Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

8. Søndag efter Trinitatis, 10.08.2014

Predigt zu Mattæus 7:22-29, verfasst von Christian Grund Sørensen

Idag møder vi jøden Jesus.Jøden Jesus, som udfordrer os med det budskab, at det ikke er nok at vide, hvor klippen er. Vi bliver også nødt til at bygge på den.

Det er ikke nok at kende adressen, hvis ikke vi banker på døren. Det er ikke nok, at vide, at der er en redningsbåd, vi må også kravle ned i den.

Men hov! For at kravle redningsbåden fordrer det vel, at vi gennemskuer, om vores livs skib er sprunget læk eller ej? Om vore relationer er sprunget læk? Om vore værdier er sprunget læk? Om vores samfund, verden eller univers er sprunget læk?

Redningsbåden er der...Klippen er der.  Det sted i tidens og lunernes strøm, som ikke rokkes.

Den klippe, som på een og samme gang er Golgatha og den klippe, i hvilken den tomme grav måtte give afkald på dødens bytte. Den klippe, som er Vejen, Sandheden og Livet: Jøden Jesus.

Hvorfor bygge på klippen, når sand og grus er så meget enklere at flytte på og danne i vort billede?

Hvorfor ty til redningsbåden, når menneskehedens forkromede krydstogtskib med spa, wellness og all-inclusive glider som en oase af tryghed gennem måneskinnet?

Eller er skibet på samme kurs som Costa Concordia, som netop er blevet hævet fra sin våde grav - og er lige til skrot?

Markerer  Kirken i dag en klippe i tidens strøm - eller er den en korkprop, som kastes hid og did på samtidens bølger? Bliver Bibelens ord vendt eller fordrejet? Er Kirken et spejl af tidsåndens mainstream eller et prisme for det guddommelige lys?

Jøden Jesus udfordrer os.

Dette siger Herren om profeterne, som vildleder mit folk: Når de får noget at tygge på, udråber de fred; men de udråber hellig krig mod den, der ikke giver dem noget i munden.

Derfor bliver jeres nat uden syner, mørket uden spådomme; solen går ned for profeterne, og dagen formørkes for dem. Seerne bliver til skamme, spåmændene til spot; de må alle tilhylle deres ansigt, for der kommer intet svar fra Gud.

Tænk, hvis Kirken har noget fornuftigt at sige? Hvis to evangelion - evangeliet - de gode nyheder - både er netop nye og gode? En københavnsk kirke opslog et slogan fra Hamas foran deres kirke. Enhver jøde eller sympatisør med Israel måtte vide, hvor denne kirkes sympati ligger. At der så er rigtig mange arabere og kun yderst få jøder tilbage i det område, hvor kirken ligger, føjer et perspektiv til. Man kunne have bedt for ofrene på begge sider. Man kunne slet og ret have bedt for fred, forsoning og jøden Jesu kærlighed, som viser os, at vi bør elske vore fjender.

Men budskabet i det offentlige rum var et andet. Tilsigtet eller utilsigtet.

"De forbandede jøder" er blevet et almindeligt udtryk på de sociale medier. Blandt en del muslimer, radikale venstreorienterede og nazister. Det er blevet en skyld at være jøde...

Derfor henviser jeg i denne tid da også til jøden Jesus som Kirkens herre og menneskehedens frelser.

Det gjorde Kaj Munk under Nazitysklands besættelse af Danmark. Og han blev ved, indtil han blev henrettet i 1944. Jøden Jesus nager os...

Hvad har vi brug for?

Ligegyldighed, materialisme og åndelig tomhed er en del af verden og menneskene.

Hadet og dæmoniseringen trives netop, når vi bygger på sand.

Kirkernes Verdensråd har indledt en storstilet kampagne retter fokus på at fordømme brug af fossile brændstoffer som f,eks, olie. Det er sikkert udmærket ud fra en klimabetragtning. Vi vil jo gerne bevare kloden grøn og god. Omend der nu var godt fyldt op med biler på Kirkernes Verdensråds egne p-pladser i Geneve, da jeg var der for nylig :-) Og biskopperne kører også stadig bil, har jeg bemærket... Er klimasagen et populært emne, som ikke støder nogen på manchetterne? Hvor bør Kirkens fokus være? Går Kirken udenom sit egentlige kald? "Uden syner forvildes et folk", belæres vi i det Gamle Testamente.

Ferietiden er så småt forbi. Dagen i dag er nu dag.

Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.

Kloge ord af jøden Jesus. Amen



Sognepræst (kirkebogsfører) Christian Grund Sørensen
9610 Nørager
E-Mail: CGS(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)