Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis, 21.10.2007
Predigt zu Mattæus 22:1-14, verfasst von Ulla Morre Bidstrup
Flere af Jesus lignelser er en slags vandrehistorier. Vi ved, at de allerede inden Jesu tid har eksisteret i forskellige udgaver, som Jesus så har givet sit særlige præg. Men også Jesu udgave af lignelserne, som vi så kalder dem, findes - i et par tilfælde - i flere versioner. Det gør f.eks. lignelsen om det store gæstebud eller kongesønnens bryllup, som den kaldes i Mattæus´ version, som vi hørte i dag. Og det er ikke længere siden end 2. søndag i trinitatis vi hørte den i Lukas enklere version og som de kloge hoveder er enige om er den ældste og tættest på hvad Jesus faktisk har sagt.
I dag må det så være relevant at spørge, hvad Mattæus har gjort ved den?
Ja, for det første har lignelsen fået et ekstra twist i retning af en hårdt pumpet allegori over frelseshistorien. En allegori vil sige, at alle enkeltelementer skal oversættes til noget - hentyder til noget. Og i denne lignelse er det nogenlunde som følger: Kongen er Gud, sønnen er Jesus, de første tjenere er profeterne, de, der takker nej, er jøderne, næste invitation bæres ud af apostlene og de første kristne til hele - også den hedenske verden, mishandlingen af tjenerne er kristenforfølgelserne, nedbrændingen af byerne er et billede på Jerusalems ødelæggelse i år 70, og den endelig fyldte bryllupssal er vel så kristenheden som sådan. Her og/eller hisset.
Men for det andet indføjer Mattæus jo en helt ny person og faktor i sin lignelse, som vi ikke finder hos Lukas.
For hos Mattæus er der jo én, der ikke er iført bryllupsklæder, får vi at vide. Og vi ved, at festklæder til tider var noget, man fik udleveret ved ankomsten til festen. Ellers er han dog lovligt undskyldt, hvis han nu er én af de fattige stakler. Men vi må altså forstille os, at han faktisk er blevet tilbudt en festklædning som de andre, men nægter at iføre sig den og i stedet insisterer på at beholde det på, som er hans eget. Måske i opfattelsen af, at dette bør være en "kom-som-DU-er-fest" uden anden dress-code end den gæstens forgodtbefindende og veludstyrede klædeskab eller mangel på samme måtte bestemme.
Det er det bare ikke. For det her jo netop historien om en særlig fest, fordi det ikke er hvem som helst, der inviterer, men Gud, der holder fest for sin søn Jesus. Med andre ord: Det er en fest, der skal gøre noget ved sine gæster. En forvandlingsfest måske! En fest, hvor man netop (også) bliver til noget andet og til en anden end den, man kommer som og hvor man derfor ikke kan nøjes med at beholde det på, som er ens eget.
Den slags fester holder vi en del af i kirken. Netop med deres egen dress-code. Den består f.eks. i dåbskjole, konfirmationstøj, bryllupstøj og ligskjorte. Hver gang forvandles vi og sættes ind i en ny sammenhæng og rolle. Nogle af gangene mere grundlæggende end andre! Ensartetheden i påklædningen understreger netop, at vi deltager i en forvandlingsfest, der er fælles og først og fremmest afspejler vores fælles grundvilkår og overgange og ikke de forskellige vilkår og omstændigheder, vi hver i sær har ved siden af som individer i hver sin klædning. Ligesom enhver gudstjeneste er en sådan forvandlingsfest, hvor vi ganske vist kommer i hver sit tøj, men hvor der netop ses hen over det og ud over det til det fælles, der gælder for os som mennesker.
I bogen "Kritik af den negative opbyggelighed" skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, hvad der pludselig har gjort ham til fast deltager i gudstjenestens fest: "Når jeg sidder på kirkebænken, føler jeg en slags personlig afvikling, fordi jeg ikke sidder her i min egenskab af psykologisk individ, men slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vore liv og skæbner er forskellige. Dette kunne også kaldes "at tabe ansigt over for Gud", for det første fordi jeg altid må erkende min ufuldkommenhed, og for det andet fordi jeg afindividualiseres ved således at blive ligestillet med mine medmennesker. I kirken slipper jeg ikke kun ud af min psykologiske selvoptagethed, men også ud af de beklumrede sociale rum, hvor, hvor vi er alt for opslugt af hinanden...her er vi ikke vendt imod hinanden, men sammen om at være vendt imod Gud".
Måske er det sådan manden uden bryllupsklæderne diskvalificerer sig selv og bliver snydt for festen. Ved ikke at ville være sammen med de andre om at vende sig mod Gud. Ved at - om jeg så må sige - blive i sit eget.
Men Mattæus går jo videre end det. Han lader kongen - som er Gud - dømme og fordømme gæsten og smide ham bagbundet ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. Og hermed må man sige, at lignelsen ikke bare slutter. Den kortslutter også. Rammer sig selv i hovedet som en boomerang. For den startede med at handle om en fest, hvor alle bliver indbudt til at deltage. Også dem, må man formode, der ikke lige kan finde ud af det der med bryllupsklædning og afindividualisering, men dog er kommet. Og "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort", siger Jesus et andet sted i evangelierne.
Hvorfor kortslutter Mattæus lignelsen? Er det fordi han ikke synes, Lukas´udgave er skrap nok? Nej, det er da fordi, han synes, den er FOR skrap!
For hvor er det skrapt, skræmmende og svært for os grundlæggende at affinde os med Jesu budskab om at ALLE - både de gode og de onde - er inviterede hos Gud. Af ren og ufortjent nåde. Vi har det faktisk meget nemmere med at der dog er nogle krav og grænser og helst nogle, som vi kan forstå, gennemskue og honorere.
Derfor er det for alvor skrappe ved denne historie, at alle er velkomne, fordi her er det nåden, der holder fest.
Og skulle man være blevet vane-døve for, hvor grænseoverskridende det budskab i grunden er, anbefaler jeg en læsning af Marmeládofs fuldemands-snak i romanen "Rodion Raskolnikof" af Dostojevski. Her sidder Marmeládof, en falleret officer, flæbende, skiden og savlende og fortæller, hvordan hans druk af sult og nød har gjort hans milde datter til ludder, hans trofaste kone dødssyg og hans små stedbørn kronisk sultne og så giver han sig til at væve rundt i den eneste trøst, han dog stadig har: Nemlig invitationen til det store gæstebud, som jo også gælder ham! Han laller:"- da vil Jesus vende sig mod os og sige: Kommer hid, ogsaa I! Alle I - Drankere, I svage og Lastefulde .. kommer hid til mig!" Jamen helt ærligt: Det er da lige skrapt nok! Det blev det vel også for Mattæus.
Når der nu ikke er nogen øvelser, vi kan gøre, eller ofre vi kan bringe, så vi kan vise og vide os særligt fortjent til at sidde med, så fristes vi til i det mindste at gøre det ved at sætte skel og fastslå, at der dog er nogen, der IKKE har fortjent det. Marmeládof og manden uden bryllupsklædning f.eks...og deres ligestillede, som vi snart kan få peget ud omkring os.
Sådan tror jeg denne udgave af vandrehistorien kom til at lyde som den gør hos Mattæus!
Og vi kan så hver i sær spørge os selv, hvordan den i grunden lyder for vores indre øre, når vi går herfra. Amen.