Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. Søndag efter Trinitatis, 31.08.2014
Mod og barmhjertighed
Predigt zu Lukas 7:36-50, verfasst von Anders Kjærsig
Mod og barmhjertighed
Det skal være foregået i en mindre dansk provinsby lige efter krigens ophør; at én af de såkaldte "tyskertøse" eller "feltmadrasser", som man kaldte den slags piger, er blevet fanget lige efter befrielsen. Klippet skaldet og klædt af til skindet og drevet nøgen gennem byens gader under en stor menneskemængdes spytten og spot.
Det var en af de måder, man kunne vise sin danskhed på, en danskhed, som mange ellers havde skjult godt i fem år. Men det er selvfølgelig også lettere at udtrykke sin danskhed, når man har nogle syndebukke. Det er en velkendt mekanisme og viser, i kontrast til krigen da Danmark var besat, hvordan fejheden trives og gror.
Men midt under optoget skete der, at mand som havde set på dette bestialske skuespil fra sit vindue, greb sin frakke og styrtede ud på gaden og slog frakken om pigen og fik hende reddet i sikkerhed, ind i sin opgang og ind i lejligheden.
Det er ikke til at vide, hvor et menneske får modet fra til sådan noget, men denne mand havde været i modstandsbevægelsen, og måske havde han sit mod derfra.
Denne episode fra en dansk provinsby afspejler noget af den sans for barmhjertighed, som kristendommen repræsenterer: modet til at hjælpe, når ingen anden vil, kan eller ikke mindst tør.
I evangelierne vrimler det med fattige, lamme og blinde, marginaliserede personer, som altid er villig til at hjælpe andre, men selv er udstødte og udsatte. Kristendom går ud på at trække disse marginaliserede personer ind mod et centrum. Gennem deres øjne får vi en fornemmelse af, hvad forkyndelse går ud på.
For et par år siden var der en præst fra Nordjylland, som ville hjælpe, ikke den fattige enke eller kvinden med alabastkrukken, men den rige enke. Ikke med at give hende et bedre liv men med at forvalte hendes arv. Præsten deponerede alle hendes penge i sit pengeskab og beholdt dem også efter enkens død, skønt de tilhører slægtningene. Det kan man kalde beregnende barmhjertighed - hvis det findes. Præsten blev vist tvunget til at tage sin afsked.
Her er det en præst, som laver overgreb i kristendommen navn. I episoden fra den lille provinsby blev overgrebet ikke lavet af de, der var i modstandsbevægelsen, men de som blev drevet af en forhippet forestilling om danskhed blandet med trangen til straf og hævn. Og sådan kunne man grangivelig blive ved med at hive det ene eksempel frem efter det andet.
Der er en eksempel fra Johannes-evangeliet, som viser denne sammensætning af straf og hævn på den ene side og mod og barmhjertighed på den anden. Den handler om kvinden, der er blevet taget i hor. Hun er luder og har været sammen med adskillige mænd. Efter datiden skik og brug kunne man nu, hvis man ønskede det, stene hende ihjel. Man kunne også lade være, men der er jo altid nogen, som nyder at se andre lide.
Derfor samler en stak voksne stærke mænd nogle sten, presser hende op i et hjørne, så hun ikke kan komme hverken frem og tilbage, hæver deres hænder mens de aggressivt og med fråde om munden råber: "sten hende, sten hende".
I det samme kommer Jesus forbi, og han spørger dem, hvad de gør. Og i bedste selvretfærdige stil siger de, at hun har overtrådt loven og syndet mod Gud, fordi hun har haft en virksomhed som luder. Jesus siger ikke noget, han står blot og kikker på dem; tavsheden er næsten rungende.
Efter få sekunder sætter han sig ned og skriver i sandet - en skrift, som ikke er på papir og derfor forsvinder lige så hurtig blæsten hvirvler sandet op. En kort og flygtig skrift. En af mændene spørger, hvad det er, han skriver. Jesus rejser sig nu op, ser på mændene for anden gang og siger så de berømte ord: den, der er syndfri, og aldrig har gjort noget forkert over for andre mennesker, kan jo kaste den første sten.
Alle går de derfra med bøjet hoved, skamfulde og afklædte helt ind til benet. Fejhed og hævntørst blev detroniseret af evangeliets ukuelige ord om mod og barmhjertighed. Og lad det altid forblive sådan, når mennesker af den ene eller anden grundt har den tilbøjelighed at lade deres egen fejhed komme til udtryk ved at påfører andre smerte af den ene eller anden slags.
Derfor et digt af den danske lyriker og salmedigter Simon Grotrian:
Når klokken ringer solen ind
da stryger jeg Vorherres kind
han stryger også gerne min
og strøget er et solbærskrin.
Når klokken ringer solen bort
og visse bønner kommer til kort
da takker jeg alligevel
fordi jeg lever, hvilket held.
Når klokken på den sidste slag
er blevet til den nye dag
da takker jeg, fordi han spandt
mig ind i foldens uldgevandt.
Når alle klokker ringer vildt
og visse ønsker blot var spildt
da takker jeg igen for alt
for verdens lys og Jordens salt.
Amen.