Göttinger Predigten

Choose your language:

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

3. søndag i fasten, 08.03.2015

Predigt zu Lukas 11:14-28, verfasst von Marianne Frank Larsen

Johan Sletten står i badeværelse og studerer sit eget ansigt i spejlet. Han har fået lov til at tage hjem fra sygehuset, og han og Mai er taget op til sommerhuset i Värmland. I Linn Ullmanns bog ”Nåde”¹ er Johan blevet scannet og opereret syv gange for den kræft, der breder sig i hans krop. Han er blevet drøftet på møder og beskrevet i journaler. Det er som om, hans krop tilhører lægerne og sygeplejerskerne. Det er som om, han hører hjemme hos dem. Men disse dage er han fri til at nyde foråret sammen med sin kone Värmland. Han har det som om, han er listet væk fra sygdommen, står der. Han har ingen smerter. Men han har en stor byld på den ene kind, som ikke vil gå væk. Og den første morgen vågner han med øjenbetændelse. Ved morgenbordet råber han ad Mai, fordi hun ikke vil gå med til, at de skal have en hund. Og han går fra bordet og låser sig inde på badeværelset, og dér står han foran spejlet og håber, at ”dette uvæsen, som har taget bolig i hans krop og formørket hans liv vil vige til fordel for lange, uforanderlige dage med sol”. Drikke et glas koldt øl. Læse. Fiske. Ligge ved siden Mai, gå hånd i hånd med Mai, mærke duften af hendes hår. Det er bare det, han gerne vil. Men nu da han mærker efter, har han vist en snert af hovedpine. Og han har også fået kvalme. Og det skræmmer ham fra vid og sans. Han syntes, han havde sneget sig væk. Men nu bliver han indhentet.

Ikke så sært, at folk i evangelierne taler om dæmoner. For det er præcis sådan, Johan Sletten og vi andre oplever alvorlig sygdom på vores egen krop. Som en ond magt, vi ikke kan stille noget op imod. ”Dette uvæsen”, tænker Johan Sletten, ”som har taget bolig i h Linn Ullmann: Nåde, Bonniers Bogklubber 2003, side 74ans krop og formørket hans liv”, og vi ved godt, at lægefagligt set er der ikke tale om et uvæsen, men det er præcis sådan, han oplever sin kræftsygdom. Som et uvæsen, en dæmon, der tager magten fra ham. Da han får kvalme den morgen, er det dét, der skræmmer ham fra vid og sans: at noget fremmed, noget forfærdeligt og utænkeligt skal ske med ham, at der skal ske noget med hans krop, som han ikke kan forudse og dermed heller ikke forberede sig på eller kontrollere. Johan Sletten er ikke længere herre i eget hus. Snart er der ikke andet at gøre end at starte bilen og køre tilbage til sygehuset.

Johan Sletten oplever sin kræftsygdom som et uvæsen. Det kunne have været så mange andre alvorlige sygdomme i krop og sind, og det kunne såmænd også være det almindelig forfald, der følger med at blive ældre, for fælles for sygdom og forfald er oplevelsen af, at noget fremmed tager bolig i én og kommer til at styre og regere og forpeste og begrænse ens liv. Så man ikke længere kan drikke et glas koldt øl, tage ud at fiske, læse en bog eller ligge ved siden af sin elskede, som Johan Sletten drømte om. I sidste ende kan det fremmede komme til helt at kvæle ens liv, så der ikke er noget tilbage af den tilværelse, man holdt af, og det menneske, man var engang. Og der er intet, absolut intet, man kan stille op. Jo, man kan tage sine piller, og i øvrigt gøre, hvad lægen foreskriver, men herre i eget hus bliver man ikke mere. Herre er pludselig kræften, depressionen, lammelsen, demensen, smerten. Det er det, evangelierne kalder dæmoner. De har mange navne. I eventyrenes verden mister dæmoner deres magt, når man kalder dem ved navn. Så let går det aldrig i virkelighedens verden.

Den dæmon, der får Johan og Mai til at råbe ad hinanden ved morgenbordet, har et andet navn. De skulle have glædet sig over sådan en forårsmorgen i Värmland. I stedet bliver Mai ærgerlig over, at Johan fabler om en hundehvalp. Måske en anden gang, siger hun, når du får det bedre. Og så bliver Johan rasende og råber ad hende og går fra bordet, for hun ved jo lige så godt som han, at han aldrig får det bedre. Ingen af dem vil det; tværtimod; men de er ikke herrer over, hvad der sker imellem dem. Det er selvfølgelig sygdommen, der er på spil igen, og som ødelægger den fine morgenstemning, men det er også deres irritation, fejhed, manglende realitetssans, manglende lydhørhed, angst, der får dem til at gå skævt af hinanden.

