Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
21. søndag efter trinitatis, 09.11.2014
Predigt zu Lukas 13:1-9 og Ezekiel 18,1-4a, verfasst von Christian Grund Sørensen
Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Herrens ord kom til mig: Hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land: »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.« Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig. Ez 18,1-4a
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,1-9
"Det er din egen skyld!" - Det er din egen skyld at du er for tyk, at du ryger, at du ikke motionerer nok...
"Det er vores egen skyld!" - Det er vores egen skyld at der udledes co2, at klimaet ændres, at der er fattigdom og håbløshed i verden.
"Det er min egen skyld!" - Det er min egen skyld, at jeg lever alene, at mine børn ikke fortæller mig så meget, at mit selvværd er lavt og at jeg har nået mit livs mål.
Skyld, skyld, skyld... - eller er det konsekvens, vi tænker?
På sin vandring kom Jesus forbi en blind mand. Han var født blind. Han havde aldrig set dagens lys, en smuk kvinde eller et træ i horisonten. Heller ikke Jesus så han.
"Hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?" - spurgte disciplene.
Det var en tid inden thaliodomid, sukkersyge og rygestop. Derfor spurgte man til Gud.
Og gør vi det i virkeligheden ikke også? Ind imellem...
Jesus svarede dem (Joh 8, 3): "Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er for, at Guds gerninger skal åbenbares på ham!"
Sådan hugger Jesus den gordiske knude over. Han rækker hånden ud, og åbnede manden øjne for verden og for livet. Og for et blik ind, i Jesu eget blik.
Den samme problematik - den mulige sammenhæng mellem skyld og skæbne - tiltaler Jesus i dagens evangelietekst.
Jeg har egentlig altid været glad for Pilatus. I særdeleshed hans nærmest postmoderne spørgsmål til Jesus langfredag: "Hvad er sandhed?" - En mand, forud for sin tid.
Og så er det alligevel svært at holde af ham, når der nævnes det med, at slå folk ihjel, og tilmed blande deres blod med offerdyrenes i Templet. Den ultimative måde at skænde en jøde på, selv i døden.
Men var de større syndere, de som kom ud for det? Eller hvad med de, som ikke nåede af vejen, da tårnet i Siloa styrtede sammen?
Eller hvad med de, som var fanget i tårnene i World Trade Center d.11. september? På Utøya? I Theresienstadt?
Eller de af os, som får kræft? Gigt? Sukkersyge? Bliver skilt? Aldrig fandt kærligheden? Arbejdet? Børn? Anerkendelse? Venner?
Hvad svarer Jesus os? Giver Gud os svarene på rede hånd?
"Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de."
Jesus hæver vore spørgsmål op på et højere niveau. Guds niveau.
Måske er der en årsag til nogle af de hændelser, som møder os i vore liv? Gode som onde. Nogle har simple årsagssammenhænge, som når storrygeren får KOL. Andre gange kan vi ikke se nogen sammenhæng.
Mon så Gud styrer det hele, så de gode får velsignelsen og det halve kongerige, og de onde, ugudelige og egoistiske steger i deres eget fedt?
Prædikeren kommenterer forskellen på at være vis og kompetent i sit liv, og ikke at være det (Præd 2,13): "Jeg så, at visdommen har et fortrin frem for dårskaben, ligesom lyset har et fortrin frem for mørket: Den vise har øjne i hovedet, tåben vandrer i mørket. - Men jeg måtte også erkende, at én og samme skæbne rammer dem begge."
Det kan lyde som om, at Prædikeren er lidt halvtrist og desillusioneret. Og det står umiddelbart i kontrast til Filipperbrevets løfte (4,4-7): "vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak."
Men konflikten er kun tilsyneladende. Vi går os ikke altid, som vi drømmer om. Der var også kristne i World Trade Center og folk, som bad, i Theresienstadt. Det er ikke vores skyld, men det kan være vores skæbne.
"Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus."
Gud forklarer os ikke alt om skyld og skæbne. Der er ikke et "så kan de lære det!" om andre - usympatiske - mennesker. Eller et "det var også din egen skyld!" til os.
Gud er ikke den gartner, der klapper alt ned, fordi grenene bærer rådden frugt lige nu.
Gud er den gartner, som giver os mulighederne.
Måske vi har lært hjemmefra, eller fra Sundhedsstyrelsens kampagner, at vores liv kal centrers om skyld?
Men hvis synet hos den blindfødte, Pilatus' ofre og de, som fik et tårn over sig, ikke afhang af deres skyld: Hvem er vi så, at tage mere skyld på vore egne skuldre, end den, som Gud lægger der?
Sand skyld kan vi bekende for Gud. Det var noget l... Jeg gør det ikke igen (håber jeg, i al fald!!!) Gud, tilgiv mig.
Og skylden blev båret på Golgathas kors. Én gang for alle. Som røveren på korset får vi vores frihedsbrev.
Følelsen af selv at være skyld i alt, den er ikke fra Gud. Hverken, når vi roser os selv helt ud over det rimelige - eller når vi gør det modsatte. Vi er kongebørn. Guds søn døde for os. Vil Gud så forkaste os?
Er et mon det gamle græske begreb hybris, som spøger? Overmod overfor guderne, som gør at vi rammes af nemesis? Skylden er over os, så vi ikke må være tilfredse eller glade?
Eller er det Janteloven, som lærer os, at vi ikke skal tro "at vi er noget", eller nogen. Selvom Gud i Esajas Bog (kap. 43) tiltaler os:" Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min."
Selv hvis tårnet i Siloa skulle falde over os, elelr de to tårne i New York, eller et hvilket som helst andet tårn i dit og mit liv. Så er det ikke vores skyld. Så er det vores skæbne.
Tilfældigheden, livet, gode eller dårlige beslutninger, Guds hånd?
Jesus giver os ikke hele svaret. Han rækker blot sin hånd frem.
Den, med naglemærket.
Amen