Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter trinitatis, 22.06.2014
Predigt zu Lukas 12:12-31, verfasst von Eberhard Harbsmeier
Det er jo svært, at få andet ud af denne tekst end selvfølgelig heder. At vi ikke kan tage vores penge med i graven, er jo rigtig nok, at penge alene ikke gør et menneske lykkelig, er ligeså sandt, og at man bedrager sig selv ved at ville sikre sig på alle leder og kanter, er svært at bestride. Altså et evangelium fuld af selvfølgeligheder - men ofte er det jo sådan, at det mest selvfølgelige slet ikke er så selvfølgelig endda, så derfor vil jeg prøve alligevel.
Den russiske digter Leo Tolstoi fortæller engang et eventyr, der hedder: den lykkeliges skjorte. Det handler om en konge, der var syg, han vil halvdelen af sit rige til den, der gør ham rask. Alle rigets vise bliver indkaldt, ingen kan hjælpe. Men en af dem siger dog: "Man skal finde et menneske, der er glad og lykkelig, og man skal tage dette menneskes skjorte og lade kongen tage dette menneskes skjorte på, så bliver kongen rask. Så sender kongen folk ud for at finde et lykkeligt menneske. Men de finder ikke nogen. Der var ingen der var tilfreds. Dem, der var rige, de var syge, dem, der var raske, de var fattige. Og dem, der både var rige og raske, de havde måske en ond kone. Et eller andet var altid gal, noget kunne man altid klage over. Der var ingen, der virkelig var lykkelig og tilfreds.
Men så til sidst, lige da man var ved at give op, møder de en fattig mand i en fattig hytte. Han sagde: Gud ske lov, der var nok at lave i dag, jeg er også mæt og nu skal jeg sove. Hvad mere har jeg brug for. Her havde de da fundet end der var lykkelig, straks sender de en mand til ham, der skulle købe hans skjorte, for at give den til kongen.
Men - det var bare det problem: Denne lykkelige mand var så fattig, at han slet ingen skjorte havde.
Meningen med denne fortælling er jo ganske ligetil: Man kan ikke købe sig lykken og glæden, tage dem på som et stykke tøj, eje dem, som man ejer penge, give det videre til andre mennesker, som man giver en gave. Man kan heller ikke spare op til det, som man kan spare penge op.
Vi hørte det epistelen i dag: Et menneskets liv afhænger ikke af det, han ejer, og i epistlen hørte vi: Kærligheden til penge er roden til alt ondt. Og så hørte vi historien om den nar, der troede, at livet var sikret, bare fordi han var rig. Han havde glemt, at han kunne dø, at vi ikke bestemmer tidspunktet for dette.
Så vidt, så godt, så ved I det, og hvem vil være uenig der. Og vi risikerer så alle sammen at gå hjem og tænker, ligesom det engang hed i en reklame for en bank eller sparekasse i Danmark: Penge er ikke alt - men alligevel! Vi gør alligevel mere ud af det, end vi vil kendes ved og bryder os om. Og vi lever til daglig, som om vi lever evigt - vi kan ikke leve uden en sådan hjemmelavet tryghed. Vi kan jo ikke leve og hele tiden tænke på, at der skal ske noget i hvert øjeblik. Og det er vel heller ikke meningen, at vi skal leve ufornuftigt, slet ikke spare op og sørge for fremtiden.
Jeg tror derfor, hvis vi vil gå et spadestik dybere ned, at vi skal så på begyndelsen og slutningen, det der går forud og det der følger efter Jesu lignelse.
Det der går forud er noget så banalt som en arvestrid. To brødre strides om arven. Og det er jo en mærkelig historie, noget af det værste der kan ske: Hvorfor er det noget af det bitterste, det grimmeste, at folk strides om arven? Der skel ikke meget til, man føler sig snydt - vi går da ellers rundt og handler med hinanden, bliver vel også snydt engang imellem, det er som regel til at bære. Men arven - det skaber fjendskab, hidsige konflikter mellem brødre og venner. Det er ligesom ikke til at bære, at blive snydt for sin arv. Som præst har man da oplevet, at bitterheden og strid om arven allerede kunne ødelægge begravelse.
Hvad er det, der gør det så ømfindtlig? Jeg tror, det er fordi man føler, at ens fortid bliver stjålet fra en. Når vi er så opsat på at holde på arven, retten til min arv, så er det fortiden, min historie, mit liv, jeg vil holde på. Det er jo ikke, fordi man altid har brug for de ting man arver, måske ikke engang fordi det er mange penge eller værdier - det er fortiden, min historie jeg holder fast på.