For også den slags dæmoner, der får os til at såre hinanden, har mange navne. Skal vi samle dem i ét, bliver det selviskheden. Det er dén, der sidder som en ond magt på bunden af alle de hårde ord, vi får sagt, og al den fortræd, vi gør os skyld i. Lige som det er dén, der trækker i trådene, når vi beskytter os selv og undlader at gøre det, vi skulle have gjort. Præcis som sygdom er selviskhed en magt, vi aldrig helt kan undslippe. Også den regerer og forpester og begrænser vores liv med hinanden, og indimellem lykkes det den at kvæle det, så der intet er tilbage af det forhold, der begyndte som en lykke. Eller for den sags skyld af det menneske, man var engang. Og man kan gøre sit bedste for at være en ordentlig datter, søn, mor, far, hustru, ægtemand, bror, søster, ven, kollega, og det er det, man skal, men herre i eget hus er der ingen af os, der er. Det gode, som vi vil, det gør vi ikke. Det onde, som vi ikke vil, det gør vi. Dæmon er et fremmed ord for en helt igennem velkendt erfaring.

Dagens evangelium er fortællingen om én, der har magt til at drive dæmonerne ud. En anden magt end lægernes viden og kunnen, en anden magt end vores egen gode vilje, der kommer til kort igen og igen. Dæmonen i evangeliet er en sygdom, der har gjort den syge stum. Spærret ham inde i sin egen lukkede verden, ude af stand til at udtrykke sig. Da Jesus har drevet dæmonen ud, begynder den stumme at tale, tøvende og prøvende, at meddele sig til andre mennesker, at spørge, at svare, at give sig til kende, ja måske begynder han ligefrem at synge. Hvor dæmoner formørker og begrænser og forpester vores liv, gør Jesus lige det modsatte. Han lukker lyset ind og sætter livet fri. Giver den stumme sin egen stemme og lukker ham ud i fællesskabet med andre mennesker. Det fællesskab, der bæres og flettes af vore varme stemmer. Man skal være forbenet for ikke at se, at det er Guds finger, der er på spil, når Jesus befrier et menneske til fællesskab og glæde og lader dets liv begynde på ny.

Selv bruger han det billede, at så længe den stærke mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Det er dæmonen i Johans Slettens krop og i vores tilværelse, der uanfægtet bevarer magten over os. Men hvis der kommer én, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle våben fra ham og fordeler byttet. Det er sig selv, Jesus taler om. Her tegner han sig selv i billedet af den kriger, der er den stærkeste. Den ene, der har magt til at afvæbne uvæsenet, dæmonerne, de onde magter, som hærger vores liv. Det er det, vi netop har set ham gøre i den stummes liv. Og siden skal vi se ham gøre det i en grav som vores. Med sit eget liv som indsats. På græske opstandelsesikoner kan man se Kristus bore sin lanse gennem døden selv. I oldengelske kvad kan man høre, hvordan Kristus banker på helvedes port og bryder ind og knuser slanger og tramper på drager og binder helvedes ulve. På romanske krucifikser ser vi ham hænge, ikke som den lidende frelser, men som den sejrrige konge, der har vundet over døden og alt ondt. Helt tilbage fra oldkirken går motivet som en rød tråd gennem kristendommen og forsyner os med billeder på den magt, der kom ind i vores liv, da Vorherre kom til verden – og ind i vores død, da han fór ned til dødsriget.

Alle billederne skal forvisse os om det samme: der er een, der er stærkere. En, der ejer selve Skaberens livgivende, frisættende magt i sine ord og sine hænder, og som een gang for alle har vundet over det uvæsen, der formørker vores liv. Det er alene med hans magt i ryggen, at det giver mening, at vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og siger nej til selviskhed og sygdom og død. Det kan vi ikke selv. Det giver ikke mening. Det kan vi, fordi vi tilhører ham, der er stærkere. Stærk nok til at afvæbne de magter, vi ikke kan kontrollere. Det er ikke altid, vi kan se det. Og det er bestemt heller ikke altid, vi kan mærke det, tværtimod. Men vi kan synge det og høre det, så tit vi vil, og det er det, vi skal, ”høre Guds ord og bevare det”, fordi det forvisser os om, at vi ikke tilhører dæmonerne, selvom det ser sådan ud. Vi tilhører ham, der er stærkere; og i den sidste ende må det vige for ham, det uvæsen, som tager bolig i vores kroppe og formørker vores liv. Måske ikke nu, men det er det, det ender med. Lange, uforanderlige dage med sol. Amen