Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter helligtrekonger, 11.01.2015
Predigt zu Lukas 2:41-52, verfasst von Leise Christensen
I næsten ethvert hjem står der tykke albums på reolerne, alle sammen fyldt med billeder fra familiens mærkedage, fra sommerferier og udflugter og frem for alt af vore børn i alle mulige og umulige situationer. Sådan er det ikke med Jesu barndom. Det eneste vidnesbyrd, vi har fra hans barndom ud over fortællingen om det lille barn i krybberummet, er den fortælling, som vi hører i dagens tekst. Det er Jesus, der har været på pilgrimsfærd med sin far og mor til det store Jerusalem, der var propfyldt af mennesker pga. påskehøjtiden. Det er overladt til os selv at forestille os Jesu barndom, hans interesser og virkefelter – evangelierne og Paulus’ brevlitteratur fortæller intet udover dette i dag. Men hvad er det så for en fortælling, vi hører? Egentligt er der vel næppe nogen af os, der ikke kan nikke genkendende til den. Man er taget af sted på udflugt med familien incl. den balstyrige 12-årige, der er ved at blive besat af hoppende hormoner. Barnet er inde i en frigørelsesproces og finder helt andre græsgange den dem, som far og mor egentligt havde tænkt sig, at man skulle bruge tid på. Scenariet er velkendt: Mor og far tror, at barnet er lige bagved dem i køen på markedspladsen, men barnet, som aldeles ikke betragter sig selv som et barn, er på vej et ganske andet sted hen, et sted, som er langt mere interessant. Og da de endelig finder ham igen efter at have måttet drage tilbage til Jerusalem – de var jo på vej hjem til Nazareth, da de opdagede, at han ikke var sammen med de andre jævnaldrende lømler fra landsbyen oppe nordpå – ja, så er han faktisk noget flabet. Han svarer dem på deres spørgsmål om, hvor i alverden han har været henne, at han da har været hos sin far. Der har han været, mens hans far og mor ledte efter ham. I samfulde tre dage. Det må have været sårende ord for Josef at lytte til, ham, der dog var den mand, der klædte og skaffede føden til drengebarnet, elskede ham og gav ham tag over hovedet. Men Jesus var en dreng, der ligesom alle andre drenge og piger i den alder trængte til at manifestere sig selv og sin gøren og laden. Han var altså i en frigørelsesproces og fandt det nødvendigt at gå sine egne veje. Det svarer godt til, at han var i konfirmationsalderen, den alder, hvor alle jødiske drenge går til deres bar mizva og bliver til en søn af Loven, dvs. at de bliver religiøst myndige. Man kan vel sige, at Jesus i dagens tekst er uartig, ja, måske endda ubetænksom – i hvert fald over for sine jordiske forældre.
Jeg sagde før, at vi ingen fortællinger har om Jesu barndom udover denne her og så fortællingen om hans fødsel i Betlehem. Det er strengt taget ikke helt korrekt. I nogle af de skrifter, som ikke er med i bibelen, finder man læssevis af fortællinger, eller legender skulle man måske snarere sige, om Jesus som barn. I disse tekster er Jesus et fromt barn grænsende til det enormt kedelige. Han er et barn med særlige evner, som han ikke kan lade være med at bruge. Når børnene former fugle af leret nede ved kilden, kan han ikke lade være med at give dem liv og få dem til at flyve. Når de andre børn leger vildt og voldsomt, kan han ikke lade være med at gribe ind med et mirakel eller to for at stilne gemytterne. Han er i disse legender helt klart gudsbarnet, det særlige barn. Og det gør faktisk disse legender noget så ukristelige. For Jesus var jo ikke en gud, der bare lod som om, at han var menneske. Jesus var et menneske. Et fuldt og helt menneske. Og det er måske det, som Lukas i sin fortælling om den 12-årige i templet har blik for. Jesus var et menneske, der som alle andre mennesker på et tidspunkt gjorde oprør mod de strammende bånd, som var med hjemmefra, bånd, han ønskede at løsne en smule. Kirken har i hele sin eksistenstid arbejdet og bøvlet med dette spørgsmål: Var Jesus Gud eller menneske? Var han helt menneske eller halvt Gud? Var han som det beskrives i legenderne, eller var han som beskrevet hos Lukas? Det er så nemt at falde i en af de to grøfter og at overbetone enten det menneskelige aspekt eller det guddommelige. Hvis vi vælger at høre på barndomslegenderne og gøre Jesus til et vidunderbarn fra barnsben af, ja, så gør vi Jesus til et usårligt væsen, der bare lod som om, at han levede et menneskeliv, lod som om, at han led og døde for vores skyld. Nej, vi må holde fast i, at han var et sandt menneske, der som alle mennesker måtte igennem en barndom med skuffelser, glæder, fejltagelser, lykkelige begivenheder og identitetsproblemer – sådan som alle mennesker kender til det.
