Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
23. søndag efter trinitatis (drittletzter Sonntag im Kirchenjahr), 11.11.2007
Predigt zu Mattæus 22:15-22, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Vi ved ikke rigtig hvem de var, disse herodianere, men antagelig var de tilhængere af Herodes Antipas, en af den Herodes den Stores sønner. Blandt almindelige mennesker var det sådan i samtiden at det gøs i dem, når talen faldt på den familie. Én ting vidste man i hvert fald om dem, nemlig at redelig, oprigtighed og retfærdighed ikke var noget de kerede sig noget videre om. For dem stod magten i centrum. Den ville de have, og det måtte koste hvad det ville. De ville skalte og valte som bedst - det var deres egen families ære og velfærd der stod i centrum. De brugte gerne alverdens religiøse ideer, strategiske udfald, klogskab for at sikre sig selv; men folkets vé og vel angik dem ikke.
Det var et rædselsregime af den værste slags, de stod inde for.
Og derfor er der intet uskyldigt i dagens spørgsmål til Jesus: "Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Det er ikke et akademisk spørgsmål, det er ikke et en-passant-spørgsmål, det er ikke en løs debat om noget interessant.
Det er den rå magts håndlangere, det er de brutale i landet, der sniger sig ind på ham og med smiskende øjne og snedige ord kaster en luns hen til ham i håbet om at han vil lade ordene fare fra sig i uforsigtighed.
De ved godt at de er på kant med deres samtidige, disse herodianere, - de ved godt at de står inde for et landsforræderi - måske ved de også at hvis de ikke håndhæver magten brutalt, så kan det være ude med dem i hast.
Enhver der iagttager magtudøvelse ved også at det er elementært at hvis man kan henlede folks opmærksomhed på andre ting, på andre udviklinger og indviklinger, sprede menneskers opmærksomhed, måske endog gøre dem indbyrdes uenige, så kan der skabes rum for uhyrligheder - eller rettere sagt, den vilkårlighed som hersker bliver ikke afsløret. Nu om stunder kalder vi det "spin" - en disciplin som er så væsentlig at man endog kan blive doktor i den.
Havde de kunnet få Jesus til at sige noget tosset den dag, så havde menneskemængden måske kastet sig over ham - så havde det måske været ham der havde stået der som landsforræder - så havde det været ham der havde stået der som udnytteren.
Men det gik galt. Han indlod sig ikke med dem! Han afslørede dem, og ingen var i tvivl om at de havde villet lægge en fælde for ham. Han skulle have stået der som en folkets fjende. Han skulle have stået der som en der afskyede lov og ret.
Alle vidste nu at det var dem der gik besættelsesmagtens ærinder.
Alle hadede disse mønter med kejserens billede på. I Israel syntes man at man var med til at tilbede kejserens person når man betalte med disse mønter - og dermed følte man at man overtrådte det første bud, nemlig at man ikke måtte tilbede andre guder.
Jesus befriede dem fra denne skræk. Det var som om han på den dag sagde, at det da kun var et billede. Det billede kunne de da bare give tilbage til ophavsmanden. De kunne bare give kejseren hans eget portræt tilbage. De skulle ikke tro at man kunne holde sig gode venner med evigheden ved blot at undlade at gøre bestemte ting - ligesom de ikke måtte tro at man ved at overholde de religiøse foreskrifter bare sådan uden videre gjorde sig fortjent hos Gud. Det var ikke så enkelt som de til tider ville ønske sig.
Jeg ved ikke hvorfor, men det har tilsyneladende altid været en fristelse for mennesker at mene at der bare fandtes bestemte ting, ritualer som man skulle overholde og så ville det nok alt sammen gå - også selv om man hverken lagde hjerte eller tanke i det. Der er en idé om at hvis blot man overholder traditionerne, så går det nok aldrig rigtig galt.
Men der findes altså traditioner og "traditioner" - vi har alle sammen prøvet at stå og plapre sætninger hen for os der ikke gav mening - vi har vel også prøvet at uforståelige ord pludselig gav mening fordi vores tanke havde været henover dem tilstrækkeligt mange gange.
