Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 24.08.2014
Predigt zu Mattæus 11:16-24, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Der findes en vittighed, der godt kunne være en lignelse fortalt for nutiden:
Der var engang en mand, der var meget stærk i sin tro. Han tog helst ikke imod nogen form for hjælp, for han kunne klare alt ved Guds hjælp, sagde han. Manden boede midt mellem to store floder, og en dag blev det uvejr. Regnen strømmede og floderne steg, befolkningen blev opfordret til at forlade deres huse og søge højere op. Men manden blev, hvor han var: "Jeg stoler på Gud!", sagde han. Vandet blev ved at stige og løb ind i huset, så manden måtte gå op på første sal. Nogle mennesker sejlede forbi i en gummibåd og så ham ved vinduet. De ville have ham med, men manden ville ikke med: "Jeg stoler på Gud!", sagde han. Efterhånden måtte han op på loftet og til sidst kravle ud gennem et tagvindue ud på taget, hvor han sad, da en redningshelikopter firede en mand ned for at redde ham op. Men han ville stadig ikke reddes og gjorde så meget modstand at han faldt i vandet, der strømmede og førte ham med, - til den visse undergang, hvis ikke det var fordi, han stødte ind i et filter af væltede træer, hvor han kunne kravle op. Der sad han og ventede, og bad selvsagt, idet han sagde: "Gud, jeg stoler på dig!" - en tom båd flød forbi, men han lod den flyde. Så rev et af de store træer sig løs, og bunken brast under ham, sugede ham ned, og han druknede. Da han vågnede hos Gud i Paradis, spurgte han forbløffet: Gud, hvorfor reddede du mig ikke, jeg har jo altid stolet på dig?
Gud svarede: Først sendte jeg bud i landsdækkende TV og med Beredskabet om, at en fare nærmede sig, så sendte jeg en gummibåd med engle, så en redningshelikopter og derefter noget nær et mirakel. Da du ikke ville tage imod min hjælp til at leve, har jeg så omsider fået bjærget dig i land her hos mig, - hvad forestiller du dig?
Manden kendte ikke sin besøgelsestid - ikke at forveksle med besøgstiden på sygehuset, som er noget andet.
Du har ikke en chance - grib den! Dét er at kende sin besøgelsestid - at være årvågen og parat til at tage imod det liv, der hele tiden gives os og kræves af os.
Fløjtespil og klagesang fylder livet og vi svarer på opfordringen. Ve det menneske, der ikke kan høre og forstå, når der bliver kaldt på os.
Tro på Gud, bøn til Gud er ikke en opskriftsamling eller en magisk manual, der kan hidkalde det overnaturlige efter lyst og behov. Tro er at lytte med tillid og forventning til en Andens vilje og magt - en Anden med stort A: Gud. Tro er at svare på kaldet, opgaven, der hver dag lægges foran dig og mig.
Det er ikke sikkert, det går godt, - ikke godt i verdens øjne, ikke engang i dine egne øjne. Men troen lader sig falde i sikre hænder. Guds hænder.
Du, menneske! Hør, der bliver kaldt - og dit og mit svar på det kald står skrevet omkring os i alt, hvad vi ser og omgiver os med.
Hvad ser du der? Fliser i indkørslen, nylagte, snorlige, postkasse i nyeste design af rustfrit stål, krukker med planter, som taget ud af sidste uges boligmagasin? I byen hænger der måske en reklame på porten, der som regel er solid og med dørtelefon, for vi lukker ikke op for hvem som helst - det tør vi ikke med dårlige erfaringer nok i den retning. Går vi helst forbi den stakkel på gaden, der tigger, fordi vi ikke tør svare på kaldet?
Folkekirken ligner ikke det Guds Rige, Jesus forkyndte i alt, hvad han sagde og gjorde. Men kirken er stedet, hvor vi hører om Guds Rige, så det ligger i hjertet - så vi genkender kaldet og lytter efter fløjtespil og klagesang.
Jordens klagesang er ikke til for at bevæge os til tårer, den lyder for at blive hørt og besvaret med handling, der tage stilling.
"Det nytter ikke noget, at jeg står her og græder!" sagde en tydeligt bevæget kronprinsesse Mary engang i Afrika ved synet af hungersnøden i en flygtningelejr, hun besøgte. Journalisten fiskede efter bevægelsen, det rørende, det sensationelle, der ville være i en enkelt fældet prinsessetåre. Men opbyggeligt nok vidste kronprinsesse Mary bedre og mindede om den nødvendige respekt overfor de lidende, ofrene. Det, som nytter - det, hun i situationen kunne gøre, var at se og få pressen til at fortælle. Give opmærksomhed, henlede verdens opmærksomhed på den nødvendige indsats. Hendes tårer var der ikke brug for, de ville bare blive endnu en belastning for ofrene, midt i det. Så hun holdt dem for sig selv, selvom de var lige under overfladen - som tårer nu er det, når vi rystes, og følelserne påvirker os fysisk.
Der er forskel på gråd. Der er tårer, som er kroppens reaktion, - de skal flyde før eller siden. Og så er der tårer, som er sentimentale, som ingen lidenskab har i at ændre årsagen til gråden, men blot er rent udtryk.
Og ofte er det en mudderpøl af blandet gråd, der lyder i denne verden. Ikke så lige til at sortere i.
Lidenskab er et nøgleord. Lidenskaben trodser sentimentaliteten og gemmer tårerne til enrum senere, for at kunne handle i nuet. men lidenskaben græder også - senere - fordi tårerne er en del af den kærlighed, der driver til handling.
Lidenskab er også nøgleordet til afmagtens tårer, fortvivlelsens tårer overfor det uafvendelige. Jesus er rasende, han er lidenskabelig - Gud er ikke fjern og ligegyldig overfor jordens og menneskenes råb. Vi afviser livet, når vi ikke vil høre og svare på råbet - de andres fløjtespil og klagesang.
Gud tåler vores afvisning ved at møde den lidenskabeligt, og ved at tage følgerne af den - konsekvensen - på sig. Som enhver forældre erfare at måtte gøre det i det små. Som enhver, der elsker må gøre af og til, nemlig lide afvisningens smerte og tage smerten over det brudte på sig selv for at kunne hele, for at kunne skabe noget nyt, for at kunne blive ved med at have noget at give, - for at kunne åbne ny mulighed.
Lidenskab rummer altid en bøn.
Lidenskab, kærlighed er bønnens sprog - og på sin vis er hele menneskets liv en bøn; vore følelser er bønnen i sig selv til Gud, som ser i hjertet, og kender vore konflikter. Også de ensomme, tavse konflikter i os selv, med os selv. Eller med dem, der aldrig tog notits af smerten, tårerne og dermed afviste os.
Ve os, hvis vi overhører de andres bønner, de stumme eller de talte, i glædens fløjtespil eller i den fortvivlede klagesang.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Gud er en lidenskabelig Gud, der kræver vores svar - ansvarligt. Amen.