Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Søndag i Fasten, 01.03.2015
Predigt zu Mattæus 15:21-28, verfasst von Poul Joachim Stender
Vi skulle have haft en ruhåret Foxterrier. Men så blev min hustru gravid og vi fik en glathåret dreng. Bogen om hundeopdragelse var indkøbt. Bortset fra afsnittet om renlighedstræning, syntes vi godt vi kunne opdrage vort barn efter det dyrt indkøbte værk. Hovedprincippet er kkkk. Kærlighed, kontakt, krav, konsekvens. Det er en videreudvikling af den forrige generations rrr, der ellers lydmæssigt passer bedre til en hundebog. Ro, renlighed, regelmæssighed. Kærlighed, kontakt og krav er nemt nok. Det er ikke svært at elske sine børn. Man kan ligesom ikke lade være. Giver man dem et skilt om halsen som teenagere, hvor der står ”Under ombygning”, kan man tilmed elske dem i denne periode. Det er heller ikke uoverkommeligt at have kontakt med sine børn. Selv om det hævdes, at forældre i vor tid vil gøre alt for deres børn undtagen at være sammen med dem, kan man ikke undgå nu og da at støde på afkommet. Krav er også til at finde ud af. Ingen ny voldsvideoer før de gamle er set færdige. Basta. Spis slikket op etc. Til gengæld er det totalt umuligt at være konsekvent i sin opdragelse. Kærligheden er i sit væsen inkonsekvent. ”Nu er grænsen nået”, skriger man til sit barn. Og barnet argumenterer og presser på og tigger og beder for at få udvidet grænsen. Af ren og skær kærlighed giver man ofte efter. Ikke udelukkende for at få fred. Men man kan ikke lade være. Før folk bliver hundeejere eller forældre har de masser af kkkk- og rrr-principper om hvordan ruhårede terrier og børn skal opdrages. Bagefter bliver de eksperter til at ændre standpunkter.
I Det nye Testamente vrimler det med inkonsekvente personer. Simon Peter er et godt eksempel. Han er simpelt hen konsekvent inkonsekvent. Paulus er ikke meget bedre. Han anklages på et tidspunkt af menigheden i Korinth for ikke at være konsekvent, fordi han ændrer i sine rejseplaner. Vi ved at meninger, principper har en vis levetid. Der er intet der er mere farlig for en mening eller et princip end kærligheden og medfølelsen. Det er godt nok dristigt at påstå, at Kristus er inkonsekvent. Han var jo lydig indtil døden. Da Simon Peter ville have ham til vige bort fra den vej mod lidelse, død og opstandelse, som Gud havde lagt for ham, sagde han hårdt til Peter: ”Vig bag mig, Satan”. Men i samtalen med den kanaanæiske kvinde ser vi en inkonsekvent Gud. Han har overskredet grænsen til hedningeland rent fysisk. Da en hedensk kvinde tigger ham om at helbrede sin datter, er han fast besluttet på ikke at hjælpe hende. Han er kun udsendt til jøderne. I en imponerende samtale med den hedenske kvinde, overskrider Kristus endnu nogle grænser. Han ændrer pludselig standpunkt, imødekommer den navnløse kvindes ønsker og siger: ”Det ske dig, som du vil”. Med de ord blev Folkekirken, rådighedsordningen og kørselsgodtgørelsen til. Der blev i alt fald åbnet op for at evangeliet også kunne komme til Danmark. Men ikke kun det. Det blev antydet at Gud lader sig bevæge. Det nytter åbenbart at presse Gud med sine bønner. Påtrængenhed lønner sig. Da kvinden i begyndelsen af samtalen råbte til Kristus, at han skulle forbarme sig over hende, svarede han hende først ikke med et ord. Hvorfor denne brutale stilhed? Sikkert fordi det kom bag på Guds søn, hvor stor og grænseoverskridende hans kærlighed til hende var. Det er kendetegnende for kærligheden at den overrasker os. Vi bestemmer os nu om dage ikke for at elske og alligevel falder, snubler, skvatter vi bover kærligheden. Det er ikke uden grund at det på engelsk hedder ”to fall in love”. Måske er hverken Kristus eller Simon Peter eller Paulus eller vi forældre inkonsekvente. Vor kærlighed er bare, til vor forbavselse, større end vore principper og meninger. Det er vort held at det forholder sig sådan med Guds kærlighed. Fik vi af Vorherre som vi har fortjent, ville det ikke se godt ud.
Det var Gud der tog initiativet. Han blev menneske i Jesus Kristus. Det var ham der elskede først. Det er ham der fortsat kommer os i møde. Men det udelukker ikke, at det også er os, der kan tage initiativet. På det område er vi på linje med den kanaanæiske kvinde. Himmeriget kan stormes. Det er blevet anerkendt dansk kristendom at man forholder sig totalt passiv livet igennem overfor Gud og alligevel forventer at blive sendt i Himlen af en folkekirkepræst med 12 i gennemsnit. Vi har kørt os i position i en slags folkekirkelig missionsstilling, hvor vi uden nogen form for ophidselse, lader os tage af nåden. Og måske er Kristus også så hamrende inkonsekvent at han, trods sine ord om at han på dommedag vil skille fårene fra bukkene, alligevel tager imod hele flokken? Vorherre forbavses uden tvivl gang på gang over sin overvældende kærlighed til os. Men spørgsmålet er om vi ikke skulle tage os sammen og droppe mantraet om, at vi som danskere er religiøst blufærdige. Til en forandring kunne vi tage et privat initiativ til at blive en del af noget større end EU og NATO. Gå i kirke, bede, synge salmer og derved sprænge vore grænser som Kristus gjorde. Vi ser jo i Skriften, hvordan himlen bliver bestormet. Da Kristus vandrede med de to disciple på vej mod Emmaus ville han gå videre, da han nåede landsbyen. Men disciplene holdt ham tilbage og nødte ham til at blive hos dem. Den blinde tigger ved Jeriko måtte to gange råbe efter Kristus, før han kom hen til ham og gav ham synet tilbage. En kvinde med blødninger stormede frem og rørte ved Kristi kappe. Det vrimler i Biblen med disse himmelstormere. Folk, der som den kanaanæiske kvinde, flår nåden til sig som om de var besat af ordene: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, skal der lukkes op for jer”.
I dag vil jeg her fra prædikestolen brøle: Angrib! Bliv himmelstormere! Bestorm Gud med bønner og længsler! Tig Vorherre om at blive helbredt for forkølelser, depressioner, kræftknuder! Plage ham om lykke og evigt liv! Gør det! På den måde placerer man sine drømme og problemer der, hvor de ligger bedst. I Guds hænder. Vi, der har børn, ved hvor god erfaring vore børn har haft med at udvide deres grænser med deres voldsomme plagerier. Og hvordan de som voksne har kunnet indse, at der også var kærlighed i de afslag de ind imellem fik. Amen.