Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn, 15.02.2015
Predigt zu Matthew 3:13-17, verfasst von Leise Christensen
Fastelavn
I dag er det fastelavns søndag, det er maskernes dag. Skulle nogen være i tvivl om det, nærmer vi os også en valgkamp. Partier og, ikke mindst, deres ledere bliver de analyseret og endevendt og debatteret i en uendelighed. Journalister og læsere og tilhørere spørger sig selv: ”Hvem er de i virkeligheden? Hvordan er de inderst inde? Er de mon sådan, som de fremstår på tv, eller har de taget en maske på til lejligheden? Er de anderledes derhjemme? Det er vanskeligt at afgøre, og der graves i det. Af analytikere og kommentatorer og spindoktorer vurderes der, tillægges betydning, bores, fremstilles og gøres ved. Hvad mener politikerne i virkeligheden bag alle ordene, og kan man møde de sande mennesker der inde bag alle ordene om nulvækst, grøn omstilling og kronen under beskydning fra internationale valutaspekulanter.
Tilbage står den undrende offentlighed og spørger sig selv om, hvem de i virkeligheden er. Hvilken slags person er de? Se, det, der her er ridset op om vore forskellige toppolitikere og partiledere, kunne jo for så vidt lige så godt dreje sig om dig eller mig. Vi er jo heller ikke altid den samme. Jeg bærer ikke den samme maske, når jeg er hustru eller mor eller datter eller søster eller niece eller veninde. Der er naturligvis en kerne, som er uforanderlig, men masker bærer jeg, bærer vi alle. Et menneske er en person, siger vi. Det latinske ord, persona, som vi har vores ord, person, fra, har den grundlæggende betydning maske. En person er altså en maske. En persona i den oprindelige betydning var en maske, som man satte foran sit ansigt og talte igennem, når man f.eks. optrådte. Denne persona, masken, kunne skiftes ud alt efter, hvilken rolle, man spillede. På sin vis er det logisk nok, at begrebet person er så tæt forbundet med begrebet maske. For selv det mest stabile, velafbalancerede og ordentlige menneske er jo en anden, når han er derhjemme hos familien, end hvis han er på arbejde. Sådan må det nødvendigvis være. Vi har mange masker. Vi siger, at i en god familie, kan man lade alle masker falde, men det er i grunden ikke helt sandt. Vi bærer stadig en maske – er stadig en person – når vi er sammen hos vore nærmeste og kæreste, men det er så måske nok den mest ærlige maske, vi der bærer. En maske er nødvendig for at kunne træde frem og vise, hvem man er. Man kan også vælge på ganske grundlæggende vis at skifte maske midt i livet. Jeg var engang hjemme hos en kvinde, som jeg kendte godt. Mente jeg. Hun var ekstremt dygtig til sit arbejde, hun var en ordholdende og loyal kammerat, en omsorgsfuld mor, ja, der var ikke en finger at sætte på hende som person. Masken var fuldendt. Troede jeg. Jeg havde først lært hende at kende som voksen. Da vi sad og drak kaffe ved det fint pyntede bord, fik jeg øje på en invitation, der var lagt frem. Det var en invitation til en genforeningsfest fra hendes gamle skole. ”Nå, sagde jeg ”det bliver da morsomt”. I et nu blev hendes ansigt helt fortrukket, og hun meddelte kort, at hun bestemt ikke agtede sig derhen. Og det skyldtes naturligvis et ubegribeligt stort traume som mobbeoffer i skolen, et traume, der var gemt bag en maske af cool effektivitet og faglig dygtighed, et traume, som hun da levede med og det tilmed ganske fint, men ikke desto mindre havde det en sådan karakter, at hun ikke under nogen omstændigheder ville med til festen. ”For”, som hun sagde, hun var en anden person nu, bar en anden maske, og hun ville ikke risikere at blive set på som den person, hun var dengang i skoletiden – forsagt, fornedret og forbigået. Hun ville ikke risikere at blive tvunget til at bære den maske, som hun gjorde dengang. Så slut med den fest. Hun havde endegyldigt lagt den maske fra sig for aldrig at tage den på igen. Sådan kan man føle, at den maske, som andre mennesker uvilkårlig placerer på éns ansigt slet ikke passer eller er relevant længere. Men man kan også føle, at man ikke kan være sig selv, som det hedder, med den maske, som man selv har fået placeret på sig. Man synes ikke, at man er den person, som man ladet andre tro i årevis. Derfor kan man være nødt til at træffe et valg, et valg om at vælge en anden maske, et valg om at være en anden person. Det kræver mod, og det er angstfremkaldende. Alt i alt er det meget kompliceret alt det her med masker og personer. Hvem er jeg i grunden? Hvem er du i grunden? Hvem er statsministeren eller oppositionslederen og alle de andre i grunden? Hvem kender vi i grunden? I dag hører vi om, at Jesus døbes af Johannes i Jordan-floden. I dag døber vi et lille barn her i kirken. Hvorfor blev Jesus døbt, og hvorfor døber vi den lille Anna om lidt? Der er mange grunde – dåbsteologi er en stor historie – men helt grundlæggende gør vi det jo, fordi Gud i dåben viser, at det lille barn er hans, og han viste i Jesu dåb, at Jesus var hans. I dåben falder alle masker, alle vore fremtrædelsesformer. I dåben er vi nøgne, men ikke desto mindre Guds elskede børn. Overfor menneskebørnene bærer Gud kun en maske, og det er kærlighedens maske. Kærligheden er Guds person, hans fremtrædelsesform. Gud kan have andre fremtrædelsesformer, men det hører under den del af Guds væsen, som vi ikke kender og ikke forstår – selvom vi som mennesker jo helst vil forstå absolut det hele! Den person eller maske, som Gud viser os, er jo Jesus Kristus sådan helt konkret. Vi har lært Gud at kende som kærlighed gennem Jesus, og det fortælles for os i dåben. Jeg spurgte før om, hvem vi i grunden er; hvilken maske, der i grunden er vores. Vi har som nævnt mange masker, men den mest grundlæggende og vigtige gives vi i dåbsgave. Det er Guds blik på os som elskede. Det er der, at vi altid kan føle os hjemme og trygge og kendte som dem, vi er uanset, hvilke masker andre eller vi selv har fået placeret på vores liv og eksistens. AMEN.