Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22 søndag efter trinitatis, 16.11.2014
Predigt zu Mattæus 18:1-14, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Bøn af Karl Barth:
Vor Gud og Far i himlen.
Vi er ikke store kristne -
kun små.
Men din nåde er os nok. Amen.
Hvem er størst? Hvem er dygtigst? Hvem er bedst? Det er sådan noget, børn har styr på fra de ikke er ret mange år gamle. Spørger man et barn i første klasse, så ved det lige med det samme, hvem i klassen, der løber hurtigst. Hvem der er bedst til at læse. Og hvem der er den stærkeste.
Spørger man konfirmanderne i 7. klasse, så har de også svar på rede hånd. De ved, hvem der er dygtigst til håndbold. Hvem der har lettest ved matematik, engelsk osv. osv.
Og det fortsætter op i voksenlivet. Lad os bare indrømme det. De fleste af os ved udmærket godt, hvem i vores søskendeflok, der har den bedste uddannelse. Hvem i vores omgangskreds, der har de højestes stillinger. Og hvem af vore kollegaer, der indkasserer de højeste lønninger.
Vi kan næsten ikke la´ vær´ med at sammenligne os selv med andre og undersøge, hvem der er bedst. Og det er ikke kun i samfundet sådan i bred forstand, at vi er vant til at måle og veje os selv og hinanden. Det gør vi også tit i kirken - bare på en anden måde.
Hvem er størst i kirken? Jo, vi synes jo i hvert fald som præster, at vi er vældig betydningsfulde. For vi står jo med ansvaret for forkyndelse, undervisning og sjælesorg.
Og er alligevel er vi måske nok i vores skarpeste øjeblikke godt klar over, at det nok ikke er sådan nogle som os, der er størst. Det er nok snarere dem, der arbejder i Kirkens Korshær eller er frivillige rundt omkring på byens varmestuer. Det må nok nærmest være dem, der er størst i Guds rige. For de har ligesom forstået, at vi på en særlig måde møder Gud i skikkelse af mennesker, der lider og kæmper og hutler sig igennem tilværelsen. Så de, der er rigtig diakonale og lever Jesu ord om vores forhold til socialt udsatte ud i livet, de må nok være størst.
Ud fra dagens beretning er der noget, der tyder på, at de største i kirken hverken er præsten eller den, der arbejder på varmestuer. Det er ikke engang den mest flittige blandt de frivillige, der har været trofast i besøgstjenesten i en menneskealder. De største her i kirken, det er de børn, der lige nu står i barnevogne ude i våbenhuset, eller ligger på forældrenes arme her på kirkebænkene og lige er blevet døbt. Det er Sofie og Vagn i dag. Det er NN og NN. Og mange andre små.
Er det nu ikke at gå for vidt? Er det ikke at ta´ Jesu ord om, at den største i himmeriget er et lille barn, lidt for bogstaveligt?
Nej, det er det ikke. For det var lige præcis så overraskende, da Jesus en dag pludselig tog et lille barn og stillede ind i midten og sagde til sine disciple: "I skal vende om og blive som sådan et barn. I skal vende tilbage til det sted, I kom fra. Uanset om I er blevet 87 eller 93, så ska´ I begynde helt forfra og blive som et barn.
Sådan havde Jesus en tendens til at vende tingene på hovedet i forhold til, hvad vi selv forestiller os. Det er en af grundene til, at det ind imellem ka´ være anstrengende at komme i kirke. For her bliver vi ikke bare strøget med hårene og bekræftet i alt det, vi selv mener og synes. Her blir´ der nogle gange rokket godt og grundigt ved, hvad der er stort og småt, hvad der er rigtigt og forkert. Og det kan ind imellem være udfordrende at komme i kirke og få at vide, at Jesus har lært os at tænke helt anderledes en det, vi er vant til.
For da Jesus tog et lille barn og stillede det ind i midten og sagde, at vi skal blive ligesom sådan en stump, så svarer det jo til, at en fodbolddommer udpegede det allersvageste hold og sagde: Det her skal være vinderholdet. Eller at en skolelærer udnævnte klassens dumpekandidat til at være nummer et. Så overraskende var det, sagde Jesus!
Hvad er det så, der kendetegner de små børn, siden det er dem, Jesus siger vi skal efterligne? Hvad er det ved dem, der gør, at de skal fungere som forbilleder, som vi skal ta´ ved lære af?
Jo, det er ikke det, at små børn ka´ være sådan nogle skønne og charmerende størrelser. Det kan de helt sikkert være. Men de ka´ også være det modsatte. Børn ka´ være hårde ved hinanden som ingen andre. Som f.eks. en 2.-klasse på en skole, hvor de skulle ha´ en vikar, de ikke brød sig om. Da eleverne i denne her 2.-klasse hørte, at de skulle ha´ vikaren, skrev de i frikvarteret med store bogstaver på tavlen: "Margit er sur". Og da vikaren Margit trådte ind i lokalet, var det det første, der mødte hende. En hjerteløs erklæring fra hele klassen om, at de ikke ku´ fordrage hende.
Ligeså søde og charmerende børn ka´ være, ligeså ufølsomme ka´ de være over for deres nærmeste omgivelser.
Så det er altså ikke charmen eller uskylden, Jesus sigter til, når han siger, vi skal vende tilbage til det vi kom fra og blive som små børn i forhold til Gud.
