Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag i advent, 21.12.2014
Predigt zu Johannes 1:19-28, verfasst von Marianne Frank Larsen
Da Aron trækker hesten med flyttelæsset ned ad bakken, tænker han på alle de gange, han er kommet hjem ad denne vej, hvor længselsfuld, han har været, hvor meget han har glædet sig til at komme hjem til Solveig. I Göran Tunstrøms bog, Juleoratoriet, er Solveig død fra Aron og de to børn, og i oktober giver Aron op. Han sætter gården til salg og flytter. Han kan ikke mere uden hende. Og på vej ud ad indkørslen for sidste gang, tænker han, at når han kom hjem til Solveig, var det "som at komme hjem til ordene". For Aron havde tingene været lukket til, før han mødte hende, verden havde ikke villet ham. Men da Solveig kom ind i hans liv, åbnede ordene sig - og verden med - takket være hendes væsen. "Han fik lov til at være vidne til, hvordan hun brød den ene ting op efter den anden", står der, "sådan at de blev rige, lysende af betydninger". Det, Solveig åbner for Aron og for sine børn - det er blandt andet den store verden. Amerika, som hun fortæller om, ildfluerne på den veranda i Kansas, hvor hun er vokset op. Og det er musikken. Bachs juleoratorium, som hun får den lokale organist til at binde an med, og som jubler ud af grammofonen derhjemme. Og det er kærtegnene. For til forskel fra de lokale koner kan Solveig finde på at kysse sin mand ved højlys dag og stryge sine børns kinder og ugle deres hår. Det er nogle af de mange ting, hun åbner for sine nærmeste, så de bliver "rige, lysende af betydninger".
Det er mennesker som Solveig, der er med til at forme vores liv og vores udsyn. For så dejlig Solveig er, så stjæler hun ikke selv hele billedet. Hun viser dem, hun elsker, noget andet end sig selv. Juleoratoriet, verandaen med ildfluerne i Kansas, kyssene ved højlys dag. Mennesker, der ikke bare taler om sig selv og deres egne sejre eller frustrationer, men fortæller om noget andet end sig selv, er med til at åbne ordene og åbne verden for os. Forældre, bedsteforældre, gode lærere, venner og mennesker, vi elsker. Hvis de træder til side som Solveig og viser os noget andet end sig selv, er de med til at bryde tingene op, sådan at de fænomener, vi ikke havde blik for før, bliver rige og lysende af betydninger. Juleoratoriet, stjernehimlen, fuglene, træerne, billederne, sangene, de fremmede lande, historierne, kristendommen for den sags skyld. Det er sådan, vi har lært den at kende. Områder, der var lukket land for os, åbner sig, når nogen bryder dem op for os med deres ord.
Det er det, Johannes Døberen gør i dagens evangelium. Hvem er du? spørger de ham, og når vi får det spørgsmål, er det voldsomt fristende at fortælle om os selv, når nu lejligheden endelig byder sig, udbrede os om vores egne sejre og frustrationer, det, vi er stolte af at have opnået, og det, vi er ærgerlige over. Jeg er sådan og sådan, jeg er den og den type, svarer vi beredvilligt, men det gør Johannes ikke. Han falder ikke for fristelsen til at udbrede sig om sig selv. Han nøjes med at sige, hvem han ikke er. Jeg er ikke Kristus, siger han, ikke Elias, ikke profeten. Og da de endelig presser ham til at sige positivt, hvem han så er, svarer han bare, at han er en stemme. Ikke noget i sig selv, men én, der råber i ørkenen for at gøre opmærksom på noget andet end sig selv. Andet behøver vi ikke at vide om ham. For det, Johannes lægger stemme til, er råbet om, at Herren kommer. Det er for at bane hans vej, at Johannes taler, som han gør, ikke for at bane sin egen.
Selv ikke, da han bliver spurgt om, hvorfor han så døber folk, falder han for fristelsen til at fortælle om sin egen teologi og sine egne præstationer. Han flytter simpelthen fokus fra den dåb, han udfører, til den dåb, der skal komme. Johannesdåben er ingenting i sig selv. Den er kun et forvarsel om den virkelige dåb, der kommer, når Jesus træder frem. Han er allerede skjult til stede, midt iblandt jer står en, som I ikke kender, siger Johannes, og med sine ord udpeger han den ukendte, så vi får øje på ham. Selv er han ikke Kristus. Han er en lampe, der kaster lys over ham. Eller han er en forløber, der baner vejen for ham. Eller han er en stemme, der råber om ham i ørkenen. Med sine ord bryder han de gamle profetier op, så vi kan se, hvem de handler om. Johannes er noget så usædvanligt som et menneske, der træder til side for en anden, så den anden kan komme til at fylde hele billedet.
Det er derfor, han får ordet på fjerde søndag i advent, lige før den anden kommer. For at han kan få os til at samle os og fokusere på den Herre, der er på vej. Han kommer med magten til at bryde verden op, selv når den lukker sig om os, som den lukkede sig om Aron, da Solveig døde fra ham. Kærlighedens magt. Mennesker, der ville os det godt, har banet vejen for, at han kunne komme lige præcis til os - i ord og toner, som de brød op for os, så de blev rige og lysende af betydninger. Vi skal gøre lige sådan for hinanden i de dage, der kommer. Ikke selv stjæle billedet med vores egne sejre eller frustrationer. Men træde til side som Døberen og give plads for, at den magtfulde kærlighed, der kommer, kan nå dem, vi holder af. "Glæd jer altid i Herren!" siger Paulus, "Jeg siger atter: Glæd jer!" Johannes giver ham ret. Vi kan godt begynde at glæde os. Amen.