Jeg tror sådan skal vi forstå indledningen til denne lignelse: Mennesker, der strides om arven, kæmper om deres arv - det er mennesker, der lader sig bestemme af fortiden, mennesker, der ikke kan give slip.
. Og meningen er: Hvad man ikke vil give fra sig, det har man i virkeligheden ingen fornøjelse af. det gælder de ting, vi har, det gælder selve livet. Vi lever jo, ved at give det hen, give det fra os.
Jeg kender det personligt - jeg er faktisk meget dårlig til at smide gamle ting væk. Gamle ting, bøger håber sig op, jeg bliver kvalt i gamle bøger - I kan bare komme til Løgumkloster og se det. Og det koster mig stor overvindelse, at smide gamle ting væk. Men jeg må indrømme: Når jeg så engang imellem tager mig sammen til det, rydder op, forærer bøger væk, fem trailere til lossepladsen - så føler jeg det som en stor befrielse. Først tænker jeg: Det her overlever du aldrig, måske har du alligevel brug for den bog, selvom du ikke har rørt den i tyve år - men når man så har smidt det væk, renset ud - føler man sig virkelig fri. Jeg har det pragtfuld, når jeg rigtigt har ryddet op, smidt ud. Så ved man, at man er rig i Gud, når man kan give slip.
Jeg tror, at denne følelse af frihed er noget i retning af det, evangeliet kalder at være rig i Gud. Et menneske, der ikke kan give slip, raner til sig, samler, ikke kan give væk både i bogstavelig og overført betydning, er et fattigt menneske, selvom det bogstaveligt måske er meget velhavende med fed bankkonto og megen ejendom. Et menneske, der kan give slip, kan undvære ting, er i virkeligheden ikke fattig, men rig i Gud.
For meningen med denne historie er jo ikke, at vi alle sam men skal blive bistandsmodtagere, at det skulle være forbudt at have orden på sin økonomi - i realiteten vil det jo bare betyde, at man nasser på andre. Meningen er, at de ting vi har, det liv vi har, har vi for at give det væk, for at give slip. Det er at være rig i Gud, det er at være et rigt menneske. At man glad og trygt kan give slip på alt det, man har fået af Gud - og give det videre.
At være rig i Gud, det er at stole på Gud. Der er nok ingen salme i vores salmebog, der udtrykker det så autentisk som salmen hvo ikke herren lader råde, nok den mest udbredte lutherske salme, en klassiker - skrevet af en 20-årig student, på vej til Lübeck 1641 under 30-årskrigen - han havde mistet alt, men så vendte skæbnen, han får en stilling og skriver denne salme, både tekst og melodi. Jeg må indrømme, at jeg i lang tid ikke kunne lide denne salme, den smagte af falsk kristen selvgladhed, som om fromhed og succes varv det samme. Det lød mere efter kejser Wilhelm end af kristendom, som om vi skulle rende rundt og være jubelidioter, der angivelig ikke kender til angst og frygt.
Men når man lytter bedre efter, især også på grund af musikken og Johann Sebastian Bachs mange musikalske fortolkninger af denne salme, forstår man det bedre. Det er ikke en jubel idiot, der synger her, men en der ved, at der er god grund til angst, frygt og bekymring. Men det er ikke disse bekymringer der bærer os i liv og død, men tillid til Gud. Livet er farligt, men det, der bærer os er tillid til Gud.
Selvfølgelig skal vi da som den rige kornbonde sikre os, har styr på vores pensionsordninger. Men det erstatter jo ikke tillid til livet, tillid til Gud. Så ville vi ligne nogen, der i sin aftenbøn ikke længere beder fadervor, men sin pensionsordning - et sådant menneske er jo en nar. Eller son jeg har hørt fortælle fra Vestkysten, hvor folk tit redningsbådene blev interviewet. Journalisten spurgte, om det stadig var sådan, at de bad fadervor, inden de tog ud til en farlig redningsaktion. Han fik det svar: Nej, det gør vi ikke, for nu har vi fået motor.
Selvfølgelig kan en pensionsordning eller en motor ikke erstatte at vi stoler på Gud, det at være rig i Gud. Det gælder både når vi er i nød, men også når vi føler os velbjerget og har succes. Det er det den berømte salme så smukt udtrykker:
Stå, kristensjæl, kun lidet stille
Og vær fornøjet med Guds vej!
Hans visdoms råd er altid milde,
Hans forsyns øje sover ej;
den gode Gud, vor skabermand,
Bedst skønner, hvad os gavne kan.
Amen.