Men der er noget andet, børn er helt usædvanlig gode til. Noget de er meget bedre til end vi voksne. Det er at bede om hjælp. De ka´ ligefrem skrige højlydt og utålmodigt, så snart de har brug for noget. De tænker ikke, at det nok bedst at vente lidt, før jeg ber´ om hjælp. De venter ikke pænt med at gi´ udtryk for, hvad de har brug for. De buser frem med det lige med det samme.
Sådan skal vi leve over for Gud! Vi skal være som børn, der trænger sig på over for ham. Vender tilbage til ham igen og igen. Ikke holder sig tilbage for at plage ham i tide og utide. Vi ska´ lære at bede om hjælp til stort og småt. Fejlen ved os som voksne er, at der er alt for meget, vi tumler med selv. Alt for meget, vi bekymrer os om, som i virkeligheden er helt uden for vores magtområde. Nogle af os trænger til at lære, hvordan det letter, når vi tør gi´ op og lægge ansvaret over til Gud.
Den største i Himmeriget er den, der har brug for Gud i alle forhold.
Ud over, at Jesus talte om at blive som børn, så hørte vi også nogle ord i dag, som godt ka´ forskrække os og lyde afskrækkende. Ord, der handler om at give afkald. Jesus sagde på det på den her måde: "Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig... Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig. Du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild."
Det er voldsomme ord. Ord, der handler om at hugge bestemte dele af kroppen af. Rive øjne ud af hovedet. Og hugge en hånd eller en fod af. Og selvom vi godt er klar over, at ordene ikke skal forstås bogstaveligt, så fornemmer vi dog alligevel en særlig alvor over dem.
Jesus taler om, at der er noget, vi må skille os af med. Det kan være noget, der er gået hen og blevet en helt selvfølgelig del af os og vores liv. Noget, som ligefrem synes er en del af os selv, som vi slet ikke ku´ forestille os at undvære. Men det er altså samtidig noget, vi blir´ nødt til at gi´ afkald på.
Og hva´ ku´ det tænkes at være? Ja, vi ved nok hver især bedst selv, hvad det mere konkret ku´ være i vores liv. Det ka´ vi ikke afgøre på hinandens vegne. Men vi må hver især overveje det for vores eget vedkommende.
Men lad os alligevel få et enkelt eksempel på bordet, som godt ku´ gælde for nogle af os. Det ku´ f.eks. være vores arbejde eller karriere. Det er ikke noget forkert i at ha´ et arbejde, vi går meget op i eller en karriere, vi gør meget ud af. Men det ka´ komme til at fylde så meget, at der er vigtigere ting, vi forsømmer, og der er personer, hvis liv vi ikke involverer os i, som vi burde eller gerne ville. Det kan sluge al vores engagementet, så andre mennesker forsvinder ud på et sidespor og bliver noget, vi kun har tid til og tanke for i ny og næ. Det er bedre at gå ind i Guds rige som arbejdsløs, end at gå fortabt som direktør eller mangemillionær!
Skær det væk - det der bringer os væk fra Gud, sagde Jesus uden omsvøb. Skille dig af med den hånd, der altid vil selv og kan selv, fordi selvgjort er velgjort. Skille dig af med den fod, der hele tiden vil gå sine egne vilde veje, bort fra Gud og hans vilje med det liv, han har givet os at leve. Og skil dig af med det øje, der ikke kan se længere end til din egen næsetip og derfor er blind for Guds herlighed. Hug foden af. Hug hånden af. Riv øjet ud, sagde Jesus. For hvis ikke I vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmeriget. Ja, her hjælper det ikke at pakke budskabet ind i pænt papir, for vi kan godt fornemme alvoren.
Og ham, der lærte os det her, var jo ikke hvem som helst. Det var ham, der selv var villig til at skille sig af med alt. Jesus fra Nazaret var villig til ikke bare at miste en hånd eller en fod for vores skyld. Han var villig til at miste selve livet, for at vi kan få lov at leve og boltre os som Guds børn. For at vi kan mødes søndag efter søndag omkring døbefonten og i tillid til Jesu ord og løfter døbe selv de mindste.
Det kostede ikke Jesus en hånd eller en fod at give os børnekår. Lad os derfor i dag synge den salme, der er blevet kaldt Guds børns vuggevise. Det er Grundtvigs "Sov sødt, barnlille". Det er slet ikke nogen dåbssalme, selvom den tit bliver brugt i den forbindelse. Og heller ikke en aftensalme for børn. Det er en salme, der handler om at leve som barn i forhold til Gud.
Grundtvig skrev denne her salme umiddelbart efter, at han havde været igennem en voldsom depression. Han var 60 år på det tidspunkt, men han blev som et barn. Han erfarede, hvad det vil sige at føle trang til at råbe og skrige højt for at få hjælp. Han erfarede, hvad det vil sige at kæmpe sig igennem hver dag. Kæmpe mellem liv og død, frelse og fortabelse.
Når vi på den måde oplever, at det raser i os eller omkring os, da får vi lov lægge os stille ned - ligesom et barn, der falder til ro og lægger sig trygt til at sove i tillid til, at der er engle, som vogter. Vi må nynne Jesu navn. Det ka´ gi´ ro midt i den største fare. Amen.