Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Påskedag, 20.04.2014

Predigt zu Mattæus 28:1-8, verfasst von Peter Fischer-Møller

 

Miraklernes tid er ikke forbi.

Det er da fantastisk.

Når foråret som i år brager igennem til påske.

Lærkerne hænger oppe under himlen og jubler. Viberne tumler over markerne. Påskeliljerne står i fuldt flor og spiller deres påskefanfare.

Vi kan godt forsøge os med en naturlig forklaring på foretagendet. Lærker og viber markerer deres territorier og prøver at lokke mager til. Påskeliljerne vil bare have fat i bierne. Og så er det i øvrigt gartnere og andre havefolk, der har forædlet og formeret på dem, så de netop er parat til påske.

Og det kan alt sammen være rigtig nok.

Men det er nu alligevel også et mirakel: At vi kan se det, lugte det, mærke det, høre det. At vi kan dele det med andre mennesker. At vi i hvert fald i glimt sammen kan opleve det her liv som noget ufatteligt stort og herligt.

Selvom vi ved at alt liv hurtigere eller langsommere slides op og går til. Selvom vi ved at ved at vi skal miste dem vi holder af, og at vi selv en gang skal dø.

Påsken er Guds store ja til det her liv. Guds ja på trods.

Sådan har jeg hørt påskens budskab i år.

Påsken er et mirakel.

Det var den for kvinderne, da de kom til Jesu grav påskemorgen, som den er det for os i dag. De fire evangelister fortæller historien hver på deres måde, lidt forskelligt. Det er tydeligt, at det har været svært for dem at finde ord for det, der i den grad gik ud over deres fatteevne. Men de er alle enige om at det var nogle kvinder, der kom ud til Jesu grav påskemorgen. Og de kom tydeligvis ikke fordi de ventede noget som helst overnaturligt. Tvært imod. De gik til graven for at lægge deres blomster og græde over det, de mente for altid at have mistet.

De havde fulgt med Jesus og hans disciple i nogle år. Det havde været som et langt forår for dem. "Guds rige er på vej, ja, det er allerede midt blandt jer," havde han sagt.

Og det var gået op for dem, at det var livet her og nu han talte om. Om det liv vi lever her på jorden med hinanden, her hvor vi kan glæde os over liljerne på marken og himlens fugle. Det her liv var Guds, og de var med i det sammen med ham og den mærkelige brogede flok af mennesker, der omgav ham: almindelige håndværkere og fiskere, foragtede toldere og syndere - og kvinder og børn kunne altså gså få lov at være med.

Det var tydeligt, at hvert eneste menneske, han mødte, havde betydning. Ingen var ligegyldig. Ingen skulle være afskåret fra at glæde sig over livet sammen med andre. Blinde fik muligheden for igen at se naturens former og farver. Døve helbredte han så de igen kunne tale og høre og være med i samtalen og fællesskabet med andre mennesker.

Ja et par gange havde de endda set ham vække døde til liv igen. Tydeligere kunne det ikke blive, at det her liv er ubetinget betydningsfuldt og uendelig værdifuldt.

Når Jesus fortalte sine historier om Guds rige, var det altså ikke en helt anden verden, en finere mere åndelig tilværelse, han talte om. Guds rige var på det tætteste knyttet til det liv, de delte med ham og med hinanden.

De havde været vidner til skarpe diskussioner med folkets religiøse ledere, som ikke kunne acceptere den måde han gik på tværs af gældende normer og regler. De havde med bekymring set, hvordan modstanden mod ham var vokset. Alligevel havde det været et chok da det skete, da han torsdag aften var blevet taget til fange. De vidste nu, at det var en af de nærmeste, Judas, der havde forrådt ham. De havde hørt at Peter havde fornægtet ham og set, at resten var flygtet. De havde på afstand fulgt henrettelsen langfredag. De havde set ham dø på korset. Og de havde været med, da Josef fra Arimatæa havde fået tilladelse af Pilatus til at tage ham ned og lægge ham i sin gravhule.

