Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis, 28.09.2014
Predigt zu Lukas 10:38-42, verfasst von Niels Henrik Arendt
I den lille fortælling om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria er det vigtigste ord ordet »nødvendigt«. Jesus siger til Martha: Ét er nødvendigt. Hvad er det egentlig, der er så nødvendigt? Lader vi spørgsmålet gå til høring, skal vi nok få svar. Børnene vil nævne det selvfølgelige: at få noget at spise, men måske også: at få noget smart tøj, og helst af samme mærke som de andre går i, eller: det er nødvendigt at have sit eget musikanlæg.
De voksne kan også godt lide ordet »det nødvendige«. Det giver ens tale en særlig vægt. Det nødvendige - siger man med rynket pande, som en der ved, hvad det drejer sig om, en der skærer til benet - det er strenge forholdsregler, det er en ny politik - sådan bruger voksne ordet. Det bruges af folk, der ellers ikke kan blive enige om noget som helst, og i hvert fald slet ikke om, hvad det nødvendige er. Men der er meget, der er nødvendigt; der må gøres noget, og det må gøres nu, og det gælder politisk og kulturelt og kirkeligt osv. Hvad det er nødvendigt, at vi gør, er vi rygende uenige om. Forvirringen er stor.
Så kommer den her lille fortælling om Jesu besøg hos Marta og Maria, hvor Jesus også taler om noget, der er det nødvendige. Ét er nødvendigt. Javist, det er vi godt klar over, det er der nemlig også mange andre, der har fortalt os; og vi har selv straks en mening om, hvad det ene nødvendige er. Men hvad siger denne fortælling er det eneste nødvendige? Kan det trumfe det, som vi mener, er nødvendigt at gøre?
Ja, det pudsige ved fortællingen er, at Jesus slet ikke siger, hvad der er nødvendigt at gøre. Han kommer ikke og nævner et eller andet, vi absolut må huske ved siden af alt det andet, vi skal huske at gøre. Jesus siger, at kun én ting er nødvendig, og det vil sige, at så er der ikke noget andet, der er ligeså nødvendigt. Og hvad er det så, lad os da så komme i gang med at gøre det, der må gøres, gøres frem for alt? Men her kommer så fortællingens finte; sagen er, at der er ingenting, der skal gøres, der er ingenting der haster, (og derfor sidder Maria også bare helt stille), for det, der skal gøres, er ikke noget, vi kan gøre. Og det er det, vi har glemt. Det ene nødvendige er - at vi ser, at der er noget, vi ikke skal gøre. Fordi vi ikke kan gøre det. Jesus siger ikke til Marta, at hun ikke skal gøre sådan, men i stedet skal gøre sådan - det er slet ikke hende, der skal gøre, hvad der virkelig trænger sig på. Det bilder hun sig ind, og derfor har hun så rygende travlt. Hun gør det, hun har travlt med, til det vigtigste.
Vi, der lever i dag, vi har også rygende travlt. F.eks. med at skabe økonomisk vækst og skaffe os ting og tilvejebringe rigdomme (skønt det ser ud til, at vi samtidig skaber en masse elendighed). Vi kender ikke nogen anden parole end den, at vi skal gøre noget. Vi ser kun een mening med tilværelsen: at foretage os noget mere, at handle noget mere, at gøre noget mere. Ligesom Marta blev sur på Maria, møder vi også det, der ikke har med handling og foretagsomhed at gøre, med mistænksomhed.
Hvad er nødvendigt? Det spurgte man engang en gammel romer om, han var handels- og sømand, og derfor kom hans svar til at lyde: det er nødvendigt at sejle, men det er ikke nødvendigt at leve. Vores svar ville nok lyde nogenlunde ligesådan: det er nødvendigt at handle, eller at spare, eller at forbruge, eller at producere, eller at arbejde - kort sagt: det er nødvendigt, at vi gør noget, for at det hele kan gå videre, og helst med det samme, og det hele afhænger af os.
Vor Herre siger det modsatte: det er nødvendigt at leve, men det er ikke nødvendigt at sejle, eller at bruge eller at producere, eller at få ditten og datten, eller hvordan vi nu vil udtrykke os. Det er nødvendigt at leve. Der er bare det ved det at leve, at det er ikke noget, vi kan give os til at gøre. Det er noget, der må gives os. Alt det andet er noget, vi kan give os til, noget vi selv kan finde ud af - men livet, det er noget der må komme til os. Og det véd vi godt: de øjeblikke, hvor livet bruser i vore årer, og hjertet bliver varmt, er øjeblikke, vi får skænket - af en, vi holder af, af børn, vi har fået lagt i armene, af venner, der viser os trofasthed. Vi må have livet givet. Det betyder ikke, at livet ikke findes ude i køkkenet hos Marta eller i det dagværk, som vi skal gøre, men vi kan bare ikke selv skabe det.
Meningen er: vi skal uden for os selv, hvis vi skal dette "at leve" Det skal hentes et andet sted end hos os selv. At gå i kirke betragtes vist nok i dagens Europa som den mest unødvendige beskæftigelse overhovedet. Det er noget for dem, der har tid til det, og man tager vist ikke skade af det, men nødvendigt er det ikke. Det er der til gengæld så meget andet, der er.
Men for de folk, der i sin tid byggede de mange smukke kirker, var det anderledes. Hvis der var noget, der var nødvendigt, så var det dette, at de fik en kirke liggende iblandt dem. De forstod ikke alverden af, hvad der foregik derinde, meget foregik jo på latin, men de vidste, at fra kirken skulle livet strømme ud over deres marker. Hvad der skete i kirken, hørte sammen med alt, hvad der ellers foregik i livet: møder på tingstedet, overholdelse af byens regler og love, det huslige liv, børnene, livet med ægtefællen, alt sammen var noget, der, når det gik ret til, hørte sammen med messen i kirken. Fra kirken strømmede livskraften, som ingen ejede selv. Det nødvendige for de folk - var kirken og det, der foregik i den.
Og hvad nu hvis kirken ikke fandtes, eller hvis den blev lukket? Derom havde de et sagn: en orm kom og lagde sig rundt om kirken og spærrede menneskene ude fra kirken, ja ville måske kvæle den. Ormens onde kræfter besmittede alt. Kornet på marken ville visne, hvis ikke der blev gjort noget, pløjejorden skimle, kvæget omkomme, lærkerne falde døde ned fra skyerne, dagen gustne, solen ose. I sagnet fedede de en tyr op, som kæmpede mod ormen og dræbte den. Det livgivende kirkehus stod åbent igen.
Det er nødvendigt at leve. Men livet - det må Gud skænke os. Det vigtigste, det afhænger ikke af os. For at blive mindet om det er kirkerne og gudstjenesten i den nødvendig. Skænkede Gud os ikke livet, var vi fortabte. Men Han gør det. Vi er alle afhængige af at Gud giver os livet. Og når vi har fået at vide, at han gør det, og når vi har takket for det, så kan vi frimodigt give os i kast med alt det andet, det, som vi bildte os ind, var det mest nødvendige, men som i virkeligheden blot hindrede os i at se - det eneste, det virkeligt nødvendige. Det ene nødvendige, den gode del, kan vi ikke med nok så megen foretagsomhed bjærge os, den skænker Gud os, og den skal ikke tages fra os. Det er det, som vi kalder nåde, og den er ny hver eneste dag.