ingen plads for spontaniteten, så er det regelmæssige, hvor godt og nødvendigt det end var ment, så er det dræbende og det rene slaveri. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan man er indrettet. Nogle er sikkert mere spontane end andre, og kan gå andre mennesker på nerverne med alle deres pludselige indskydelser; men der skal være rum for spontaniteten, ellers bliver livet så frygtsomt, som et barn der ikke må noget for sine forældre. Og som derfor knapt kan finde ud af at slappe af. Sådan har Vorherre tilsyneladende også skabt rum for spontaniteten for sine børn.
Kærligheden har noget spontant over sig. Ligesom et menneske ikke kan ånde frit uden spontanitet. Hvem kan have noget at give, eller hvem kan med glæde modtage noget som helst, hvis livet føles som en spændetrøje, man selv sidder i, eller gerne ser andre puttet i? Og der er også noget sygt i kun at kunne acceptere en spændetrøjetilværelse, fordi der så på den måde er styr på tingene.
At elske, at acceptere, er at spænde trøjen op og give den elskede frihed, og sig selv frihed med al den risiko, der er forbundet med det. Men sådan er det. Man kan ikke elske hverken Gud eller sin næste, bare fordi det står skrevet. Man må først vide, hvad livet er og kan give, så man kan se med både forundring og måske taknemmelighed på det, så kan man begynde at forstå, hvorfor dels vi behøver retningslinier og dels spontanitet.
Så den syge mand kunne gå hjem, helbredt af spontanitet og guddommelig indskydelse.
Men de andre sad jo stadig ved bordet og holdt øje med ham. De fine øverst og så ellers nedad i en slags rangorden. Og Jesus provokerede endnu engang og talte så om ydmyghed og den tilsyneladende mangel på samme, der prægede gæsterne om bordet.
Nu er der næsten ikke noget så svært at have med at gøre som ydmyghed, for den bliver så nemt påtaget, og så er det ikke længere ydmyghed. Man kan ikke sige med høj røst, se, hvor ydmyg jeg er, uden at gøre sig selv til festens midtpunkt. Og festens midtpunkt vil de fleste af os, når det kommer til stykket, vel gerne være i ny og næ. Og man kan også skramle så meget med stolene der nederst ved bordet, at den ellers velmente ydmyghed ikke undgår at skabe opmærksomhed. Og i det hele taget kommer der let noget forlorent over al den tale om ydmyghed, hvis det udelukkende handlede om noget, man sådan kunne forvandle sig til at være. Vi er jo af natur selvbevidste. Vi kan jo knapt sige noget, uden at vi samtidig udfolder os selv. Hvordan så være ærligt ydmyge? Det er man kun, når man overraskes. Det er man kun, når man møder noget, der er større end én selv. Det er man kun, når man undres. Ydmygheden kommer indefra og er tæt forbundet med at hengive sig, som man kan gøre det, når man bliver trøstet, som et voksent menneske kan gøre det, når det ligesom bliver som et lille barn, eller som når vi er allermest kærlige, fordi vi modtager kærlighed selv. Det kniber svært med at kommandere sig selv til ydmyghed uden at være hyklerisk; men der gives lykkeligvis øjeblikke, hvor ydmygheden er den eneste holdning, vi kan stille frem, fordi vi må overgive os til en større magt end vor egen. Og det vil altid provokere den til enhver tid levende farisæer i ethvert menneske. Måske man er allermest ydmyg, når man er alene, uset og stille, tavs. Der gives omstændigheder, hvor man spontant viser ydmyghed. Men har man fattet, hvad Jesus egentlig ville sige og gøre, må selv den største selvbevidsthed bøje sit hoved ydmygt, for her kan man kun modtage.
Sådan lærte folkene omkring bordet den dag mindst to ting: Uden spontanitet er livet slaveri, ligesom et liv uden kærlighedens overraskelse er derefter. Og uden ydmyghed får selvoptagetheden alt for meget rum, og det skaber ikke meget andet end jammer og bedrag.
Det ved vi jo godt. Men når det var Jesus, der mindede om det, så betyder det endnu mere. For så kan vi også håbe på, at Han vil se på os, der sjældent er bange for at hævde os selv på alle mulige områder, og som i virkeligheden har brug for hjælp, ligesom den syge mand ved bordet havde det, så kan vi håbe på, at Han vil se os med den spontane kærligheds kraft, der fejer lovens slaveri, og dermed indbyggede hykleri, af bordet. Det er vort eneste håb i forhold til Gud, at Han har kærlighed, som Jesus viste det. Dér vil vi aldrig kunne andet end stå ydmygt måbende. Amen.