Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis (Allehelgen), 04.11.2007
Predigt zu Mattæus 5:2-12, verfasst von Eva Meile
Salig. Hvem vil ikke gerne være salig? Salighed er det højeste af alt, lykkens tinde. Vi forbinder ofte ordet netop med fryd: Salig fryd - eller med lykke: lyk-salighed.
Men hvad er det, der gør os salige? Hvornår var vi sidste gang salige? Måske må vore tanker vandre langt tilbage i tiden, for salighed hænger ikke på træerne, det er ikke noget, vi oplever hver hveranden dag. Måske var det et af de sjældne øjeblikke, da alle bekymringer med ét havde forladt os, da solen skinnede fra en skyfri himmel, og hvor vi mærkede et legemligt og sjæleligt velvære ved at være til, som fik os til at synge indre lovsange.
Eller måske var det et øjeblik, da et arbejde lykkedes for os, og vi mærkede taknemmelighed og anerkendelse skylle op imod os, så vi glemte tidligere nederlag og følte en dyb glæde ved at kunne yde noget, som nogle fandt ikke var ligegyldigt. Eller det var det øjeblik, hvor vores barn kom til verden og udstødte sit første lille skrig, fanfaren til livets under. Eller da vi så ind i et par øjne, hvorfra kærlighed og forståelse strømmede os i møde. Under alle omstændigheder var det stunder, hvor drømmen om salighed - fostret måske af en ur-erindring om Paradiset - blev til virkelighed.
Jesus ved, at vores længsel efter salighed er en drivkraft i vort liv, forbundet som den er med selve den måde, hvorpå vort åndedrag er beskaffent, iveren, hvormed vi ånder luften i fulde, salige drag. Måske går han derfor i sin bjergprædiken lige til sagen. Uden indledning stiller han sig op foran folkeskarerne og siger: Salige er de fattige i ånden - og fortsætter så med alle de mange saligprisninger.
Men hvad er det dog, han siger? Ikke noget om lykke, velvære, kærlighedsfryd eller alt det, vi kunne vente. Tværtimod: Salige er de, der forfølges for deres retfærdighed! Eller salige er de sagtmodige (måske ligefrem de underkuede)? Dem, der hverken høster lykke eller laurbær). Eller: Salige er de, der sørger
Det er en noget anden opfattelse af salighed end den, vi har. Vi har svært ved at følge ham. Men måske siger han det med henblik på evigheden? For at trøste og give håb til dem, hvem saligheden her på jorden er nægtet: I skal nok få jeres løn en gang? Ja, det ligger vel også i det. I hvert fald kan vi næppe tvivle på, at han med sit kendskab til hele virkeligheden, den jordiske og den himmelske, og med sin kærlighed til os mennesker, også vil sige noget trøstende til os. Og den trøst, han her giver, er, at ingen af hans børn i evighed skal formenes adgang til "lyksalighedens ø".
Saligprisningerne er ord til håb. Men Jesus er ikke kun i fremtiden med sine ord. Han siger ikke: Salige skal de fattige, de sagtmodige, de sørgende blive en gang. Han siger: Salige er de. Hvad er det for en salighed, han taler om?
Hvordan kan f.eks. den sørgende være salig? Ja, et menneske kan og tør ikke komme med forklaringer her, for vi forstår det ikke. Der må ligge en viden bag, som vi ikke kender. Men måske har vi dog en anelse. Skulle det være sådan, at et menneske midt i sorgen, når alt er mistet, når tabet af lykke er en uomgængelig realitet, kan gøre den erfaring, at selve det nøgne, lykkeløse liv er noget rigt og stort i sig selv? Og at på mærkelig vis den, som er færdig med den jordiske salighedsdrøm - netop fordi han eller hun da alene er henvist til Gud - på en særlig måde kan få hjælp til at følge den bestemmelse, som han har for ethvert menneske, men som vi ofte synes kolliderer med vor egen lykkedrøm. Og måske vil det menneske da erfare en helt ny og dyb form for salighed, som ikke slukker den aktuelle, jordiske sorg, men som omformer den, lutrer den, renser hjertet? Siger ikke Jesus selv: Salige er de rene af hjertet? Og rene af hjertet - det betyder næppe de gode og fuldkomne, for så var og blev ingen salig, men det kunne betyde dem, der har lidt savn og sorg, men som efter deres tab på en måde har fået renset ud og gjort plads i hjertet til Guds kærlighed.
