Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 21.09.2014
Predigt zu Johannes 5:1-15, verfasst von Peter Fischer-Møller
Vand er et omskifteligt og modsigelsesfyldt element.
Det har danske søfolk og landmænd vidst i årtusinder.
Og det mærker folk rundt om på kloden i disse år stærkere end hidtil, for en af konsekvenserne af den globale opvarmning er, at regnen falder voldsommere end tidligere, hvor den falder, mens den andre steder udebliver i stadig længere perioder.
Vand er et mærkeligt tvetydigt element.
På den ene side herligt, livgivende og forfriskende.
På den anden side truende og dødsens farligt.
Vandet rummer i sig ondt og godt i en uigennemskuelig blanding. Så mærkeligt tilfældigt. Som livet i det hele taget kan virke. Så omskifteligt som livsvilkårene er jorden over. Så forskelligt som goderne er fordelt.
En del af forskelligheden kan vi ikke forstå grunden til. Men andre har vi selv en form for indflydelse på. Her tænker jeg specielt på de klimaændringer, vi nu tydeligt kan måle, og som rammer rigtig mange mennesker og som har katastrofale konsekvenser i de lande, hvor man i forvejen har svært ved at brødføde befolkningen. Sådan hænger en ikke uvæsentlig del af forskelligheden sammen med den meget skæve måde, vi mennesker har fået fordelt verdens ressourcer på, så nogle af os har vældig meget og er ret godt sikrede mod tilværelsens tilfældigheder, mens andre næsten ingenting har og derfor er meget udsatte, når naturen viser tænder.
Vi må konstatere, at hvert eneste menneskeliv rummer spor af denne tvetydighed, at livet som det møder os har vandets natur, det rummer en ofte temmelig tilfældig blanding af lys og mørke, godt og ondt, fryd og smerte, og vi kan ind imellem have svært ved at finde den røde tråd, at finde os selv og at finde Gud.
Hvorfor rammer det her os? Spørger vi og har i baghovedet et billede af Gud som den, der styrer vores skæbne, som den der belønner eller straffer efter fortjeneste, som den der har en skjult plan med alting.
Men Gud er andet og mere end det.
Det er hvad evangeliet i dag handler om, historien om Jesus, der møder manden, der har ligget lam i 38 år ved Betesda dam.
Betesda betyder barmhjertighedens hus, men det var nu mere tilfældigheden end barmhjertigheden, der rådede der i søjlegangene lige indenfor Fåreporten i Jerusalem. For ingen vidste, hvornår vandet kom i bevægelse. Og det var kun en enkelt af gangen, der blev heldredt, når det skete: den første, der nåede vandet derefter. Det var i hvert fald den tro de syge, der befandt sig rundt omkring søjlegangen, havde.
Man kan se sceneriet for sig: den fortættede vagtsomme venten - og så, når vandet kom i bevægelse, kampen om at komme først. En vældig skubben og sparken for at komme frem og få forhindret de andre i at komme før én selv. Og så bliver vandet roligt igen, og en ny anspændt venten kan tage sin begyndelse.
Et skræmmebillede af hvordan det kan gå, hvis det alene er den fri konkurrence eller jungleloven, der hersker, og hvor det eneste, det drejer sig om er at gribe sin chance, når den viser sig.
Et skræmmebillede, der i øvrigt også demonstrerer, at midt i tilfældigheden var det alligevel ikke helt tilfældigt, hvem der opnåede hvad, for det var jo åbenbart også et ressourcespørgsmål. Hvis ens lidelse ikke var så alvorlig, eller hvis man havde folk til at hjælpe sig ned til vandet, så var ens chancer klart bedre. Og i hvert fald gik det slet ikke, hvis man var lam og ingen havde til at hjælpe sig. Så kunne man ligge der år efter år og bare lige overleve på de almisser, de raske undte én.
Til dette ubarmhjertige sted, der jo nok desværre har visse lighedspunkter med vores egne vækst- og konkurrencefikserede samfund - til dette ubarmhjertige sted kommer Jesus ikke for med et trylleslag at ophæve tilfældigheden, men for at åbne vores øjne for den, og for derved at nedbryde tilfældighedens magt over os indefra så at sige.
For som vi ser folkene omkring Betesda dam for os, så forstår vi, at der ud over de tilfældige sygdomme, de havde at slås med, også var en anden og lige så forfærdelig nød på færde, den som kommer til udtryk i den lammes var til Jesus: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned til dammen".
Ensomheden, tomheden, følelsen af at være glemt og forladt af Gud og mennesker, det er tanker og følelser mange mennesker over hele jorden stadig må slås med. Og netop her er det Jesus tar fat, her er det han får øje på den lamme mand midt i mængden af syge, ser ham som et menneske, behandler ham som et menneske.
Der er holdt mange prædikener over Jesu spørgsmål til manden: "Vil du være rask?" Jeg har selv gjort det, hørt det som et spørgsmål til os om at aflægge os offerrollen, om ikke at gemme sig for livet bag tilværelsens tilfældige vilkår. Og det kan der i nogle tilfælde være brug for at få tænkt og få sagt.
Men det skal her ikke skygge for det, at Jesus anerkender sygdommens og ensomhedens forkrøblende virkning på et menneske. Derfor bryder han mandens ensomhed ved at tale med ham som et medmenneske. Derfor helbreder han ham og sender ham afsted ud i livet for at fortælle historien her videre. Sådan bliver manden gjort til budbringer for evangeliet, da han får til opgave at række den opmærksomhed og barmhjertighed, han selv har mødt, videre til andre.
Jesus gør op med tilfældigheden indefra. Han viser os en anden måde at forholde sig til tilfældigheden på.
Han gør op med et system, hvor det handler om at vogte på sin egen chance, hvor det handler om at skrabe til sig mens muligheden er der. Han kalder os til at bruge de evner og kræfter, der ved Guds nåde er blevet os til del, til at hjælpe og lindre blandt dem, der tilfældigvis fik ringere vilkår end vi selv.
Jesus affandt sig ikke med tilfældigheden, men kæmpede hele sit liv mod sygdom, ensomhed og fortvivlelse. Han kæmpede for livet imod alt hvad der knuger og truer det.
Han kæmpede for at begrænse og lindre den af tilfældigheden nærede lidelse. Han kæmpede for at vise os et andet billede af Gud, for at få os til at fatte, at Gud skal vi ikke søge i tilværelsens tilfældigheder, men i den kærlighed, der i Jesu ord og gerninger kom til verden.
Hans kærlighed går på tværs af tilfældighederne, retter op på uretfærdigheden og afhjælper nøden.
Det var hvad der skete, den dag ved Betesda dam. Jesus lod sig ikke fastlåse af tilfældighedens magt eller stoppe af den syges modløshed, men rakte ham hånden og rejste ham op til et liv med nye muligheder.
Jesus satte sit liv ind på, ja satte sit liv til for at få os til at fatte, at hvordan det end går os her i verden, så er vi Guds elskede børn, som han aldrig i evighed vil glemme eller slippe. I det evangelium og ikke i Betesdadammens plumre vand skal vi finde Gud - og vores næste. Amen.