Nu kom de til graven påskemorgen for at lægge deres blomster, for at udtrykke deres sorg og fortvivlelse over det liv, der var gået tabt.

Men derude ved graven fandt de altså ikke, det de forventede: en død krop, men blev mødt af opstandelsesbudskabet. Opstandelsesbudskabet, som overgik deres forstand, et budskab, som i første omgang fyldte dem med frygt, men som midt i det ubegribelige talte til deres hjerter, som han havde gjort det. Opstandelsesbudskabet, som de - så godt de formåede det - fortalte videre til de andre, og som helt grundlæggende kom til at ændre deres fælles tilværelse. Eller rettere: det gav dem mod til at fortsætte det liv, de havde levet, mens de gik sammen med ham på Palæstinas veje. Det gengav dem glæden ved denne jordiske tilværelse. Det gav dem mod til at kæmpe for den. Og det brugte de så resten af deres liv på: i ord og handlinger at dele den historie med andre, så det er nået helt til os i dag.

Budskabet: Kristus er opstanden.

Budskabet om at døden ikke havde fået gjort det af med Jesus og hans kærlighed til denne verden og os mennesker. Budskabet om at døden ikke havde kunnet holde på ham. Budskabet om at dødens magt var brudt.

Og som døden ikke havde kunnet gøre det af med ham, sådan vil den heller ikke kunne få gjort det af med os, som han på tværs af alle de skel og grænser vi ellers trækker imellem os, kaldte Guds børn og sine brødre og søstre.

Miraklernes tid er ikke forbi.

Midt i en verden, hvor døden stadig ser ud til at føre det store ord på mange fronter, hvor meget stadig er tungt og svært, hvor krig og sygdom og ulykke forkrøbler og ødelægger tilværelsen for millioner, hvor døden også når ind på livet af os, hvor vi mister og sørger, og hvor det ikke er til at bortforklare, at vi har et medansvar for at det ind imellem går skævt og går i stykker for os selv og andre - midt i denne verden lyder her i påsken Guds store ja til livet, det liv som vi kan se og høre og mærke og dele med hinanden.

I vores trosbekendelse hedder det her:

Vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Lyder det for mærkeligt? Når vi nu ved at vi alle sammen en gang dør og bliver til sløv og aske.

Ja, det er mindst lige så mærkeligt, som det at vi faktisk er til, at livet har ulejliget sig med at skabe os og givet os mulighed for at opleve denne fantastiske verden sammen med andre.

Det er ikke til at begribe med forstanden.

Men det er herligt at synge om,

Som vi gør det her ved gudstjenesten.

Vi hører at graven er tom og at Jesu krop er væk, vi hører, at kvinderne får besked om at vende tilbage til det Galilæa de kom fra, hjem til den hverdag de havde forladt, for der at møde ham igen.

Påskeevangeliet vil trøste os og give os livsglæden tilbage, der hvor vi har mistet den. Påskeevangeliet fortæller os, at Gud - Jesu og vor himmelske far- tager kærligt hånd om vore døde, samtidig med at han tar hånd om os, der lige nu sidder her og lytter og synger.

Jesus er ikke kun gået forud for os gennem døden for at møde os på den anden side. Han er gået forud for at være nærværende i det liv, vi hele tiden er på vej til sammen. Det er her i vores hverdag med hinanden, at det nu er påske. Det er her påskeevangeliet kalder os til live.

I det her fantastiske forår, hvor lærkerne synger og påskeliljerne spiller trompet. Det er det her liv, vi skal engagere os i og kæmpe for, som Jesus gjorde det. Her, hvor det evige liv allerede i glimt er på færde.

Glædelig påske!

 



Biskop Peter Fischer-Møller
4000 Roskilde
E-Mail: pfm(a)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)