Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 13.07.2014
Predigt zu Matthæus 5:43-48, verfasst von Michael Brautsch
"Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!" Det er store og mærkelige ord; ord der virker både dragende og frastødende, ja muligvis direkte provokerende; at skulle elske sine fjender.
En børnepsykolog spurgte engang i spøg, hvorfor forældre elsker deres børn, og gav selv svaret: "Ellers kunne de ikke holde dem ud!" Man kan elske sine forældre og sin ægtefælle, sin familie og sine venner og naboer, sit fædreland og sit arbejde, og muligvis nå så langt som at kunne elske Gud og sin næste som sig selv.
Men at elske sine fjender, og bede for dem, der forfølger mig?
Evangelieteksten er fra Jesu bjergprædiken. Her kaster Jesus et nyt og afgørende anderledes lys på Moseloven, og især på "De 10 Bud". Menneskets forhold til Gud, og Guds forhold til mennesket er et kærlighedsforhold, og i et kærlighedsforhold kan man ikke regne sig frem til, hvornår man elsker eller selv er elsket. Udregninger og formler hører hjemme i fysiklokalet og i matematiktimerne, ikke i forholdet mellem mennesket og Gud. Derfor er der også mange der har ment, at Bjergprædikenen netop er et eksempel på, at her taler Gud og ikke mennesker. De 10 Bud giver menneskelige og naturlige regler for sameksistens: det er altid upraktisk at slå hinanden ihjel i lokalsamfundet, at bestjæle hinanden og rende med hinandens ægtefæller, men det er ikke naturligt at forlange, at man skal elske sine fjender og bede for sine forfølgere. Det er guddommeligt.
Den tyske filosof Nietzsche sagde derfor også, at kristendommen var unaturlig. Kristendommen er en taber religion, sagde han. Det er en stor samling af tabere der har rottet sig sammen, og nu påstår, at det er godt at være lille og svag, at vende den anden kind til og at elske sine fjender. Det er som hvis markmus gik i procession med kæmpebannere, hvorpå der stod: markmus er store. Hvis der blot er nok der siger det, så tror man på det. Det er de stærkeste der bør overleve, og bjergprædikenens saligprisninger er unaturlige:
"Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres."
Det er ikke naturligt, siger Nietzsche, og vi kan vel kun give ham ret. Men det er jo netop det særlige ved mennesket: vi er ikke kun slaver af vores natur, vi er noget mere og større end det. Mennesket står så afgjort med det ene ben solidt plantet i naturen. Her kan vi genkende mange træk hos dyrene: også vi er blevet født og skal dø, vi skal have føde og hvile og er afhængige af forplantning. Og mennesket kan regne den ud. Naturen kan måles og vejes, vi kan opstille naturlove og efterprøve dem. Men vi kan også mere end det. Adam blev ikke kun skabt af jord; han fik blæst livsånde ind i sig, og blev ikke blot et levende væsen som dyrene, men et levende væsen skabt i Guds billede, i besiddelse af en ånd og derfor i stand til at forholde sig til sig selv og andre, i stand til at elske. Mennesket fik en fri vilje, og er ikke blot slave af sine instinkter eller sin fornuft.
Luther skrev engang om den fri vilje, at den fri vilje ikke kan skabe kærlighed til fjenden. Ja, ikke engang kærlighed til næsten er et spørgsmål om egentlig fri vilje. Strømmer der kærlighed ud af mig til et andet menneske, så er det fordi Guds kærlighed først er strømmet ned og til mig og igennem mig. Det er Gud der elsker næsten og fjenden, men Han ønsker at bruge mig til det. Kærligheden skal strømme gennem mig og ud af mig. Gud er ikke en straffende Gud. Stod der ikke i dagens tekst, at "Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige"? Han elsker sine fjender, Han velsigner dem, der forbander Ham, og Han gav sin søn til de fortabte, for at ingen skal være fortabt. Han slipper os ikke mens vi lever, og Han slipper os ikke i døden. Han elsker os ikke for vores godhed, men fordi Han er kærlighed.
Kan vi fatte dette med vores forstand, og kan vi tænke os til, at vi skal elske vores fjender? Næppe. Men da vi blev døbt, blev korsets tegn netop slået for vores ansigt og for vores hjerte. Med forstanden kan vi indrette os som gode humanister, vi kan passe på hinanden, fordi det er til alles bedste. Men med forstanden kan vi ikke elske. Hverken venner eller fjender.
Hvis vi bruger det billede, at mennesket på den ene side er bundet til den timelige verden, så har vi på den anden side også en pant i den evige verden. Alt det, der sker med nødvendighed, overfor alt det der kan ske som en mulighed. Loven overfor evangeliet. Mennesket med den ene fod i naturen og den anden fod i kulturen. Den første del af ordet "kultur" er netop kult. Den religiøse kult, Ånden der kommer over os, Ordet der vækker os og siger, at det er ikke nok for mennesket at elske dem man ikke kan lade være med at elske: sin familie, sine venner, sit land. Alt det der bærer mig oppe. Jeg skal også elske det og dem, der trykker mig ned, og ikke giver mig nogen chance her i livet.
"Elsk dine fjender, og bed for dem der forfølger dig!"
Men hvorfor? Ikke blot fordi, at her viser kærligheden først sit virkelige sande jeg, men fordi at i fjendekærligheden kommer vores Gudsbilledlighed først for alvor til skue. Gud lader det regne over retfærdige og uretfærdige, og lader sin sol stå op over både gode og onde. Alle gode gaver kommer ovenfra, og de kommer til alle. Som Gud elsker dem, der ikke elsker Ham, således skal vi også elske dem, der hader os. Det er svært, ja, ofte umuligt, det er provokerende - men først og fremmest er det guddommeligt stort.
Og en kæmpe lettelse. Hvilket åg bliver ikke løftet af vores skuldre i denne tekst: fjendskab og had skal vi slet ikke tage os af, det skal vi overlade til Gud. Er det ikke det, vi tilkendegiver i vores trosbekendelse: at Jesus er Kristus og at Han sidder ved Gud Faders højre hånd, hvorfra Han skal komme at dømme levende og døde. Vi skal ikke dømme, det skal Gud nok tage sig af.
I min tilgivelse af dem, der skylde mig, kan jeg bede om tilgivelse hos den Gud som jeg skylder alt. Således står der i Fader Vor, bønnen der er centralt placeret i bjergprædiken. "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere". Kan man sige den bøn uden at få gåsehud over hvor dårligt man selv slap fra at tilgive? Den bøn Vor Herre selv har lært os at bede! Når vi ikke har styrken til at elske, hverken venner eller fjender, så må vi vende os mod Gud og lægge vores byrder på Hans skuldre. Så må vi finde styrken i bønnen.
Dermed når vi til det håb der afslutter dagens tekst: at vi skal være fuldkomne som vores Himmelske Fader er fuldkommen. At være fuldkommen kan oversættes med at være hel. Vi skal være hele mennesker, og ikke blot følge vores natur og instinkter, men åbne os helt op for den Gud der har skabt os, og som understøtter os hele livet. Som giver os både sol og regn, og giver os mulighed for at lade Hans kærlighed strømme gennem os og ud i verden blandt mennesker, både vores venner og vores fjende. Kun således tager vi discipelskabet på os og kun således tager vi kærligheden alvorlig. Amen.