Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 07.12.2014
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Eberhard Harbsmeier
Nogen gange ved man ikke, om man skal le eller græde, om man skal være glad eller om man skal være bange. Det er der mange eksempler på. Det mest oplagte er vel, når man forventer en fødsel, eller en fest, ja en rejse, man skal op til eksamen, man skal flytte. Ja egentlig er der grund til at glade sig, det er jo det man har forberedt sig til, glædet sig til, noget stort noget nyt begynder. Når det så endelig bliver til noget - så kan man pludselig blive grebet af panik, angst for det nye, der fremmede. Man har glædet sig til en rejse - men så pludselig, når man skal til at pakke, opdager man pludselig, at det egentlig var mindst ligeså hyggelig derhjemme - og meget billigere, så får man rejsefeber, begynder så småt at fortryde og får pludselig en fornemmelse af, at det var bedst at blive hjemme. Eller en stor fest en fødselsdag, man har glædet sig til det i årevis, knoklet på at alt er på plads - så lige, når det skal til at begynde, kommer nervøsiteten, man står der, alt er klar - og bliver pludselig grebet af panik: Hvad nu hvis der ingen kommer - eller, endnu værre, hvad hvis de nu kommer allesammen og det hele ender i kaos. For slet ikke at tale om brudepar, når de kommer i kirke. Det er da glade, men de ser også meget alvorlige ud samtidig. Mærkelig: Der hvor vi egentlig skulle være fro og glad, bliver vi grebet af uforklarlig bekymring.
Egentlig er advent en sådan tid. Vi fik forleden på præstehøjskolen besøg af en tysk professor, der sagde meget alvorlig: Det er en stor fejl, at holde juleprædikener i adventstiden. Advent, det er fastetid, angst, alvor, lad være med at tag e forskud på julen. Jeg vil nu driste mig at korrigere den gode kollega og sige: Advent er sådan en tid ad blanding mellem af glæde af angst, af forventning og bekymring. Det ligner den situation, hvor man står med kufferten og skal rejse - men bliver pludselig grebet af tanken om, at et egentlig var ligeså hyggeligt og billigt derhjemme.
Vi hørte om Esajas glædelige profeti om den nye tid, den rose der skyder frem, som vi jo synger om i julen. Og så det her om rædsel, om verdensundergang, om skræk og rædsel. Hvordan kan det passe sammen? Der er jo ikke megen jul over den tekst!
Men alligevel: Vores livserfaring siger, at det skam passer meget godt sammen. Hvis der skal komme noget nyt, er der noget gammelt, der må forsvinde Julen er så at sige ikke gratis, man må forberede sig rense ud, forlade noget, for at der bliver jul. Og evangeliet taler da også om begge dele: Det at være grebet af angst - og det at løfte sig hoved og gå sin forløsning imøde.
Så længe jeg har beskæftiget mig med teologi, har man hedt diskuteret, om det nu er fremtiden, denne tekst taler om, eller livet her og nu. Hvornår er dommedag -
engang i fremtiden - eller her og nu, hver dag, når livet står på spil. Jeg tror ærligt talt, at det er begge dele - både fremtiden og livet her og nu, både hele verden, der forandrer sig, og mit lille liv. Både min lille verden og den store verden er ikke evigt, skal forgå - kan bryde sammen - nu, men sikkert engang i fremtiden.
Hvad er det, man gør, når man er både angst og glad på engang? Ja egentligt giver søndagens evangelium et ganske jordnært, ja næsten banalt lydende svar: Vær vågen, Våg og bed! Lad være med at flygte fra livet - både fra det farlige og det glædelige, og fra det der er farligt og glædeligt på engang, "med svir og drukkenskab og timelige bekymringer". At "sløve" sit hjerte. Om de mange muligheder, hvormed vi holder livet på afstand. Druk og flugt i arbejdet - eller kombinationen af det. Det er bestemt ikke harmløst. Men vi skal ikke på denne måde "sove" vores liv væk, det gælder om at være "vågen". Vi skal ikke sløve væk fra alting, ikke bekæmpe angst, ved at fortrænge den. Det er sådan set legitimt at sove, vi kan ikke undvære det, det er også legitimt at glemme, det gør vi ved fester, gode timer, hvor vi for en stund glemmer alt, hvad der eller plager og trykker os. Det gør vi sådan set også i julen. Men ikke altid. Så bedrager vi os selv. Det gælder om at være vågen og ærlig overfor livet og sig selv. Ikke at sløve sit hjerte, flygte fra livet, men at være vågen, jeg vil oversætte det med at være nærværende, det er kernen i dagens evangelium, i virkeligheden
kernen i adventstiden. Ikke hygge - eller bedre ikke kun hygge - men nærvær!
At være vågen og at bede, det er at være nærværende i livet. Jeg har en meget opbyggelig historie fra min gamle tante Magdalene, der var menigheds sygeplejerske i Bremen under nazismen, en "bekendende" menighed i opposition den nazistiske sognepræst. Man havde ansat egen præst, men ellers havde man intet, kun en trillebør med salmebø ger, holdt gudstjeneste rundt omkring i kældere og andre ledige lokaler, ikke en gudstjeneste skulle aflyses, bemærker Magdalene stolt. Det vare en reformert kirke, hvor man ikke normalt holdt altergang hver søndag, men, skriver Magdalene, her var vi nødt til at holde altergang hver gang vi holdt gudstjeneste, for vi kunne jo aldrig vide, om det ikke var sidste gang. En fin begrundelse for altergangen hver søndag, det kristne svar på tidens flugt i svir, drukkenskab og timelige bekymringer.
Der er et andet træk jeg vil fremhæve ved den gode Magdalene og hendes erindringer. Nemlig slutningen, hvor hun skildrer, da hun efter krigen besøgte det gamle menighedshus eller missionshus, som vi ville sige i Danmark. Det var bombet sønder og sammen, alt lå i ruiner, men på forunderlig vis var døren blevet stående, en murrest med indskriften: Jesus Kristus er den samme i og går og til evig tid. Det skulle vi huske, siger, alt var brud sammen, men Kristus er den samme. Og hun skriver om det de unge i menigheden, lige før hun døde, som sit testamente. Der er en vidunderlig blanding af alvor og kristen humor i disse ord, det ene kan ikke være uden det andet. Det er adventstidens tema.
Kun den, der kender både glæden og alvoren kan virkelig glæde sig til jul. Amen.