En tradition er en overleveret historie. Vi bliver ved med at fortælle den, vi bliver ved med at gøre det, fordi det skaber mening og giver liv. Vi fejrer vore børns fødselsdage på een måde, vi fejrer juleaften på en bestemt måde og hvor det gøres oprigtigt er det som om der tilføjes noget hver gang; men alt det man allerede har oplevet klinger stadigvæk med som rigtigt og sandt.
Ved skelsættende lejligheder tager vi børnene med i kirken for at blive døbt - her konfirmerer vi også og markerer en overgang til ungdom og voksentilværelse - her bevidner vi at mennesker vier sig til hinanden - og vi begræder vore døde. Vi kommer med bestemte forventninger om at her må traditionen tage over og skabe mening og levere de ord, de følelser og den musik som giver plads for det vi oplever.
Men traditionen kan også forråde - det gør den når den hverken kaster tanke eller følelse af sig. Hvis den bare bliver til lirumlarum-katten-gør-æg , så er det bare ord der farer rundt og smælder en smule, men ingen af dem synker ind.
Jesus hævdede over for dem den dag at der intet ritual, intet bud, ingen lov fandtes som ikke krævede deres nærvær, deres eftertanke, deres indlevelse. Livet var ikke automatisk - heller ikke mekanisk.
Mennesket er skabt i Guds billede og bliver derfor hele tiden nødt til at forholde sig til den tilværelse som vi lever. Der er ingen facitliste.
Herinde minder vi hele tiden hinanden om at der nok ikke findes en facitliste; men det gør heller ikke noget for Gud er! Gud er på helt enestående vis nærværende i livet. Det kan godt være at vi har vænnet os til alle disse historier om Jesus fra Nazaret og derfor ikke hører deres provokation mere; men i de fleste religiøse traditioner er det nærmest blasfemisk at tale om en Gud der går så tæt på menneskene som Kristus gør. Man kan simpelthen ikke have det! Gud skal være ophøjet og utilnærmelig og skal ikke vise sig på jorden og gebærde sig i menneskelige anliggender.
Men det er nu det vi tror på: Gud nærmede sig jorden med en kærlighed som ikke distancerede sig fra dem som alle afskyede, ikke distancerede sig fra de syge, de undertrykte, de fattige. Vi tror på at Gud viser sig hos det menneske som er langt væk både for de andre og for sig selv - det menneske som næsten glemmer at være menneskeligt. En af mine yndlingshistorier er nu fortællingen om hende der havde blødt i tolv år og som var afskyet af de andre. Der var ikke den tanke, de ikke fik om hende. De hviskede gerne om hende; men hun var af den slags som man end ikke ser på når man går forbi dem. Det værste var at hun havde taget deres afsky til sig. Hun troede ikke noget om sig selv. Hun eksisterede vist ikke mere hverken i deres eller i egne øjne. Hun havde været i folkemængden en dag da han kom forbi, denne Jesus, og hun havde tænkt at vel ville han nok ikke se hende, og han ville heller ikke tale med hende; men hun kunne stjæle sig til at snitte hans kappe for i ham var det som om der var liv.
Hun stjal sig til at røre ved hans tøj. Han fortsatte ikke; men havde mærket at nogen havde rørt ham. Siden den dag har vi vidst at vi taler om en kærlighed, vi taler om den Gud og den Jesus som endog mærker det menneske der end ikke har fornemmelsen for sig selv - som har tabt al selvagtelse og hverken eksisterer i egne eller andres øjne.
Vi taler om den Gud der ikke når os med ritualoverholdelse og facitliste-mentalitet; men når os med kærlighed, barmhjertighed, mildhed, tålmodighed midt i livet - og som ønsker om os og for os at vi ikke viger uden om livet med snedige spørgsmål, men tør gå ud give kejseren hvad der er hans og aldrig forsømme at give Gud livet.
Vi taler om den Gud der får vore øjne til at gå op og som får os til at ændre retning når vi er fristede af at gøre vore medmennesker fortræd. Vi taler om Gud der ikke lader sig fange i systemer og traditioner; men hele tiden lægger sig i hjertet på de troende og får os til at ville det bedste for verden for vi ved at det hele står og falder med kærlighedens ild og vi tror at i pagt med Ånden, så vil kærligheden få overhånden i verden og få ret og magt til at gå hånd i hånd. Vi lever i håbet og tilliden til kærlighedens himmerige som Jesus åbnede for os.