Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 23. søndag efter trinitatis, 23.11.2014
Predigt zu Mattæus 11:25- 30, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det er skjult for videnskabsfolk og akademikere; det er ca. lidt over halvdelen af befolkningen. Her er nogle allerede stået af, fordi fordommen om, hvad det betyder, stiller sig i vejen. "Hvis troen vil lukke munden på videnskaben, er jeg gået hjem", tænker du måske. Men tag lige en slapper, og indfind dig på de umyndiges plads, - der, hvor vi slet ikke er vant til at sidde, os med styr på tid, mobil, kalender og aftaler. Lad os bare for en stund slippe vores paratviden og kompetencerne og nægte at lade os trække videre af den snusfornuftige næse, der kun vil effektivt frem i verden.
Væk med kalenderen, Outlook og de sociale medier - også dem på den indvendige skærm, der kører også nu, hvor der ellers er slukket, sat på lydløs, holdt frikvarter et øjeblik. Lyt til stilheden, se den blanke skærm og lad noget komme til dig fra andre kilder og kanaler end de sædvanlige.
Se bare, hvordan vi slæber rundt på byrder; den mobile telefon og den bærbare pc holder os i evig kontakt med hele netværket. Det er skam nyttige redskaber og en stor hjælp. Men samtidigt er det en belastning, der kræver os hvert øjeblik og holder os til ilden i nærkontakt med vores arbejdsbyrde, - også når vi burde hvile.
Så opfinder vi hjælpemidler, der gør det bærbart, overkommeligt, lettere - laver regler for os selv om, hvornår vi er på, og hvornår der er slukket, hvilke medier, vi vil være med på og hvad ikke. Men vi laver reglerne, har vi allerede givet afkald på friheden og overgivet os til elektronikken. Enhver regel, ethvert system skal i øvrigt også lige registreres, evalueres og endelig revideres - så der altid er noget nyt at tage stilling til, at opfylde og udfylde.
Du hører rigtigt, hvis du hører træthed i min stemme. Jeg synes, vi bliver stopfodret med regler, systemer, spørgeskemaer og evalueringer, i en grad, så det synes som om, menneskene er til for systemernes skyld og ikke omvendt.
Regler skulle jo helst være en slags redskab, en hjælp til at bære og fordele byrder, gøre at ting glider. Der er noget galt, når systemet opleves som byrder, der giver os tunge skuldre af krav og sure pligter, der står i vejen for det egentlige, - som vel må formodes at være menneskelivet?
Autoritære og kontrollerende ledere, laver alt for mange regler og systemer, - det er slemt. Evalueringssamtaler på arbejdspladsen, kvalitetsmålinger. Test og prøver overalt og evindelig omstrukturering, der som regel betyder færre hænder og flere skemaer.
Men værre er det, at mennesker, der ikke vil tage ansvar for og hensyn til hinanden, er nødt til at indrette sig med et hav af love og regler for at undgå at skade hinanden, - simpelthen for at få fællesskabet til at fungere.
Al frihed stiller krav om ansvarsfuld forvaltning, om syn for de andre og evne til at sætte sig selv til side på rette tid og sted. Sommetider er det ikke regler, der skal til - men evne til at skønne og forvalte sine muligheder. Hvis vi mister den evne, må der nødvendigvis hele tiden nye regler, nye begrænsninger, nye standarder til, for at fællesskabet kan fungere.
Byrder kræver handling, - er de blevet for tunge og klodsede, må der gøres noget.
Byrdens vægt afgøres ikke nødvendigvis af dens indhold. Den tungeste byrde kan synes let, hvis den giver mening. Forældre bærer deres børn med glæde, og vi elsker at gøre noget for nogen, vi holder af.
Der er byrder, vi bærer på helt uden klage, knapt nok uden at ænse deres vægt. Vi gør det med glæde og gerne, fordi vi ved, at det nytter, at det er godt, det er ligefrem en ære at få lov. Kærlighedens byrder slæber vi rundt for hinanden, uden at spørge om hvorfor, hvordan og hvor meget. Vi gør, handler, tjener og bærer hinanden. Spørg den hærskare af mennesker, der risikerer eget liv og helbred for at hjælpe andre, ikke kun sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere, men frivillige af alle slags, ingeniører, politifolk, soldater, lærere, missionærer, præster - de gør det, fordi det giver mening, og fordi åget, som er formålet eller begrundelsen, gør byrden lettere at bære.
De lette byrder findes - uanset vægten. Vi tager gerne slæbet. Kærlighed og mening er åget, der gør byrden let; At det nytter noget for nogen, at det giver mening, også selvom det ingenting flytter, som fx ved svær sygdom. Bare det at være dér; at være den, der holdt i hånden til det sidste. Der er kærlighedsbuddet ikke endnu en tung pligt, men et nyttigt redskab. At bære et barn, passe et barn, skifte, made og lege med et barn er også et stykke arbejde, men et kærlighedsarbejde forbundet med glæde og livskraft. Vi bliver stærke som okser af kærligheden. Glade som forårskåde føl - også æselføl kan være kåde af glæde.
Nu har vi fået færten og har snuden i sporet. Vi er ildsjæle - vi vil i al fald gerne være det. Mennesker, der er stærke og brænder af engagement, som kan se og skønne, hvad der er nødvendigt, og er villige til at sætte sig selv til side på rette tid og sted. Mennesker, der gerne tager slæbet, lægger sig i selen, yder en indsats. Ikke en tom indsats for sig selv alene, men en indsats, der gør forskel. Der letter byrden for andre.
Kærlighedens arbejde er der mening og glæde i. Også når det er møjsommeligt, tungt. Ja, selv når vi taber det hele på gulvet og ikke har styr på noget som helst. Måske er det lige dér, det går det op for os, at der er styrke i at være de umyndige, de afmægtige. For dér forstår vi, hvad der skal til. At der er en Anden, der hele tiden bærer med, ledsager os, sommetider bærer det ubærlige sammen med os. Gud går med os alle dage og står inde for kærlighedens fuldendelse, også i det, der er tabt, er spildt, er brudt og forbrudt. Det aflaster os til at gøre det, vi kan, så godt, som vi kan det, med tillid, tro hedder det - fortrøstning til dagen i morgen. Én dag ad gangen hedder det for de umyndige dér, hvor det virkeligt brænder på. Hvor mobil og bærbar er nyttige redskaber, når de virker, men er til for livets skyld, for menneskene, de skal tjene - ikke omvendt.
Vi er ildsjæle. Guds højtelskede ildsjæle. Amen