Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften , 24.12.2014
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Niels Henrik Arendt
En af mine venner er den lutherske præst i Betlehem. Betlehem, som vi synger om i hele december måned, er ikke en lokalitet i landet østen for sol og vesten for måne eller en anden fantasiverden, nej, det er en ganske almindelig by beliggende på Vestjordan-bredden i det hellige land. Fra Betlehem-præsten fik jeg en julehilsen med et billede, som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. Nu er det sådan, at den her helt almindelige by, Betlehem på 3 sider er omgivet af en 9 meter høj mur. Det er den beskyttelsesmur, som Israel har bygget imellem sig selv og de besatte områder. Den kan man mene meget forskelligt om; jeg har også min mening, og den skal jeg ikke bebyrde jer med lige nu. Men pæn er den ikke. Det billede, jeg har fået, er et billede af et bestemt hjørne af muren, hvor der er malet et kæmpestort kalkmaleri. Kalkmaleriet forestiller jomfru Maria, højgravid, i orange og gyldne farver, ligesom en ikon. Maria ser lidt presset ud, bekymret og det kan man jo godt forstå.
Det er ikke lige sådan et billede, man ville vente at finde på denne mur med dens vagttårne, dens graffiti og dens markante politiske udsagn. Når jeg ikke kan få billedet ud af hovedet, er det fordi det rummer præcis den modsætning, som også julefortællingen indeholder. Noget meget smukt - og noget meget grimt. Noget meget fredfyldt - og noget, der signalerer ufred og fjendskab mellem mennesker. Noget håbefuldt, hvad udstråler mere håb end det i grunden ganske hverdagsagtige syn af en gravid kvinde - og så noget, der udtrykker en temmelig stor grad af håbløshed.
Det er smukt med barnet Jesus, der bliver født i fortællingen i dag, men vorherrebevares for nogle omgivelser dér i stalden. Det er fredfyldt med den lille familie, men lige om hjørnet lurer dem, der vil slå barnet ihjel. Vi tænker fremadrettet, når et barn kommer til verden, men for Josef og Maria, for deres barn, ja, for hele deres folk så fremtiden håbløs ud.
Vi hører, at englene synger et fredsbudskab ud i natten: fred til mennesker med Guds velbehag. Det lyder så håbefuldt, så tilforladeligt. Men der er ikke fred. Hverken i Betlehem eller i Ferguson, i Syrien, Ukraine eller Irak. Der er heller ikke fred hos os: tænk blot på, hvor mange børn, der må afsted til flere juleaftner, fordi deres forældre ikke evner det med at slutte fred! Eller tænk på den ufred, der findes i vore egne sind, når vi føler os uretfærdigt behandlet eller overset. Tænk på angsten for at miste jobbet eller for at falde i på den ene eller anden måde.
Fred, fred, synger de, men hvor er freden?
Er hele julehistorien så ét stort bedrageri? Ja, enten er den det - eller også findes der faktisk en fred midt i alt det, der virker så komplet ufredeligt. Det sidste er tilfældet.
Hvad er fred? Det er ikke bare fraværet af strid og ballade. Nej, det er at blive befriet fra enhver fjende, at opdage at fjenderne ikke har den sidste magt over os, fordi den magt ligger hos en anden. Man kan opleve fred i en situation, hvor man er omgivet af fjender. Hvis man har noget hos sig, som fjenderne ikke kan erobre, ikke kan få magt over. Hvis fjenderne ganske enkelt ikke kan få det sidste ord.
Sagt på en anden måde: selv de stærkeste magter kan komme i situationer, hvor de opdager, at al deres isenkram ingenting er til. I filmen 'The Lady' om den burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, som sad 20 år i husarrest, ser man på en march en deling soldater forsøge at standse hende ved at rette alle deres automatvåben mod hende og afsikre dem. Men hun bliver bare ved med at gå hen imod dem. Og man ser rådvildheden i deres ansigter: hvordan kan man overvinde en, der ikke engang er bange for at blive skudt?!
Al ufred begynder med mennesker, sådan er det desværre. Al ufred begynder med den uro og selvhævdelsestrang, der findes i hvert eneste menneskes hjerte. Men det er op imod den ufred, kristendommen sætter Betlehemsbarnet. Det kommer ind midt i de grimmeste og mest fjendske og håbløse omgivelser. Ingen magt kan hindre, at barnet kommer til verden, og dermed - trods det, at det vel er omtrent det mest hjælpeløse og afmægtige vi kan forestilles os - er det et udtryk for en guddommelig magt, der er stærkere end al modstand. Selv ufreden, uroen i vores eget sind skal ikke bestå. Det er julefortællingens ufattelige befrielse - 'befriet vi bliver fra hver eneste fjende, selv fjenden, der har vore hjerter besat'.
Gud behøver ikke en vældig magtdemonstration for at gøre alle ufredskræfter til de små; nej, han kan nøjes med noget så hverdagsagtigt og småt som et barns komme til verden.
Taler vi så om sådan en slags himmelsk eller åndelig fred? Nej, det er noget, der faktisk sker her på jorden. Et af de smukkeste eksempler derpå er beretningen fra 1.verdenskrig om de tyske, franske og engelske soldaterne, der for netop 100 år siden, julenat 1914, kravlede op fra skyttegravene og ud i ingenmandsland, gav hinanden gaver, cigaretter og chokolade og endda sang sammen. Det er også billedet af den gravide kvinde på den hæslige mur. Det er overvindelsen af vores selvvelbehagelighed, når vi føler os befriede til at række hånden ud til mennesker, der ikke lige har overskud i deres liv.
Det er en grotesk, men også skæbnesvanger fejltagelse, når vi tror, at det onde kun kan overvindes ved kæmpestore foranstaltninger, alt for store for vore kræfter. Se Gud: han lader en kvinde bringe et barn til verden, det er det hele, og det udretter så meget, at vi fortæller om det endnu.
På samme måde fortæller præsten i Betlehem, at alle jordens statsledere nærmest rutinemæssigt lægger vejen om ad dette verdens brændpunkt for at sætte noget i værk - og indtil nu er der ingenting kommet ud af det. Men i Betlehem sørger den lutherske kirke for, at børnene kommer i skole, at de bliver hjulpet med de værste traumer, at der er et sted, hvor de kan spille fodbold, og giver dem muligheder for at få en brugbar uddannelse. Det holder ondskaben stangen, det skaber håb om og tro på, at ødelæggelsesmagterne ikke skal få det sidste ord.
Gud får det sidste ord. Og dermed er vi både befriet fra angsten for, at det onde i os og omkring os skal få magten til sidst. Men vi er også befriet fra den kæmpestore indsats, som vi ikke har kræfter til, befriet til den lille dagligdags velmenende handling, som vi alle evner, og som kan være så vigtig.
I storfilmen om 'Hobbitten' siger den gode troldmand, Gandalf et sted om en af sine med-troldmænd: "Han tror, at det kun er overvældende magt, der kan holde det onde i skak. Men det er ikke, hvad jeg er nået frem til. Jeg har fundet ud af, at det er de små hverdagsagtige handlinger gjort af helt almindelige mennesker, som holder mørket stangen. Små handlinger af venlighed og kærlighed".
Det største kan gemme sig i det mindste. Det mindede Maria-billedet på muren mig om. Så gå I da hjem i aften og hold julefest med varme, hygge og fremkommelighed. Handl vel imod alle, tal ordentligt sammen og lad freden få magt over jer en stund - og kom ikke for hurtigt videre. Også det er julens befrielse. Glædelig jul.