Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Julesøndag, 28.12.2014
Simeon og Anna.
Predigt zu Lukas 2:25-40 , verfasst von Eva Tøjner Götke
To gamle mennesker i templet i Jerusalem, der tyder tegnet - barnet i forældrenes arme.
Tyder det - som forløsningens tegn, som Guds gave til menneskene.
Simeon og Anna bærer barnet op på armen og velsigner det.
Men det, der sker, er, at det er barnet, der bærer dem, og har båret dem alle de år. Og nu bærer dem til at gå deres død i møde, forløst, fulde af trøst.
Det er håbet om Guds forløsning, der har tilskyndet Simeon til at komme ind i templet - i det øjeblik Josef og Maria kommer med deres barn.
Og det er håbet om forløsning, der har fået den gamle Anna til at bo i alle disse år inde i templet - og vente på at få det liv tilbage, som hun havde mistet.
Det er svært at blive gammel i dag.
Simeon og Anna hører til sjældenhederne.
De skjuler sig måske på plejehjemmene.
Vi andre forventer i hvert fald ikke, at de er i stand til at tyde tegnene for os.
Alting skal gå så hurtigt i dag og være så effektivt, at vi ikke har tid til at vente på de gamle.
De taler også alt for langsomt, et mærkeligt gammeldags sprog.
Og tiden er jo en anden i dag, siger vi.
Den verden, som de gamle levede i, kan vi slet ikke sammenligne med vores.
Ikke mange mennesker føler sig båret gennem livet - snarere omvendt: at de skal bære alting selv.
Den tid er forbi, hvor det at blive gammel var forbundet med visdom og omgærdet af respekt for en smertefuld vundet livsindsigt.
Nu er de gamle bare nogen, der desværre ikke er unge længere.
De grå hår skjuler vi.
Rynkerne vil vi ikke være ved.
Livserfaringen skal ikke kunne ses.
For livserfaring er jo for det meste forbundet med noget smertefuldt - med tab, med skuffelser, og selvfølgelig også med glæder - men også med selvindsigt, med andre ord: visdom.
Vi vil ikke vide af det smertefulde i livet.
Det er ikke til at bære - for vi skal jo bære det hele selv. Hvem ellers?
Vi vil ikke vide af, at vi hver dag dør en smule.
At vi hver dag er nærmere døden.
Hvor grum en tanke. Lad os nu feste og være glade. Bær nu ikke den rare jul ud!
Det er svært at blive gammel i dag.
Måske er det forbundet med, at det er svært at være et barn.
Ligesom vi flygter fra alderdommen, sådan flygter vi jo også fra barnet inde i os.
Vi vil være voksne: stærke og selvstændige og bære det hele selv.
Måske ligger forudsætningen for at bære sin alderdom i at kunne bære det at være et barn. Et gudsbarn.
Han løftede dem op og bar dem alle fortidens dage, skriver Profeten Esajas.
Det var det løfte, Simeon og Anna havde levet på og gået deres død i møde på.
Han løftede dem op og bar på dem alle fortidens dage.
Det var ikke døden, de gik i møde, men deres forløsning.
Det var det, der skete i templet, da de bar barnet op på armen - det var barnet, der bar dem og gav dem fred til at gå deres død i møde.
Budskabet på denne julesøndag er, at det er os, der skal lade os tyde af barnet og lade os bære igennem livet - som børn på armen - gennem de lidelser, skuffelser, tab, som hører med - så vores livserfaring kan give os livsindsigt og selvindsigt og tro og håb.
Og fred.
Fred i troen på at vi er Guds børn. Og er vi børn er vi også arvinger. Så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres ved ham.
Og tror vi på, at vi er Guds børn, skal vi også leve som Guds børn.
Se gudsbarnet i vores gamle.
Se gudsbarnet inde bag rynkerne og furerne og det prøvede liv.
Og holde op med at betragte plejehjemmene som helvedes forgård - men som templets.
Det sted, hvor vi lade os bære af barnet.
Det barn, som selv blev til fald og oprejsning.
Et tegn, der skulle modsiges, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.
Vi modsiger det, når vi ikke vil vide af vores gamle. Når vi helst vil blive fri for dem.
Og hjælpe dem til at dø, aktivt, effektivt.
Aktiv dødshjælp er barnemord.
Gud !
Send din søns ånd i vore hjerter - lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.
Lad os bæres af ham, lad ham være et lys til åbenbaring for os.
Amen.