Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
18. søndag efter trinitatis, 07.10.2007
Predigt zu Mattæus 22:34-46, verfasst von Marianne Christiansen
Hvad kender vi egentlig til Gud? Kan Gud forandre sig, eller det bare menneskers tanker om Gud, der kan forandre sig? Hvad tør vi tro om gud?
Vi kender Gud som Skaberen af det gode liv, skønheden, taknemmeligheden - men vi kender også det modsatte: tabet, destruktionen, grusomheden.
Vi kender Gud som Ånden, når tro og håb og kærlighed er levende imellem os, og livet ånder frit - men vi kender også det modsatte: tavshed, ensomhed, udelukkelse.
Og midt i det hele kender vi Gud som Jesus, en mand, der rejste andre mennesker op og fornedrede sig selv, gik over grænser og gik ind i den største forvandling, vi
kender: Døden - og ind i den, vi ikke kender: Opstandelsen.
Hans historie er en forvandling til den uventede og ukendte glæde. Den er ikke det modsatte. Jesu historie kan aldrig fortælles som det modsatte - som dødens triumf, som tomhedens sejr. Den er håb.
Samtalen mellem Jesus og farisæerne drejer sig om at kende Gud - om at kende meningen med livet, Loven, og håbet for fremtiden, i Jesu samtid udtrykt i håbet om, at Davids søn engang skulle komme og befri folket og sætte sig på tronen.
Farisæerne spørger Gud har åbenbaret én gang for alle.
"Sig os det største bud", beder farisæerne - Hvor ser du klarest Guds mening med livet. Og Jesus svarer: "Du skal elske Herren din Gud - det er det første og største bud".
Det kan ingen være uenig i. Gud er Gud - i selve tanken om Gud ligger, at han må begrunde alting og være altings målestok. - "Men der er et andet, der står lige med
det: Du skal elske din næste som dig selv."
Det er ikke nyt. Det har hele tiden været en del af Moseloven. Men det er en afsløring af, at det , der allerede er kendt, viser sig at forvandle sig til det uforudsigelige:
Meningen med livet, Loven, begrundes i kærligheden, der altid bevæger sig og bliver bevæget.
Det samme sker i med håbet om Davids Søn: "Jo, vist er Kristus Davids søn, - men hvordan kan David så kalde ham Herre?" siger Jesus med et drillende citat fra en "Davidssalme" i det Gamle Testamente.
Skulle det mon være sådan, at den Kristus, der ventes på er endnu mere end en gentagelse af fortidens storhed, at han rummer noget, som er langt mere end David var, og som derfor ingen kan forudsiges?
Skulle det mon være sådan, at fremtiden vil overgå fortiden? At Gud skaber uventet ny - som intet menneske er herre over eller kan forestille sig?
Der skabes i Jesus samtale med farisæerne en ny bevægelse både i livsgrundlag og
fremtidshåb:
Loven kan ikke gøres færdig - så vi kan sige: "Nu har jeg gjort det alt sammen" - for det drejer sig ikke om at gøre eller ikke gøre, men om selve drivkraften i handlignen.
Det drejer sig om livsgrundlaget i kærlighed Og fremtidshåbet, Davids Søn, som mennesker har ventet og gjort sige forestillinger om vil vise sig langt større og mere ufattelig end selv fantasien - ja, den Davidssøn, der endelig kom, viste sig helt anderledes, langt mere elendig og ydmyg, ven med urene og forbrydere, og langt mere kraftfuld, herre over liv og død, end noget menneskes håb kunne række til.
I denne sidste samtale i Matthæusevangeliet mellem Jesus og farisæerne er det, som om han siger: I, som tror at kende Gud og have styr på Gud - se, allerede i den lov, I kender, og i den forventning, I har, viser Gud sig at krydse over grænserne og skabe forvandling. Jeg fortæller jer det nye. Jeg er det nye. Og det overgår alt, hvad I forstår.
Det er det, der lukker munden på farisæerne. Lukker munden på os alle, når vi mener, at have styr på Gud og på, hvad Gud vil gøre.
Vi bekender os til den treenige Gud. Og bekendelsen er så langt vi når i bekendtskabet og kendskabet til Gud. Det er en tillidserklæring og en erklæring af afmagt.
