Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Hellig tre Konger, 04.01.2015
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Det er en eventyrlig fortælling vi hører til Hellig tre
Konger. Vi hører om de vise mænd fra Østerland, der drager ud for at finde
jødernes nyfødte konge, for de har set hans stjerne gå op og nu vi de opsøge
ham og tilbede ham.
Men der er fra første færd noget galt i historien. For
kongerne kommer fra østerland og er derfor hedninger, hvilket vil sige
ikke-jøder. Hvorfor i alverden skal de så opsøge jødernes nyfødte konge, som de
så tydeligt siger? Man skulle tro, at det var jødernes konge og ikke
deres konge.
Men allerede fra første færd er historien større end som så.
At de har set hans stjerne i Østerland og ikke bare over
Israel, siger os, at det nyfødte barn ikke kun er til brug for jøderne; men for
hele verden. Det, der sker, er ikke bare eksklusivt, men inklusivt for alle
mennesker. Det fortæller altså, at i denne yderste afkrog af det romerske rige,
der er der født et barn, som for betydning for hele verden.
Og barnet betydning er da sandelig til at få øje på.
Vores tidsregning er sat efter ham. Hans navn bliver forkyndt ud over hele
jorden. Jesus Kristus hedder han, og de kulturelle og menneskelig påvirkninger,
der følger i hans spor gennem verdenshistorien er ganske enorme.
Det er i vor tid næsten kommet på mode at prise alle de
fremskridt som kristentroen har æren for: Frihed, lighed og broderskab. Og
sandt er det at kristentroen i sig bærer kimen til at meget frit menneskesyn,
da kristentroen ikke kender til religiøs lov og menneskelige hierarkier.
Men det kan også tage overhånd. Det er som om at vi
næsten kun ser kristendommens kvaliteter som noget der foregår her i verden. At
kristendommen kun er en stor civilisatorisk faktor, som det er blevet udtryk,
og det er da sandt nok; men hvis tingene skal have nogen klangbund, så er vi
nødt til at fastholde at kristendommen vil mere end det. Kristendom er ikke kun
kultur og et kulturelt fænomen. Kristentroen er også troen på at verden
tilhører Gud. Kristentro foregår ikke kun her i verden; men foregår også ude af
verden.
Det er jo derfor at de vise mænd fra østerland opsøger
jødernes nyfødte konge. Ikke for som antropologer at undersøge de kulturelle og
civilisatoriske implikationer af dette nyfødte spædbarn; men for, som de jo
også siger det, at tilbede ham. Det er dog en væsentlig forskel.
For de vise mænd er ikke objektive betragtere. De er ikke
kulturelle arkæologer, der undersøgende forholder sig til deres genstand. De er
tilbedere i ånd og sandhed.
De vise mænd er udtryk for at Gud er kommet til verden.
Ikke bare eksklusivt kommer til nogle få; men er kommet til verden. Og
at dette komme har betydning, ikke bare kulturel betydning; men har menneskelig
betydning. Har en betydning for menneskelivet, der rækker ud over denne verden.
Og noget, der rækker ud over verden, kalder vi for håb.
Håb kræver at ville noget mere end blot det nære for at kunne kaldes et håb.
Derfor står stjernen også på himlen, for at lyse håb på vejen.
Det farlige er at se på stjernen og ikke på det som
stjernen lyser på. I vore dage, hvor vi er meget optaget af kristendommens
positive påvirkninger af kulturen, der er det som om at vi ser op i himlen mod
stjernen i det høje. Vi ser på stjernen og ikke på det stjernen lyser på. Vi
gør kristendommen til et kulturelt indslag og ikke til en forkyndelse af at
verden tilhører Gud.
Det har Grundtvig et meget klart blik for i den salme vi
skal synge om lidt. Her skriver Grundtvig:
Stjernen ledte vise mænd,
til vor Herre Kristus hen;
vihar og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne
kommer vi til Jesus Krist.
Stjernen og det vil også sige alle kristendommens
udenomsværker og kulturelle implikationer, er til for at lede os til Jesus. Vi
er måske alt for optaget af stjernen og derved kristendommens udvikling og
indvikling i verden, og glemmer måske at det egentlig handler på barnet i
krybben og manden på korset.
Derfor skriver Grundtvig også:
Denne stjerne lys og mild
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Alt peger på Jesus Kristus. Sandt er det at meget i
verden er opstået omkring ham. Menneskelige forhold i frihed og lighed,
politiske styreformer, religionsfrihed og meget andet. Men det må ikke glemmes
i lyset fra disse kulturelle fænomener, der er som stjerne på himlen, at det
afgørende er barnet i krybben i Betlehem, som de vise mænd drog til for at
tilbede, og da de havde set Jesus, hører vi ikke mere om stjernen, for da var
dens opgave opfyldt. De var ledt til Jesus, og havde mødt himmelkongen den
lille. De havde erfaret at verden er Guds, og det drog i ud i verden for at
forkynde, så at også må kunne høres af os i dag: at nu er jer en frelser født.
Amen.