På Allehelgens dag, hvor vi mindes dem af vore kære, som vi har mistet, er det under alle omstændigheder ingen ringe trøst, at Gud formår at vende vor sorg til salighed. Og den måde, han lutrer hjertet på, er ved - ikke at lade vores kærlighed til dem, vi har mistet, blegne, men tværtimod lade den fylde vort hjerte, gå ud i hver en krog af det, så det bliver varmt og opfyldt med tak, fordi de overhovedet har levet - trods den pris, som livet før eller siden må betale til døden. Allehelgens dag er den dag, hvor vi mindes om, at det er kærlighedens dybde og ikke dens varighed, der gør salig. Og at der er et fællesskab mellem mennesker, der går ud over tid og rum. Lige som det gælder i vort jordiske liv, at vi ikke er mere spærrede inde i os selv, end at kærligheden kan få os til at gå ud af os selv, at binde os til andre mennesker og være helt optaget af dem for deres egen skyld, - lige som kærligheden altså her kan slå bro imellem isolerede væsener, sådan kan der også bestå en bro over den afgrund, som døden lægger mellem mennesker, der har stået hinanden nær. De kan ikke mere skilles fra hinanden, for de er én gang for alle gået over i hinandens liv og er blevet en del af hinanden.
Deri består kærlighedens salighed: at den ikke kan dø, at den lever sit liv hen over alle grænser, som sættes for den i livet og i døden. Sådan er kærligheden, fordi den har sin oprindelse i Gud. Det er Guds kærlighed, som "slår over dybet den gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem til de levendes land." Saligheden er broen mellem tid og evighed. Den er fred og forventning på samme tid. Fred i bevidstheden om Guds nærvær i tiden, og forventning om fællesskabet med Gud i evigheden. Og med vore kære.
Skellet mellem liv og død går mellem det kærlige og det kærlighedsløse liv. Vi kunne lige så vel sige: mellem det salige og det u-salige liv, mellem det liv, som hviler i Gud, og det liv, der tager afstand fra Gud. Fordi det er sådan, kan saligheden bo midt i det liv, som døden har gjort indhug i, den kan bo i det hjerte, som sørger her i tiden.
Jesus taler altså ikke kun i fremtid, når han beskriver saligheden. Men han taler også i fremtid. Når han taler om Guds rige, så er det med et tonefald, som antyder alt det, som vores forstand ikke kan rumme, men som vækker håbet i os om det ganske anderledes liv, det evige liv i det himmelske Jerusalem, som seeren Johannes udmaler for os i mærkelige, overjordiske billeder. Vi hørte nogle af dem i dag. Det særlige ved dette nye Jerusalem er ifølge ham, at dér skal der slet ikke være hverken sorg eller adskillelse eller savn længere, ingen suk og ingen tårer, ingen død og ingen mangel på kærligh
De døde, som vi mindes i dag, er gået forud til det himmelske Jerusalem. Men det er den samme vej, vi går på. At vi er sammen på vejen, har den ortodokse kirke et smukt billede på: Nadveren, siger man der, er et billede på det måltid, som Jesus siger, vi skal have med ham i Guds rige. Og da Guds rige ikke er begrænset til enten det himmelske eller det jordiske, men omfatter hele virkeligheden, så er nadveren stedet, hvor levende og døde mødes i fælles lovsang. I den ortodokse kirke forestiller man sig billedet af et cirkelrundt nadverbord, hvor levende og døde knæler ved hver sin halvcirkel.
Så vil vi da også på denne Allehelgens søndag, i kor med alle engle, i kor med alle salige, synge Gud en tak for det liv, vi har, og det liv, vi venter. Amen.