I Tyskland har kunstneren Max Ernst malet et billede af Jesus. Han ønskede, så vidt jeg kan se ud af billedet, at gøre op med det idylliske billede af Jesus, det billede, som de fantastiske barndomslegender repræsenterer. Max Ernst malede et billede af Jesus, der får en endefuld, et ordentligt klask bag i. Maria sidder bred, mægtig og vred med barn Jesus over knæet, og vi må forestille os, at Jesus har været uartig og bliver straffet for det af sin mor. Her kan Maria ikke kaldes Gudsføderske, Guds moder eller Den hellige Moder eller noget andet fint, hun er simpelthen MOR. Her i billedet har vi i hvert fald et kraftigt udtryk for den menneskelige Jesus, den Jesus, der har gjort sig fortjent til et klask bag i. Men Max Ernst forfalder ikke til at gøre Jesus aldeles menneskelig, hvorved han falder i den anden grøft i forhold til barndomslegenderne, næh, for lidt foran Jesus, der har hovedet nedad liggende på sin mors knæ, der ligger hans glorie, som er faldet af i kampens hede. Stråleglansen fra glorien lyser betragteren i møde, så man alligevel ikke er i tvivl om, at der nu er noget særligt ved Jesus, også selvom han ligger på sin mors knæ. Vi må forestille os, at i sekundet efter, at billedet er malet, ja, der sætter Maria Jesus på gulvet, glatter hans tøj lidt, giver ham et kram og sætter stråleglansen på plads omkring hans hoved sådan, som vi andre mødre sætter elefanthuen på inden afgangen til skole. Jesus er Gud og dreng, Marias dreng og Guds søn. Jesus har sin rod i begge sfærer, i det himmelske og i det jordiske, med to hjem, med to fædre, som Gud og mand.
Mange timer er i historiens forløb gået med at udgrunde dette mysterium – hvordan kan det gå til, spørger vi. Og svært er det at forstå. Men sagen er måske, at man snarere end at grunde over sagens hvordan måske skulle grunde over sagens hvorfor. Hvorfor valgte Gud at blive menneske og lide en brutal død med smerte og angst som ethvert andet henrettet menneske? Hvorfor ville han slæbes for retten, dømmes og henrettes for tre senere at opstå som en Gud? Det ville han for vores skyld, for at der skulle være en udvej i vores liv, når det sander til, for at også vi skulle have to steder, vi kan føle os hjemme, to steder, hvor vi kan henvende os, når livet ikke længere synes at være til at overkomme. Som Jesus har vi to hjem, som vi hører til. Vi hører til hos vore forældre, vor familie, vort sogn, by, nation og verden. Men vi hører også til hos Gud. Det statsborgerskab, som vi har hos Gud, er det, som vi får i dåbsgave. I dåben får vi at vide, at vi har et hjem også hos Gud, som er vores far. En far, der elsker sine børn ubetinget. Selv når vore liv ikke synes at ville, som vi vil, eller når det synes, at livet ikke lykkes på den måde, som vi havde forestillet os, at det skulle lykkes, ja, så er det lykkedes i Guds øjne. Der er vi elsket lige præcis, som vi er med fejl, mangler, oprør, en mere eller mindre blankpoleret tro. Vi har hjemsted i vores familie, men også i kirken. Der kan vi gå hen og takke Gud, vi kan skælde ud og diskutere eller blot tale med ham, for sådan er det i et trygt hjem. Alt dette må vi vove at tro, selvom forstanden ikke kan følge med. Vores andet hjem her i kirken giver os overskud og mod til at gå ud og leve vores liv med vores familie, venner, arbejde, og hvad vi nu ellers har i vores dagligliv. Som Jesu liv balancerede mellem det menneskelige og det guddommelige, balancerer vore liv mellem vore to hjem. I det ene hjem henter vi kraft og styrke til at gå ud og leve i det andet hjem sådan, at vi får mulighed for at leve med respekt for medmennesket, i kærlighed, betænksomhed og tillid. Og når dette trods den gode vilje ikke vil lykkes, ved vi, at også det er der tilgivelse for hos vores himmelske far. Amen.