Vi forstår ikke Gud, men vi har tillid til Gud, fordi vi kender og bekender Gud i Jesus
- mennesket i trosbekendelsen, der fra fortid til nutid til fremtid.
Vi kan egentlig kun håbe på det, vi kender. Når vi forestiller os noget skønt eller håber på noget, så er det altid i forhold til det, vi kender - at det må være lige så godt, eller endnu bedre end det, vi har tidligere har oplevet. Vi er begrænset af vores erfaring. Det nye kan vi ikke forestille os.
Men om Jesus siger vi: Han, som var og som er og som kommer.
Han var - nemlig som historien fortælles om ham, om mennesket Jesus.
Han er - nemlig i troen på ham, sådan som den nu griber os - det, der får betydning for os, det, der bliver levende for os.
Og han er også den, der kommer og gør alting nyt. Nyt - ikke kun, som vi kan forudse og synes - men langt udover, hvad vi fatter og forstår.
Historien er ikke fortalt færdig endnu. Han, er også den, der kommer.
Betyder det frygt eller håb? Det kommer an på hvad det er, vi har hørt og set i mennesket Jesus.
Vi synger os om lidt gennem bekendelsens historie om Jesus (DDS 54 "Hvad mener I om Kristus") - at han bøjede sig, blev fattig og ydmyg, vores næste og vores ligemand, og så hedder det:
Vi venter han skal komme
en dag igen
og være, som han var det,
fortabtes ven.
(DDS 54, 7)
Han skal være som han var det - fortabtes ven.
Det er grundlaget for håbet. Vi forstår kun, hvad vi har hørt og set og erfaret, og tør kun håbe ud fra det. Det er som det dobbelte kærlighedsbud dobbelt: Vi kender Kristus - fra hvad vi har hørt og hvad vi er kommet til tro på, - og alligevel er han også den, der kommer og gør alting nyt.
Det ligger uden for forståelsen - kan kun forstås som håb, tillid, tro.
Men for vores liv og måde at møde tilværelsen på betyder det at leve i tillid og håb for fremtiden.
Vi kan leve på grundlaget - den grundlov, Jesus har givet os i det dobbelte
kærlighedsbud: bestræbe os på at elske Gud og mennesker og øve os i at lade det, vi gør og siger, være grundfæstet i kærlighed - frem for i de mange, spredte motiver vi ellers går og har - i tillid til ham som var, som er og som kommer. Og med blikket fæstet på håbet.
For skulle vi fæste blikket på der, hvor vi falder igennem, og på alle de gange, vi overhovedet ikke handler af kærlighed, så bliver det fortvivlende.
Og skulle vi fæste blikket på, hvordan det går i verden, om det gode eller det onde har fremgang, så bliver vi lammet af frygt.
Ja, hvis vi endda ville prøve at finde mening i det, der sker, og forsøge at læse Guds mening ind i katastrofer og terrorhandlinger, så fortvivler vi. Går til i angst for fremtiden. For hvordan skulle vi kunne aflæse skaberens mening, og hvad skal vi stille op over for ondskaben både i verden og i os selv, hvis vi vil finde Guds mening i den?
Nej, der er kun at holde blikket fast på Jesus-historien, bekendelsen, evangeliet, og stole på, at i den bevægelse - fra død til liv, fra ondskab til kærlighed, fra mørke til lys - deri er Guds bevægelse. Og så leve i forventning om, at den bevægelse vil tage os og hele verden med ind i Guds fremtid.
Vores liv er ikke kun, hvad det blev til, hvad vi selv var skyld i. Hvis det kun var det, kunne vi nok komme i tvivl om, hvorvidt kærligheden virkelig er den stærkeste magt i tilværelsen. Men vi er ikke kun, hvad vi blev skyld i, og hvordan tilværelsen formede os på godt og ondt. Vi er også, hvad vi skal blive, når han kommer og gør os nye. Og han kommer både i denne tilværelse og lukker livet op igen, når vi mindst venter det, så det faktisk sker, at kærligheden til Gud og næsten bliver det, vi lever på og lever af. Og engang uden for vores fatteevne, når kærligheden bliver alt i alle.
De kan ikke forstås. Men det er håbet: At Davids søn, menneskesønnen, virkelig er tilværelsens herre og mening og til sidst får lagt al ondskab og døden selv under sine fødder.