Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 29.06.2014
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Poul Joachim Stender
Det bedste ved VM-fodbold er, at vi gang på gang ser eksempler på, at det umulige kan lade sig gøre. En angriber løber op mod modstandernes mål. Han er til alle sider omgivet af modstandere, der vil stoppe ham. Han løber ind i straffesparksfeltet. Nu er han så tæt markeret af forsvarsspillere, at han overhoved ikke kan røre sig. Og så sker det uventede. Han laver en vanvittig piruette. En umulig finte. Et sindssygt krumspring. Finder en åbning og hamrer bolden ind i målet. MÅÅÅL: Og hver gang tænker jeg: Det her kan jeg lære noget af. Selv i den mest umulige situation. Selv der, hvor der ikke synes, at være nogle muligheder, er der alligevel en mulighed. Det findes der mange eksempler på i det Det ny Testamente. En flok disciple har været ude at fiske hele natten. De har intet fanget. Modløse går de i land og møder Jesus, der siger: Kast garnene ud igen. Og selv om de trætte disciple ikke har meget lyst til det, gør de det - Gud siger de skal - og i løbet af kort tid har de fanget så meget, at deres både er ved at synke. Hvis man ikke kan lide VM-fodbold bør man i det mindste se det for at lære, at i det umulige er der altid en mulighed. Man er alvorlig syg og alligevel kan der være en mulighed for med Guds hjælp at blive rask. Man er gået økonomisk helt i hundene og alligevel kommer der en åbning, så man kan rejse sig igen. Man er død. Alt er forbi og pludselig står Gud der som muligheden i det umulige. MÅÅÅÅL.
Ind imellem kunne vi forestille os, at vi er på et slags fodboldhold, der spiller mod ondskaben og ligegyldigheden og ufreden. Eller sagt lige ud. Vi spiller mod Djævlen selv. Nu har jeg studeret fodboldspillerne rigtig grundigt gennem mange VM-kampe og en ting er helt klart. De lægger alle deres kræfter i kampen mod deres modspillere. De retter sig efter de anvisninger, de har fået af deres træner. De spiller sammen. Selv hvor dårligt det går, kæmper de i hærdigt for at vinde. Ind imellem kan man se, hvor svært det er. Med fare for ikke at lyde akademisk nok, tillader jeg mig at sige: Vi, kære menighed, os kristne, vi er på et hold, der skal slås mod Satan og Kristus er med os. Og hvis vi bilder os ind ,at vi kan råhygge os i denne kamp, tage den med ro og sidde og tælle bellis på fodboldbanen, mens vi drikker kirkekaffe, tager vi alvorligt fejl. Der står helt klart i teksten i dag: "Ingen af jer kan være min discipel uden at give afkald på alt sit eget". At give afkald på alt sit eget, er ikke at gå i kloster. Det er meget værre. Det er at glemme sig selv for at tjene næsten. Og det er ubeskriveligt hårdt at give afkald på selv-kærlighed. Vi er så trætte af fanatiske muslimer, der i deres guds navn spreder terror omkring sig. Derfor er lunken kristendom ved at blive in. Gud er fin, bare man ikke går for meget op i ham. Pas på ikke at blive fanatisk, lyder det. Pas på ikke at overdrive. Men nej! Vi skal være fanatiske med at kristendommens budskab om kærlighed og tilgivelse og barmhjertighed, spredes ud over hele jorden. Vi skal overdrive vor interesse for Jesus Kristus. Og står vore forældre eller bedste forældre og jamrer over, at vi ikke opfører os ordentlig, fordi vi ikke tænker på at få et stort hus og en flot karriere, men hellere vil være missionærer eller på anden vis ofre os for vor næste, skal de ikke få lov til at holde os tilbage. Lunkenhed og ligegyldighed hører ikke hjemme i kristendommen. Vi kan kun holde det onde nede - hvis vi tager kampen mod Satan dødsens alvorligt og gør som vor Kristus siger. Hans taktik for kampen er nemlig følgende: Elsk ikke dig selv. Elsk Gud og din næste. Ud over kirkeskatten, koster det altså noget at være kristen. Det er det Jesus mener, når han siger: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel". Noget er bedre end noget andet. Vi kan ikke have en etik som kristne, hvor vi siger alt er lige godt. Vel er det ej. Godhed er bedre end ondskab og kan vor far, mor og søskende ikke fatte det, må vi tage konflikten med dem. Vi må også tage konflikten med de fundamentalistiske muslimer, hvis de tror, at vejen til en bedre verden, går gennem terror og vold og undertrykkelse. Det er dybt chokerende at den islamiske fundamentalisme driver flere og flere kristne på flugt fra Mellemøsten. Næsten alle Mellemøstens arabiske lande er ramt af massiv kristen udvandring. Det er som om vi i tolerancens og lunkenhedens navn slet ikke har blik for de voldsomme krænkelser af menneskers religionsfrihed, som ikke mindst den muslimske verden tegner sig for. Det kostede Guds søn alt, at være vor frelser. Han måtte udsætte sig selv for vor hån og bespottelser og finde sig i at blive tortureret og dræbt af os. Men han betalte de omkostninger det var for ham at være vor Gud og vendte tilbage fra de døde for at frelse os fra lunkenhed, snæversyn, egoisme, overfladiskhed. Men også for at vise os, at der i umuligheden altid er en mulighed.
Kirken og kristendommen en brik i kampen mod den flodbølge af lunkenhed, der skyller hen over den vestlige verden i øjeblikket. Man bør gå i kirke for at undgå at blive lunken. I troen på Gud er man kold eller også er man varm. Og er man varm, så tager man kampen op mod verdens blinde ligegyldighed med kærligheden. Også selv om det har omkostninger. Vi har Gud i ryggen. Amen.