Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 14.09.2014
Predigt zu Mattæus 20:20-28, verfasst von Poul Joachim Stender
Da jeg for mange år siden som ung præst rykkede ind i Kirke Saaby præstegård, hang der et fint indrammet skilt på mit kontor med denne indskrift skrevet med guldbogstaver: "Han bør vokse, jeg forringes". Og med han, menes der naturligvis Jesus Kristus. Det er et skriftsted fra Johannesevangeliet kap. 3 vers 30. I den nye oversættelse lyder det. "Han skal blive større. Jeg skal blive mindre". Hvis man fjernede den første del af sætningen, ville man have et godt slogan for slankekure: "Jeg skal blive mindre". Sådan et slogan ville blive populært. Vi er nemlig meget fokuseret på at komme af med deller, dansehåndtag, dobbelthager. Der gennemføres i øjeblikket den ene dyre kampagne efter den anden med kostråd for at få vore legemer reduceret. Men det er ikke fedme, der er vort egentlige problem. Vort problem er, at vort ego er overvægtigt. Vi skal i gang med en afvikling af os selv. Vi fylder for meget.
De sidste mange år, har vi i Danmark som andre steder i verden været meget optaget af udvikling. Fra vi er børn bliver vi opdraget til at udvikle og forny os på alle mulige områder. Budskabet er: du skal udvikle dit selv, din karriere, dit parforhold. I skolerne bliver vi introduceret for videnskabens forskellige udviklingsteorier. Vi ved at ethvert ordentlig firma konstant arbejder med at udvikle sine produkter. Udvikling, udvikling. Til gengæld er vi enormt dårlige til at afvikle. Søger man på Internettet får man 236.000 hits på verbet udvikle og kun 16.400 hits på verbet afvikle. Vores manglende evne for afvikling kommer bl.a. til udtryk ved, at vi ikke får talt med hinanden om døden før det er for sent. Døden er i dag et teknisk uheld indtil forskningen har udviklet nogle nye behandlinger. Det samme gælder med vor alderdom. Vi kan ikke finde ud af at afvikle ungdommen og acceptere, at der er en tid til at være ung og en tid til at være gammel. Og så er der den personlige udvikling. Der er snart ikke nogen, der ikke har en coach, der råder dem til, at de skal udvikle sig selv. Selvet pustes op og bliver så overvægtigt og stort at vi hverken kan se Gud eller hinanden. Derfor er tiden inde til personlig afvikling i stedet for personlig udvikling.
Se evangeliet til denne søndag. Zebedæussønnernes mor handler som alle mødre gør. Hun vil have, at hendes børn skal klare sig godt. De skal have position, betydning, særbehandling. Også selv om det er på bekostning af andre. Alle folkeskolelærere kender Zebedæussønnernes mor. Det er hende, der kommer til skolen og siger: "Min søn, min datter har krav på, min søn, min datter har ret til". Det er hende, der aldrig spørger: "Hvad kan vi sammen gøre for at give klassen de allerbedste vilkår". Hendes ego er stort. Men det er ikke større end det ego, vi andre render rundt med. Mens regeringen og ernæringseksperter bruger energien på bekæmpelse af fedmen, tillader vi os her i kirken, at pege på det egentlige problem. Fede, overvægtige egoer, der ikke giver plads til hverken Gud eller medmennesket. Kirkens ego-slanke-slogan står i Johs. 3.30: Han skal vokse. Vi skal blive mindre! Det gentages i evangeliet i dag: "Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl".
Problemet ved præstens arbejde er at en præst kan komme til at fylde for meget. Vi kan stå i vejen for evangeliet. Vore iderige påfund kan spærre udsigten til Vorherre. Vi kan ende med at arrangere noget, der peger på os selv, i stedet for Kristus Men her kommer skiltet ind, som hang på mit kontor og som jeg hellere må sætte op igen som en påmindelse om, hvad det drejer sig om som præst. Det er Kristus, det er mit medmenneske, det er min menighed, det er min medmennesker, der skal vokse. Ikke mig selv. Det gælder bestemt også inden for andre faggrupper. Gennem vort arbejde tjener vi Gud og næsten. Derfor gælder det om at lade Kristus og ens kolleger vokse. Vi selv skal blive mindre. Det samme gør sig gældende i vort ægteskab. Det bedste ægteskabelige råd, der findes er på en måde Johannes 3.30. Gud skal vokse. Ægtefællen skal vokse. Vi selv blive mindre.
I Danmark havde vi for 200 år siden en meget klog mand. Han hed Søren Kierkegaard og var filosof. Og han sagde at man ikke kan maximere sig ind i lykken. Det vil med andre ord sige, at vi ikke ved at fordoble vore materielle goder kan blive lykkelige. Popstjernen Robbie Williams elskede espressoer. Han blev lykkelig af en espresso. Så han ville maximere sin lykke og kom op på at drikke 36 espressoer om dagen. Det blev han syg af og måtte til afvænning. Mere og mere kaffe, mere og mere sprut, mere og mere mad, mere og mere tøj og penge og ferierejser og udestuer. Vi tror, at vi bliver lykkelige af at maximere al ting. Men det passer ikke. Det handler om at optimere al ting. Få det bedste ud af vor ægtefælle eller kæreste. Få det bedste ud af vort liv. Få det bedste ud af en given situation. Få det bedste ud af denne gudstjeneste. Kort sagt få det bedste ud af livet ved at være et godt menneske, der gør noget godt for andre. Og hvordan skal det så ske? Ved at afvikle os selv og alt det materielle der fylder for meget omkring os, så der bliver plads til Gud og vort medmenneske. Den tidligere biskop i Roskilde stift, Jan Lindhardt, skrev sine erindringer og kaldte dem: "En biperson i mit liv for" netop for at understrege, at vi ikke skal have hovedrollen i vort liv. Det skal Gud og næsten. Amen.